Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Læs mere og tilmeld Dem her.
DET KONSERVATIVE FOLKEPARTI er selvsagt i chok efter Søren Pape Poulsens tragiske og alt for tidlige død i weekenden. Derfor afholder fremtrædende partimedlemmer sig af gode grunde fra at tale om fremtiden. Det er noget, man skal finde ud af i den kommende tid.
Sådan må det være. Der er en tid til sorg, og der er en tid til at se fremad.
Det er imidlertid en slet skjult hemmelighed, at fremtiden er mere eller mindre afgjort, selvom det lige nu er upassende at tale om den. Stærke kræfter i partiet var nemlig i fuld gang med at forberede et magtskifte i partiet, der aldrig for alvor er kommet sig over folketingsvalget i 2022.
Selvom Søren Pape Poulsen var klar til at stå i spidsen for en genrejsning af Det Konservative Folkeparti, var troen på, at han var rette mand, stærk aftagende, og reelt var det kun et spørgsmål om tid, før en åben udfordring ville komme. Tiden var sat til umiddelbart efter valget til EU-Parlamentet i juni.
DA MONA JUUL for en måned siden blev valgt som ny formand for folketingsgruppen, var det samtidig et signal om, at fremtidens magt reelt var handlet af blandt de stærke aktører i partiet. Juul havde blandt andet opbakning fra politisk ordfører Mette Abildgaard. Dermed er der ikke den store tvivl om, at der kan samles et betydeligt flertal i gruppen, og derefter vil det være sin sag at udfordre den nye magt.
At presset mod Papes position var optrappet, kunne man se så sent som i fredagens udgave af Politiken, hvor en rundspørge i partiets bagland viste, at støtten til formanden var lav. Påfaldende var især politisk ordfører Mette Abildgaards svar på, om hun bakkede formanden op.
»Jamen det er Det Konservative Folkepartis medlemmer, der vælger, hvem der er formand for partiet. Og så længe medlemmerne vælger den formand, så er det jo min opgave at bakke op om den. Så ja, jeg bakker op om Søren som formand,« sagde hun.
Det svar kunne formodentlig have været noget kortere, hvis opbakningen var helhjertet.
Men hvad er det så for et parti, Mona Juul kommer til at stå i spidsen for? I føromtalte artikel i Politiken omtaler en anonym kilde hende som »tre fjerdedele radikal«.
Det dækker efter alt at dømme over, at Juul er tilhænger af en markant mere grøn profil for partiet. Et synspunkt, hun blandt andet deler med Mette Abildgaard.
Det kan betyde, at De Konservative vælger en mere aktiv profil i forhandlingerne om en CO₂-afgift på landbruget, og det kan lette presset en kende på Venstre, der kæmper med balancen i forhold til landbruget.
Her vil Juul have fuld opbakning fra interesseorganisationen Dansk Erhverv, hvor partiets tidligere stærke mand Brian Mikkelsen er direktør. Dansk Erhverv er en markant fortaler for, at landbruget skal bære klimabyrden på lige fod med andre organisationer.
I DET HELE taget kan man forvente, at De Konservative rykker mod den i forvejen tæt befolkede midte med Mona Juul som leder.
Allerede med Pape som formand indgik partiet i den såkaldte KLAR-alliance med Radikale og Liberal Alliance. En noget mandatsvag gruppering, der er enige om behov for mere ambitiøse reformer end regeringen, når det gælder arbejdsudbud.
KLAR-alliancens ambition er at definere en anden midte end SVM-regeringen. Lidt længere i blå retning i den økonomiske politik. Og den er et forsøg på at tilbyde De Radikale et alternativ til den røde blok. Måske bliver den radikale tilskyndelse til at forsøge sig i blå blok ikke mindre af, at den konservative leder har ry for at være tre fjerdedele radikal.
Modsat kan Mona Juul betyde, at afstanden til resten af blå blok bliver større. Pape havde et tæt personligt forhold til Inger Støjberg, der næppe vil være begejstret, hvis De Konservative giver fuldtonet støtte til en klimaafgift på landbruget.
De Konservative skal derfor finde en meget nøje afmålt balance mellem at rykke tættere på den i forvejen tæt befolkede midte og samtidig bevare tilknytningen til hele den blå side. Og ikke mindst skal partiet finde en selvstændig profil, der kan overbevise flere vælgere om, at man har de rette svar i en tid, hvor efterspørgslen efter konservative løsninger synes at være noget større end efterspørgslen efter Det Konservative Folkeparti.
