Interviewet blev først gang bragt i marts 2015.
Der er meget langt fra Ruzname, Henrik Nordbrandts grundsure dagbøger fra midthalvfemserne, til legeaftale. I hans nyere virkelighed indgår det ord naturligt.
Den otteårige datter er hos en veninde, hans kone, som er kræftforsker, er i USA, og lejligheden ligner andre børnefamiliers; en sammenrullet lille sok under bordet, lidt uanbringelige ting i et hjørne, og så er der vue over Søerne.
Man kan se Fredens Bro, som indtil først i 1970erne var lige så krummeluret og parisisk som Dronning Louises Bro, men som blev revet ned og erstattet af en firesporet vej med tung trafik.
»Et det rigtigt?« siger han. »Jeg ved ikke den slags. Jeg har aldrig kunnet se København. Jeg farer hverken vild i Istanbul eller Rom, og jeg kan endda gadenavnene. Det kan jeg ikke her. Gaderne hedder alle sammen noget med kongen eller dronningen eller kronprinsen eller fætter Knud.«
Gyldendal forestår hans 70-års-fødselsdag, nøjagtig som de gjorde det, da han fyldte 40, 50 og 60. »Du kan ikke gøre noget ved det,« sagde litterær direktør Johannes Riis, »så hvorfor ikke bare holde en fest?«
Det lader ikke til at tynge ham at fylde rundt, og han gør det sikkert også kantet og bider stadig negle, men godt selskab er han, og hver absurd anekdote ender i latter og gnæggende lystig falset. Han lægger ikke skjul på, at hans datter har gjort noget grundlæggende ved humøret, ja, det er banalt, og det er han ligeglad med.
Rammen for interviewet er tilsvarende banal: En mand rejser ud.
– Er du vendt hjem, eller er du bare her?
»Jeg er vendt hjem til min barndom her. Jeg boede på Østerbro, fra jeg var tre år, til jeg var syv år, og jeg plejer at sige, at jeg møder mig selv som fireårig. Jeg er vendt tilbage til noget, som jeg aldrig har kunnet fordrage, og jeg har affundet mig med, at det ikke bliver anderledes og har det egentlig meget godt med det. Jeg kan simpelthen ikke med den her by. Den vil altid være afskyelig for mig.«
– Hvordan kan det være?
»Det er selvfølgelig, fordi jeg har haft en dårlig barndom. Vi boede ved Vibenshus Runddel, og der ligger en afskyeligt grim kirke, som min søster blev døbt i, og bag den et afskyeligt grimt hus, som vi boede i, og der stank af rugbrød ovre fra Schulstad-fabrikken, hele kvarteret stank, og når sporvognene kørte rundt om runddelen, hvinede skinnerne, og den lyd gjorde mig fuldstændig vanvittig.
Det er min barndom.
Jeg gik i børnehave på Blegdamsvej og blev bortvist som fireårig, og jeg ved ikke hvorfor. Voldelig blev jeg først senere, fordi jeg havde fået så mange tæv og opdagede, at jeg kunne slå igen. Jeg gik på Klostervængets Skole, og den var berygtet for at være helt forfærdelig og meget, meget voldelig. Det var lige efter krigen, og der var stadigvæk rationeringsmærker, og mange var fattige og havde det dårligt, og i skolegården tævede man løs på hinanden.«
– Hvor gammel var du, da du bestemte dig for at tage væk fra Danmark?
»Det havde jeg altid haft lyst til, men jeg fik muligheden som 21-årig, fordi jeg fik et treårigt legat fra Statens Kunstfond. Min første bog (Digte, 1966) blev en mægtig succes, og jeg fik tilbud om at skrive for den eller den avis, men jeg kunne ikke se meningen med det. Min veninde og jeg blev advaret mod at tage til Grækenland, fordi der var rygter om militærkup, men vi tog alligevel en charterrejse til Rhodos og ankom på min 22-års-fødselsdag, og en måned senere etablerede juntaen sig og begyndte et ganske forfærdeligt regime, og jeg havde det meget tæt på og oplevede dramatiske og væmmelige ting, og jeg kunne ikke holde min kæft, så en måned efter bad de mig om at forlade landet. Vi rejste til Istanbul, og jeg fik noget, der mindede om et nervesammenbrud, og vi måtte tage toget hjem til København.
