Det er ikke hver dag, man ser kaskader af vand stå op af kloakkerne. Måske derfor var mange østjyder flittige til at filme med mobilen, da et »historisk stort skybrud« ramte Østjylland en tirsdag i starten af oktober. De dokumenterede oversvømmede veje og biler, der kørte i vand til op over dækkene, sprøjtende kloakker og brunt kloakvand i vaskemaskinens tromle.
»Vi har haft skybrud før, men aldrig så heftigt som det her. Det er første gang, jeg har overvejet at skulle ud og købe waders til vores gæster,« sagde en kroejer til DR Nyheder.
Måske er det en forsmag på en fremtid, hvor danskerne skal kæmpe meget mere mod vandet. Det, der kommer oppefra, men også det, der kommer nedefra og fra siden. Det vand, der pibler ind i vores kældre, og det, der forvandler vores marker til store mudderpøle.
Når det gælder klimaforandringer, er Danmark lidt af et smørhul. Vi vil ikke blive bagt i ulidelig varme, vi vil stadig kunne dyrke vores marker, og vi har råd til at indrette os efter det nye, foranderlige vejr. Men vi vil få et vådere land.
Ifølge FNs klimamodeller er det mest sandsynlige scenarie, at verden bliver 2,8 grader varmere i år 2100, og en af de følgevirkninger, det vil have for Danmark, er flere og kraftigere skybrud. Det vil også betyde vandstandsstigninger og en øget risiko for stormflod. For et fladt og lavtliggende land, med over 8.000 kilometer kystlinje, kan det blive en dyr og besværlig udfordring, og det vil skabe konflikter undervejs.
Lad os prøve at spole tiden frem.
Kort over fremtiden
Ved første øjekast virker det nemt nok at tegne et billede af Danmark i år 2100. Digitale kortværktøjer som DMIs Klimaatlas, screeningsværktøjet KAMP og HIP fra Dataforsyningen opridser alle kvalificerede bud på, hvordan fremtiden vil udspille sig på hver en kvadratmeter af Danmark.
Bare klik, klik, klik på kortet – så stiger havniveau, nedbør og temperatur under forskellige grader af global opvarmning frem mod 2100. Lavt, mellemhøjt og højt scenarie. Dér vil en fodboldbane sumpe til, dér vil en strandvejsvilla få fugtige kældervægge.
Man skal ikke lade sig snyde af de klart optegnede billeder, for klimamodellerne bag værktøjerne er selvfølgelig behæftet med usikkerhed. Sådan er vilkårene, når man både vil se 70 år ud i fremtiden og aflæse et globalt klimasystem, videnskaben endnu ikke forstår til fulde.
Guiden gennem kortene er Mark Payne, klimaforsker ved DMI og faglig leder for Klimaatlas. Beregningerne er lavet ud fra et scenarie, hvor verden bliver 2,4 grader varmere i 2100, og med usikkerhederne i mente vil det også meningsfuldt kunne dække det scenarie, som FN beskriver, forsikrer han.
I 2100 handler det i høj grad om at håndtere vand. Ved kystlinjerne er der risiko for stormflod, ved Faxe Bugt, Falster og Møn er det for eksempel ikke længere et 20-årsfænomen, men kan forekomme op til tre gange om året.
Samtidig er havniveauet steget med op til 60 centimeter, så en stormflod kommer længere op på land. Det giver problemer steder som Roskilde Fjord, hvor vandstanden står til at overstige kommunens varslingsniveau 34 gange om året mod ni gange årligt nu. Ved Randers og Mariager Fjord vil antallet af vandstandsvarslinger stige fra én til 50 gange årligt. Altså en gang ugentligt.
Stormflod er først og fremmest en hovedpine for kystområderne og boligejere i første række til havudsigten, mens vand fra oven – i form af skybrud – kan ramme hvor som helst i landet og vil forekomme 40 procent hyppigere end i dag.
»Problemet med skybrud er, at det er et meget lokalt fænomen, der finder sted inden for et par kvadratkilometer. Vi kan tale om det statistisk, men vi kan ikke kortlægge risikoen ned i detaljer,« fortæller Mark Payne.
Endelig er der vandet nedefra. Med stigende mængder regn i vintermånederne bliver jorden godt mættet af vand, og grundvandsspejlet vil derfor stige og flere steder nærme sig overfladen.
Allerede i 2019 havde en tredjedel af landets kommuner problemer med stigende grundvand ifølge en rapport fra Kommunernes Landsforening. Det oversvømmer haver og marker og giver vand i kælderen hos boligejere, og det kan være dyrt og besværligt at gøre noget ved, fordi det ofte kræver drænløsninger, som det ikke er helt klart, hvem der skal betale for.
»Det er en stor udfordring, som er meget lokal, fordi den afspejler de forskellige jordtyper, der findes i Danmark, og der er stor variation i vores undergrund,« siger Mark Payne.
