Godformiddag, velkommen til Weekendavisens nye daglige nyhedsbrev.
Den tyske politiske filosof Friedrich Engels mente, at »grådigheden fra menneskets første dag og frem til nu havde været civilisationens væsentligste drivkraft«. Måske havde den gamle røde tænker ret.
Og i dag skal vi blandt andet tale om grådighed.
Greedflation
Et af de seneste års mest kontroversielle økonomiske emner er greedflation, der kort kan oversættes til grådighedsdrevet inflation. En stor del af de massive prisstigninger, vi har set på dagligvarer, skyldes nemlig ikke kun stigende energi-, råvare- og dermed produktionspriser, men lige så meget – eller mere – grådighed. Flere økonomer har påpeget, at en del af inflationen har været drevet af grådighed fra virksomheder, som har set deres snit til at øge avancen i ly af de prisstigninger, som skyldtes forsyningsproblemer efter covid-19-pandemien og Ruslands krig mod Ukraine.
Et studie fandt da også for nylig en del af forklaringen på de høje priser i en række firmaers ønske om at maksimere deres profit. Inflationen nåede i fjor næsten 11 procent i eurozonen, men firmaernes fortjeneste steg i mange tilfælde langt mere end omkostningerne. Og i blandt andet Frankrig har finansminister Bruno Le Maire tordnet eksplicit mod greedflation og truet med at intervenere, hvis priserne på en række forbrugsvarer ikke blev sat ned. Ikke mindst fordi de stigende priser truede med at genoplive De Gule Veste og gøre resten af præsident Macrons embedsperiode til et sandt helvede – men det er en anden historie.
Liberalt sindede økonomer har forsøgt at mane fænomenet i jorden som »det pure opspind«, ikke mindst CEPOS.
Det virker selvfølgelig også kontraintuitivt, at markedsmekanismerne ikke skulle regulere priserne, så de falder igen, når produktionsomkostningerne gør. Men nu er det altså ikke unormalt, at ting viger fra »reglerne« i økonomi. Det er derfor, økonomer slutter alle sætninger af med udtrykket »alt andet lige«, fordi en række faktorer altid kan påvirke de mest simple læresætninger. Det ser man for eksempel i luksusvarernes omvendte efterspørgselskurve – hvor efterspørgslen stiger sammen med priserne. Eller i Frankrig, hvor man i 2009 satte restaurationsmomsen ned til 5,5 procent og hurtigt fandt ud af, at det ikke førte til lavere priser for forbrugerne, men blot højere avance til restauratørerne. Incitamentet til at sætte priserne op for at mindske sit tab, når omkostningerne stiger, er nemlig forståeligt nok højere end incitamentet til at sætte priserne ned og mindske sin avance, når de falder.
Det bliver spændende at se, hvor lang tid der går, før de danske banker sætter renterne ned, når det internationale renteniveau falder …
Nordkoreas seneste atompåhit
Endnu mere spændende er dog, at Nordkorea angiveligt har testet sit nye Haeil-5-23-system: en atomvåbenbevæbnet undervandsdrone. Kombineret med »den store leder«, Kim Jong-uns, blussende krigsretorik er det skidt nyt, for atomvåben på ubåde har altid været hjørnestenen i de etablerede atommagters afskrækkelsesstrategier, da de sikrer den helt afgørende andenslagsevne: evnen til at udslette modstanderen efter hans angreb.
Og dog.
For Haeil betyder tsunami, og våbnet detonerer åbenbart under vandet og skaber derved en ødelæggende kæmpebølge.
Langt mindre effektivt end et almindeligt ballistisk atommissil. Det beviser endnu en gang, at Kim kun omgiver sig med jasigere, for selv i Hollywood havde man forkastet den idé til en actionfilm som håbløs.
Men det er alligevel med til at sætte trusselsniveauet i vejret i en region, der i forvejen er i alarmberedskab på grund af Beijings erklærede mål om at annektere Taiwan.
Søvnsnyderne
Renter og atomkrig kan få mange – ikke mindst mig selv – til at døje med søvnløse nætter. For jeg kan huske debatten om USAs 572 mellemdistanceraketter i Europa, skrækken for evig atomvinter samt min families to ugentlige grøddage, da renten nåede 19 procent i 1980erne.
Mens det tærer på min livskraft og hjernefunktion at sove under fem timer, generer den slags ikke præsident Macron. Han sover ganske lidt om natten – og slider derfor sine ministre ned, fordi han sender sms’er til dem midt om natten. Det samme gælder tilsyneladende hans nyudnævnte premierminister, Gabriel Attal, der også kun sover tre-fire timer om natten.
Mens de fleste af os har brug for seks-otte timer under dynerne og ville ende som savlende zombier med øget fare for kredsløbssygdomme og demens med et sådant søvnregime, fungerer det fint for Attal og Macron. De tilhører nemlig den ene procent af befolkningen, der kan klare sig med fire-fem timers søvn. To genmutationer skaber det såkaldte short sleeper syndrome, som giver lavere søvnbehov. Der er dog ikke tale om en lidelse. Snarere tværtimod. De sover tilsyneladende mere effektivt, lever længere, er energiske og mere optimistiske, viser forskningen.
Blandt verdenshistoriens store kortslumrere finder man Napoleon, Winston Churchill, Bill Clinton, Barack Obama, Margaret Thatcher og Elon Musk. Og naturligvis renæssancegeniet Leonardo da Vinci, der benyttede det, man i fagsprog kalder polyfasisk slummer: Han blundede et kvarter hver fjerde time døgnet rundt og kom således sjældent over to timers sammenlagt søvn.
Så nåede vi til min vejs ende. Men fortvivl ej: I næste uge vil den ellers normalt udfarende Mads Staghøj baste sig til skrivebordet og foretage en daglig sviptur til Deres indbakke. For nu er det hans tur til at affatte nyhedsbrevet, mens jeg stikker til Frankrig på reportage. Min egen indbakke står naturligvis fortsat på klem for ideer, (snarrådige) kommentarer og kritik: asmu@weekendavisen.dk.
Og husk – som den britiske digter Lord Byron så notorisk sagde: »Døden får mennesket til at klynke. Og dog tilbringes en tredjedel af livet i søvnen.«
Så sov blot lidt mindre, og læs mere i Weekendavisen. Den har aldrig været vigtigere!
På snarligt gensyn.
Med venlig og lystig – trods alt – hilsen
Aske Munck
Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.
