God formiddag og velkommen til en forårsdag, hvor solen langsomt får magt, og Gud mildner luften for de klippede får.
Det gælder dog ikke for de formastelige, der vover sig over Kanalen for at søge asyl i Det Forenede Kongerige.
1. Rwanda-planer
Den britiske regering fik nemlig efter to års parlamentarisk og retligt bøvl forleden vedtaget en lov, der giver de britiske myndigheder lov til at deportere asylsøgere til det centralafrikanske land Rwanda, hvor deres asylansøgning så vil blive behandlet. Falder ansøgningen ud til asylsøgerens fordel, vil vedkommende fremover få tilkendt asyl i Rwanda, ikke i Storbritannien. Og hvem vil ikke gerne det? Der er jo gået hele tre årtier, siden den ene halvdel af befolkningen, hutuerne, myrdede skønnet 800.000 af den anden halvdel, tutsierne, på nogle få uger, og mon ikke landets stærke mand siden dengang, præsident Paul Kagame, har fået styr på sagerne?
Lyder forslaget bekendt? Jamen det er også nogenlunde enslydende med de tanker, Mette Frederiksen gjorde sig om udlicitering af den danske asylbehandling for et par år tilbage – inden hun måtte lægge planen på hylden på grund af modstand fra sine partnere i SVM-regeringen, især Moderaterne. Nu må hun føle sig overhalet indenom af sin britiske kollega, Rishi Sunak.
For at nå så langt måtte Sunak tage midler i brug, som krakilere blandt britiske forfatningsjurister og menneskeretsforkæmpere nu kan brokke sig over. Det fremgår således af selve lovteksten, at Rwanda er »et sikkert land«, og »enhver beslutningstager«, herunder domstole og tribunaler, må betragte det som sådant. Det er et alvorligt hak i tuden til den britiske højesteret, der så sent som i november enstemmigt afgjorde, at Rwanda netop ikke var et sikkert land at blive sendt til som asylsøger.
På lederplads advarer Financial Times mod, at Rwanda-loven er »en glidebane«, der »skaber fristelsen for, at fremtidige regeringer, der bliver modarbejdet af domstolene, kan følge en lignende vej,« og bladet sammenligner loven med retstilstanden i lande som Polen og Ungarn.
Men det anfægter ikke Rishi Sunak: »Nok er nok. Ikke flere undvigelser, ikke flere forsinkelser,« sagde han foran 10 Downing Street, da loven var gået igennem. Han forudser, at de første fly med deporterede asylansøgere afgår i juni.
2. En omvendt Dalgas
Måske Danmark kunne tage nogle af de afviste asylsøgere, så de slap for at flyve hele vejen til Rwanda? Der vil i alt fald blive god plads i fremtidens Danmark, hvis man ser på Klimarådets planer for, hvordan 20-30 procent af den jord, der i dag opdyrkes, skal tages ud af produktion og omlægges til skov og anden natur. Altså den omvendte proces af den, Enrico Dalgas stod for, da han efter krigsnederlaget til tyskerne i 1864 stod i spidsen for opdyrkningen af de store jyske hedearealer under mottoet »Hvad udad tabes, skal indad vindes«.
Der skal udtages 509.000 hektar landbrugsjord, mens der skal plantes 414.000 hektar ny skov, hvis Danmark både skal leve op til sin klimamålsætning og EUs vandmiljøkrav, fremgår det af rapporten. Det vil give en reduktion på syv millioner ton klimagasser om året, hvilket er mere end rigeligt til at opfylde klimamålet. Samtidig vil det give danskerne et langt mere varieret landskab og en større biodiversitet. Og alt sammen kan det gøres for en relativ beskeden omkostning på 2,8 milliarder kroner årligt i mistet produktion. What’s not to like?
En del, mener blandt andre Niels Peter Nørring, klimadirektør i Landbrug & Fødevarer. Han advarer i Jyllands-Posten om, at det vil gå ud over forsyningssikkerheden i en tid, hvor der er stor global efterspørgsel på danske landbrugsprodukter, og at udgifterne i øvrigt vil blive langt større end dem, Klimarådet regner med.
3. New York, New York
Danske landmænd vil formentlig ikke nøjes med den kompensation, som lenape-stammen modtog, da den for cirka 400 år siden solgte ejendomsretten over øen Manahatta på den amerikanske østkyst til hollandske kolonisatorer: nemlig 60 gylden, hvilket i dagens mønt ville svare til cirka 1.000 dollar eller 7.000 kroner.
Denne »handel«, den senere fordrivelse af lenape-stammen fra, hvad der blev kendt som Manhattan, og etableringen af Nieuw Amsterdam ved hjælp af tvangsudskrevet sort arbejdskraft og midler tjent ved slavehandel gør, at det ikke er så ukompliceret at fejre The Big Apples tilstundende 400-års jubilæum.
I næste måned er det nemlig nøjagtig fire århundreder siden, at 30 hollandske familier ankom med det gode skib Nieu Nederlandt og etablerede den første hollandske koloni ud for Manhattans sydspids.
Men man skal lede en del, hvis man skal finde begivenheder, der festligholder 400-års-jubilæet. I en tid, hvor amerikanerne er så splittede som aldrig før, og sensibiliten og krænkelsesparatheden er veludviklet, har mange potentielle festarrangører været meget i tvivl om, hvordan jubilæet skal gribes an. Det fortæller Russell Shorto, forfatter til bogen The Island at the Center of The World og kurator for udstillingen New York before New York i the New-York Historical Society, i et stærkt læseværdigt essay i The New York Times.
»Har vi lov til at fejre fortiden længere? Har vi overhovedet lyst til det?« spørger han.
»Misforstå mig ikke: Jeg er stærkt overbevist om, at de seneste års bestræbelser på at se på, hvad vores forfædre gjorde forkert, er afgørende,« fortsætter han. »Men vi er også blevet allergiske over for nuancer og kompleksitet. Nogle synes at mene, at hvis vi fremhæver fortidens resultater, benægter vi fejlene.«
Shortos egen løsning som kurator er »at gøre det alt sammen«. »I vores udstilling sætter vi fokus på hollændernes bidrag – de bragte frihandel, pluralisme og relativ tolerance, og dermed satte de standarden for New York City. På samme tid er vi opmærksomme på den rolle, hollænderne spillede i berøvelsen af de indfødte og indførelsen af afrikansk slaveri. Men det stopper ikke der. Det ville være vildledende og skadeligt at efterlade det indtryk, at de indfødte og afrikanske folk ikke havde nogen handlekraft. De var aktive skabere af deres egen historie.«
Et par citater om New York til at slutte af med:
»Give me your hungry, your tired, your poor I'll piss on 'em. That's what the Statue of Bigotry says.« – Lou Reeds alternativ til skriften på Frihedsgudinden, fra albummet »New York« (1989).
»One belongs to New York instantly, one belongs to it as much in five minutes as in five years.« – Tom Wolfe, Forfængelighedens bål (1987).
»If I can make it there, I’ll make it anywhere.« – Frank Sinatra, »New York, New York« (1979).
Med det vil jeg ønske god onsdag. På forhåbentlig gensyn i morgen,
Ole Nyeng
Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.