»Man kan forvente mere vand og fugt i kælderen, men det kan også føre til sætningsskader på bygninger. Det vil give udfordringer for mange mennesker i Danmark.«
En stor mudderpøl
Netop jorden er den næste udfordring for Danmark i 2100.
»Det er vigtigt, at vi passer på jordkvaliteten. Den skal høste det vand, der nu kommer fra nedbør, holde på vandet og sørge for, at planterne kan tage det op. Så jordens vandholdende evne bliver vigtig,« fortæller Jørgen E. Olesen, professor og institutleder ved Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet.
Han forsker i klimaforandringers påvirkning af landbrug og fødevareproduktion og er medforfatter på en rapport om klimaomstilling af dansk landbrug, der udkom tidligere i år.
Ifølge modellerne vil der være færre frostdøgn i 2100, men kulde kan drille alligevel. De varmere vintre vil nemlig få frugttræer til at blomstre tidligere, og derfor risikerer eventuelle minusgrader at ramme æbletræer og hindbærbuske på et kritisk tidspunkt. Det påvirker dog ikke landbruget bredt set.
»Frost er næsten kun et problem for frugttræer og bærbuske, og dem har vi ikke så mange af længere, fordi det er alt for dyrt i arbejdskraft at producere i Danmark,« siger Jørgen E. Olesen.
Vækstsæsonen vil blive 51 dage længere mellem 2070 og 2100, så måske kan vi på et tidspunkt nå at høste grøntsager to gange, mens det ikke giver en stor gevinst for afgrøder som korn. Vi kan dyrke majs, hvis vi vil, men det vil nok ikke være en bedre forretning end afgrøder, der i stor grad ligner dem, vi har i dag.
Vi kan godt leve med våde marker om vinteren, siger Jørgen E. Olesen, men også om efteråret kan der komme store mængder regn, og der skal landmændene helst kunne færdes på deres jorde for at så efterafgrøde eller vintersæd. Det kan de ikke, hvis marken er en stor mudderpøl.
Så må de i stedet vente og så vårsæd om foråret, men det er ikke ideelt, for forår og sommer i 2100 vil byde på tørkeperioder. Hvor vintersæden ville have haft tid til at sætte dybere rødder og dermed være mere tørketolerant, er det ikke sikkert, at de spæde afgrøder sået om foråret vil have lange nok rødder til at udstå vandmanglen.
»Der kan opstå et ondt samspil, der handler om meget nedbør om efteråret, så vi ikke kan så vintersæd, og tørke om foråret og sommeren, der giver mindre udbytte af vårsæden,« forklarer Jørgen E. Olesen.
Det kan undgås, hvis jorden er veldrænet, men allerede i dag døjer landbruget med »jordpakning« – at jordlagene stampes så hårdt sammen af tunge landbrugsmaskiner, at planternes rødder ikke kan trænge hurtigt nok igennem. Det problem kan blive værre i en vådere fremtid.
»I det øverste lag kan vi jo løse det ved at pløje, men det skadelige er, når jorden pakkes sammen nede i dybden, altså ved 50-60 centimeter,« siger han.
Vestnilfeber og harepest
Flere ekstreme vejrhændelser og større udsving fra år til år er landbrugets store udfordring. Der vil være perioder, hvor det er for tørt, og andre, hvor det er for vådt. En løsning er at forædle sorter, så de bliver mere robuste over for ekstremer, men andre midler må også i brug. Det kunne være skovlandbrug, og så er Jørgen E. Olesen ved at undersøge, om man kan bruge solpaneler som læhegn i landbruget, for når der er læ, sker der mindre fordampning.
»Det ser ud til, at vi faktisk godt kan få en temmelig stor energiproduktion ud af solpaneler, der står lodret og virker som læhegn. Det giver en større tørketolerance for afgrøderne,« siger han.
Højere varmegrader vil også betyde nye skadedyr og insektbårne sygdomme, der kan ramme dyr, planter og mennesker. En rapport fra Statens Serum Institut peger på fem infektionssygdomme, der kan blive mere udbredte i et varmere og fugtigere klima. Det gælder for eksempel vestnilfeber, harepest og Rift Valley-feber, som kommer til vores breddegrader via trækfugle og insekter, mens heftige skybrud øger antallet af de myg, der spreder dem.
For landbruget vil det stigende antal skadedyr gøre det svært at udfase pesticider, påpeger Jørgen E. Olesen. Det var han selv med til at undersøge i et studie for 10-15 år siden:
»Vi nåede frem til et øget pesticidbehov på 20-30 procent, fordi belastningen i form af skadedyr og sygdomme bliver højere.«
Det er ikke det eneste dilemma, understreger han. Når mere vand skal ledes bort fra markerne, bliver det sværere at passe på vandløb og søer, og udledningen af kvælstof kan stige.