Et eller andet var foregået i mit hoved, og jeg satte mig for at finde ud af, hvad det var og begyndte at læse tyrkisk på universitetet. Først 40 år senere fandt jeg ud af, at Istanbul på en underligt skæv måde havde mindet mig om København i min barndom. I Grækenland var der lyst og vand og vind, og i Istanbul var der gråt og røde mure. Det var et koncentreret København for mig. Det var som at komme frygteligt hjem. På den anden side var jeg meget fascineret af den tyrkiske musik, og i årene efter boede jeg lidt i Tyrkiet og lidt her og studerede sproget intensivt, og en dag brød ungdomsoprøret løs i København. Jeg havde i det store og hele de samme ideer som oprørerne, jeg har altid været på venstrefløjen, og der var meget, jeg kunne identificere mig med. Samtidig var der noget, som frastødte mig. For eksempel kunne jeg ikke fordrage Beatles. Jeg boede på Christianshavn, og der var et meget stærkt venstreorienteret miljø, og aldrig har jeg oplevet noget så grimt som det. Intolerancen var voldsom. Hvis ikke man var venstreorienteret på den rigtige måde, var man fascist. De kaldte mig krypto-fascist, fordi jeg ikke mente, at Mao havde ret i alt, hvad han sagde, og fordi jeg havde betænkeligheder ved, at en million mennesker stod på en plads og gjorde det samme i takt.«
– Hvor mødte du de venstreorienterede christianshavnere?
»På den anden side af gaden lå Politisk Revy, og jeg kunne godt lide Bente Hansen, som var redaktør, og drak tit kaffe med hende om eftermiddagen. En dag var der møde for de 30 ledende venstreintellektuelle, og jeg blev inviteret, hvorfor ved jeg ikke. Temaet var: ’Hvordan bevidstgør man arbejderklassen?’, og jeg lyttede til de kloge indlæg og så mig omkring, og på et vist tidspunkt bad jeg om ordet og sagde:
’Undskyld, jeg synes, det er ejendommeligt, at der, temaet taget i betragtning, ikke er en eneste arbejder til stede.’
Jeg har altid været venstreorienteret uden slinger i valsen, men hykleriet dengang var en af grundene til, at jeg tog af sted igen. Denne hellige selvfedme, som også bredte sig til litteraturen og fyldte det næste årti, var jeg ved at brække mig over.«
– Hørte du til et sted?
»Jeg kom til at kende nogle litterater, men det var enkeltbekendtskaber og hovedsagelig ældre digtere som Jørgen Gustava Brandt, Sven Holm og Preben Major Sørensen. På universitetet havde jeg også læst kinesisk, men jeg kunne ikke lide at sidde i en klasse, det kunne jeg ikke tåle. Der var ellers fremragende kapaciteter som professor Egerod, og på centralasiatiske studier inde i Kejsergade var der også dygtige folk, som bare ikke gad undervise. Forsvarets Efterretningstjeneste havde etableret en hemmelig lyttecentral under institutterne. Vi sad 15 i en klasse, og alle, undtagen undertegnede, havde Mao-mærker på, og en dag fik vi øje på en oberst i fuld uniform, som stod og pissede ude i gården. De havde glemt at lave et toilet til lyttecentralen, og så blev det hele afsløret, men der skete aldrig rigtig noget. Hele situationen i Danmark var så åndssvag, og ude på Christianshavn besatte slumstormerne Sofiegården, og politiet barrikaderede gaden, og jeg kom hjem og mødte Peter Wivel i afghanerpels.
’Peter, hvad fanden foregår der her?’ spurgte jeg.
’Ved du ikke dét, din ignorant?!’ sagde han. ’Revolutionen er brudt ud!’
Det endte selvfølgelig med, at huset blev revet ned, og i det nye hus lavede man et værtshus i kælderen, Sofiekælderen. Giv de revolutionære noget øl, tænkte man, og så druknede hele den generation i druk, og jeg rejste ud for at møde det virkelige liv.«
– Hvordan fandt du et sted at bo i Tyrkiet?
»Jeg fandt Side, en meget charmerende lille landsby domineret af græske ruiner. Husene var bygget af gamle græske murbrokker og marmor og sarkofager, og i det gamle amfiteater sad landsbyboerne og røg hash om aftenen. Familien Kabaagac havde et pensionat, som lå ti meter fra havet, og dér boede jeg et år. Manden i huset hed Suat, og han havde været officer i Første Verdenskrig og Lawrence of Arabia havde sat en pris på hans hoved. Han talte russisk, arabisk, persisk, tyrkisk, fransk, engelsk og tysk. Han fik to jernkors af tyskerne, men kunne ikke lide dem, og under Anden Verdenskrig spionerede han for englænderne i Tyskland. Om sommeren kom de fornemme familier fra Istanbul, og Suats familie tilhørte en af dem. Tidligere havde han ejet et hus på Prince Island, og dér havde han Trotskij boende et år, og han havde også kendt Nabokov.
Suats bror, Cevat, var en af Tyrkiets største forfattere, og historien lød, at han var blevet sendt i eksil til Bodrum for at være kommunist, og det var, ifølge rygter i byen, ikke den sande historie. Man fortalte, at han som 18-årig blev sendt til Oxford af sin far og måtte efterlade sin veninde i Tyrkiet, og da han vendte tilbage, var faderen flyttet sammen med hende, og så skød Cevat sin far.«
– Du havde skrevet tre bøger på det tidspunkt. Tænkte du: Nu skal jeg skrive en ny?
»Nej, sådan har jeg næsten aldrig tænkt. Hvis der kom noget, skrev jeg det ned. Ellers ikke. Jeg kan ikke planlægge. Hvis nogen beder mig gøre noget, så gør jeg det ikke. Heller ikke, hvis det er mig selv, som siger det. Jeg skal bilde mig ind, at jeg ikke laver noget. En deadline får mig til at gå fuldstændig i stå. Jeg brugte tiden på at læse tyrkiske romaner og digte og begyndte også at studere arabisk. Fem af digtene fra digtsamlingen Omgivelser (1972) er skrevet dér, og jeg kaldte bogen det, fordi jeg prøvede at lade omgivelserne skabe mig. Det er selvfølgelig en illusion.«
– Kan du se faser i dine digte?
»Det er klart, at alle erfaringerne kommer med, selv om det først bliver tydeligt senere, og særligt kan jeg se faser efter de steder, hvor jeg har boet. Allerede da jeg kom til Grækenland, fandt jeg ud af, at det var svært at sidde i et fremmed land og bruge sit eget sprog. Når man siger bjerg på dansk, hvad betyder det så? Der er jo ingen bjerge i Danmark. Hvordan bruger man ord, som beskriver ting, der ikke findes i det land, hvor sproget hører til? Hvordan gør man det overbevisende, uden at det får en billig eksotisk effekt? Det var jeg meget optaget af.
Efter Side boede jeg lidt i Danmark, det var noget med nogle piger, og lidt i Tyrkiet og Grækenland, og det var igen Rhodos. Lindos var en slags kunstnerkoloni. Jeg er altid løbet ind i rockmusikere, selv om jeg ikke kunne lide dem, og i Lindos var jeg nabo med Pink Floyd og kom til at kende dem. Hvad er det, han hedder? David ...«
– Gilmour?
»Ja, ham blev jeg venner med.«
– Hvad havde I at tale om?