Samtidig bliver landbrugsjorden en slagmark, hvor mange behov støder sammen, når vi inden for samme årrække skal omstille ikke bare landbruget, men også et energisystem og klimatilpasse oveni.
»Vi skal også bruge vores landbrugsarealer til at producere energi og biomaterialer, samtidig med at der skal sættes større arealer af til natur og til at håndtere vand og infrastruktur og alt muligt andet,« sammenfatter han.
Morgendagens dilemmaer
Fremtidens våde dilemmaer vil sandsynligvis føre en række konflikter med sig.
Allerede i dag kan vi se en ny type konflikter udfolde sig, som kan fylde endnu mere i fremtiden. De er kendetegnet ved, at der er grønne argumenter på begge sider af en sag, så det bliver grøn mod grøn. Vindmølle mod trækfugl. Landskab mod solcellepark.
»Diskussionerne bliver mere komplekse, når vi skal beslutte, hvad vi skal gøre, og vi skal afveje mange forskellige hensyn mod hinanden. Derfor dukker de nye typer konflikter op,« siger Anders Horsbøl, lektor i medieret kommunikation ved Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet.
I et studie, der udkom tidligere i år, har han og Mikkel Fugl Eskjær analyseret 20 års klimadækning i medierne og afdækket fremkomsten af de grønne konflikter. Aktører som Greenpeace og Danmarks Naturfredningsforening står ikke altid på samme side, og de politiske partier kan få uro i geledderne, når lokale hensyn støder sammen med nationale.
Studiet har fokuseret på tiltag, der skal nedbringe CO₂-udledningen, såsom nye vindmølleparker, men man kan ifølge Anders Horsbøl godt forestille sig, at de samme konfliktmønstre vil vise sig, når det gælder klimatilpasning og tæmning af vandmasserne.
Det sker muligvis allerede: På Nørrebro i København protesterer de lokale mod at fælde gamle træer og omlægge Hans Tavsens Park til skybrudssikring og naturpark.
Andre steder i landet kan dilemmaet være, om et dige må forstyrre et naturområde, eller om et vandløb kan udvides uden at skade flora og fauna. Dertil kommer de helt klassiske konflikter om, hvem der tager regningen, og hvem der taber og vinder på den grønne omstilling. Skal vi for eksempel kystsikre de rige områder først?
»Det er jo normalt, at man har konflikter i et samfund, og det er ikke noget problem i sig selv,« siger Anders Horsbøl, men han mener, at risikoen for splittelse er reel, og derfor skal vi lære at håndtere de grønne konflikter.
»Man skal helst have konflikter, man kan tale om, også uden at se hinanden som fjender, og finde et sprog, som gør det muligt at nå frem til nogle fair kompromiser.«
Den store affugtning
Udfordringerne kan lyde overvældende, når man remser dem op, men de er håndterbare. Med et væld af små løsninger – dræn, diger, oversvømmede ådale, læhegn, skovlandbrug, sortsforædling, medeje af vindmøller og så videre – kan vi tilpasse os de nye betingelser.
»Danmark er jo i princippet et smørhul. Vi bliver ikke særlig påvirkede af klimaforandringer. Det eneste, der kan true os over nogle århundreder, er vandstandsstigninger. Når det begynder at ramme fem-ti meter, bliver det værre, men det er først om nogle århundreder,« siger Jørgen E. Olesen.
»Vi er ret heldige i Danmark. Vi er et vestligt samfund med mange ressourcer, en velfungerende regering og et velfærdssamfund, som kan hjælpe folk med tilpasningen,« siger Mark Payne.
Men det afhænger af to ting. For det første at modellerne holder. At de scenarier, kommuner og andre offentlige myndigheder planlægger efter, giver os et realistisk indtryk af, hvad der er i vente.
»Det er ikke alt, vi kan forudsige. Og vi kan se nu, at det har en tendens til hele tiden at blive værre, end vi antog,« siger Jørgen E. Olesen.
»Der er nogle risici, vi ikke får taget med, når vi bare lader, som om det udvikler sig mod et gennemsnit.«
For det andet afhænger det af, at vi kan finde løsninger, der er bred opbakning til. At vi forstår konflikternes nye natur.
»Det tror jeg sådan set godt kan lade sig gøre, men det er ikke nogen let opgave,« siger Anders Horsbøl.
Så vidt Danmark. Men det er også vigtigt at huske på, understreger Mark Payne, at vi ikke kan isolere os fra resten af verden.
»Det er ikke de ting, der sker i Danmark, der skaber de største udfordringer, men hvordan klimaforandringer påvirker resten af verden. Det vil også få betydning for os i Danmark,« siger han.
Denne artikel var dagens udvalgte artikel i nyhedsbrevet Dagens Weekendavisen. Læs mere og tilmeld Dem nyhedsbrevet her.