»Ikke noget, vi spillede backgammon. Pink Floyd var meget søde og beskedne, og jeg kan huske, at jeg var til en fest hos dem, og en af gæsterne, en englænder, sagde: ’You must buy their new album.’
Og jeg svarede: ’I dont buy any of them. I hate that music.’
Jeg levede en slags playboyliv, og det gjorde jeg også mange år senere i Bodrum. En journalist var nede for at interviewe mig og spurgte, hvad jeg lavede om aftenen.
’Jeg går på diskotek,’ sagde jeg. ’Du må godt kalde mig en aldrende playboy.’
De kendte flokkedes om Pink Floyd. Der kom David Hockney, Germaine Greer og sågar Jacqueline Kennedy, du ved, og atmosfæren var meget snobbet, selv om Pink Floyd ikke var det. Jeg vekslede mellem det lette liv i Lindos, og et meget seriøst i Tyrkiet.
Der var nærmest borgerkrig de år, og jeg blev involveret. Denne lejlighed er det sted, hvor jeg har boet længst tid, ellers plejede tre år at være maksimum. Jeg har aldrig skrabet ting til mig; en masse bøger har jeg fået undervejs, men jeg har altid formået at komme af med dem. Jeg kan ikke lide at have dem.«
– Hvor tog du hen efter det?
»Så blev det Spanien nede omkring Malaga, og der var nogle meget smertefulde oplevelser, som jeg helst ikke vil komme ind på, og siden flyttede jeg tilbage til Tyrkiet og blev der en årrække. Det har altid været planløst. Jeg har bare rejst hen, hvor jeg havde lyst til, og nogle gange er jeg taget væk hurtigt.«
– Alle de rejser var mulige, fordi du solgte digte nok?
»Jeg var i mange år ret fattig. Jeg kunne sagtens have fået arbejde på aviserne, men jeg ville hellere være fattig og digte. Efterhånden tjente jeg bedre, og bibliotekspengene begyndte at give mere. I dag rejser jeg ikke så meget, og jeg har ærgerligt nok måttet sige nej til mange invitationer fra Sydamerika, fordi jeg ikke kan flyve langt. Vi var i Costa Rica for tre år siden, og det tog mig halvandet år at komme mig bagefter. Det har noget med larmen at gøre. Jeg er meget lydfølsom, og jeg har fundet ud af, at jeg blev født to timer efter, at de bombede Shell-huset og Den Franske Skole. Jeg blev født på Frederiksberg, lige ved siden af, og tidligere spøgte jeg med, at jeg er født med granatchok, men jeg tror egentlig, det er rigtigt. Jeg reagerer meget voldsomt på larm og rystelser, og jeg kan huske meget langt tilbage. For eksempel kan jeg helt tydeligt huske en episode, fra jeg var tre måneder gammel. Jeg vågnede i min farmor og farfars seng og havde skidt, og det var ganske behageligt, og der var fuldt af lort, som jeg smurte mig ind i, og da min farmor så det, bar hun mig ud i håndvasken og vaskede mig med koldt vand. Jeg har siden fundet ud af, at jeg var i pleje hos dem på det tidspunkt.«
– Er der en metodik i din måde at skrive på?
»Nej, det kommer bare; et ord, et syn eller et eller andet, og der er ingen regler. De digte, jeg selv læser og holder mest af, er også skrevet uden regler. Jeg kan bedst lide, hvis et digt er enestående, hvert digt må gerne have sin egen organiske form og være noget nyt. Sådan burde det være – og er det ikke i virkeligheden.«
– Har du kunnet bruge at drikke vin og digte?
»Ja, et par gange er det lykkedes at være halvsnaldret og skrive noget, som kunne bruges. Men jeg tror ikke på det. Jeg har oftest skrevet om dagen. Eftermiddagen er det tidspunkt, hvor det sker for mig. I det hele taget. Eftermiddagen har altid været min tid.
