Hovedstaden er i fuld gang med at opruste. Ligesom i anden halvdel af 1800-tallet, hvor København senest blev befæstet, gælder det sikring mod en ydre magt. Men fjenden kommer nu brusende i form af havet, som frem mod år 2100 allerede har et pænt forspring.
»Havniveauet stiger under alle omstændigheder,« sagde en klimaekspert, da der for nylig var trommet sammen til borgermøde hos By & Havn om stormflodssikring af København.
Uanset hvor godt vi formår at dæmme op for udledningen af klimagasser, vil havet stige mellem en halv og en meter, indledte Adrian Lema, der er centerchef for klimaforskningen ved DMI. Dels på grund af afsmeltning af is fra polerne, dels fordi havvandet udvider sig ved højere temperaturer.
Havet er dybt konservativt, og havtemperaturen ændrer sig kun ganske langsomt. Man kan derfor ikke lige ændre på de temperaturstigninger, som havvandet allerede er påført. Langt værre er det, at klimaforandringerne har mangedoblet hyppigheden af ekstremt vejr, så vi vil opleve stormflod oftere end tidligere – og den ekstraordinært høje vandstand ved stormflod skal selvfølgelig lægges oven i havstigningen.
I hovedstaden er vandmasserne særligt truende, fordi der gennem de seneste 25-30 år er investeret massivt i at bore dybe huller i København og udlægge tunneler til metro og til den første del af Øresundsforbindelsen. Alt sammen vellykket infrastruktur, som dog også gør hovedstaden sårbar over for invasive vandmasser.
På Manhattan i New York var dele af metroen lukket ned i to år på grund af indtrængende vand efter orkanen Sandy i 2012.
Samme scenario forudser man i København ved stormflod. Oveni kommer frygten for, at centrale energianlæg og trafikknudepunkter som lufthavnen i Kastrup blokeres eller skades ved stormflod. Skader af den karakter på metro og anden kritisk infrastruktur kan komme til at koste samfundet i nærheden af 30 milliarder kroner.
Derfor er der sat fuld damp på at få en model for stormflodssikring af København klar. Særligt siden september 2022, hvor staten – med Transportministeriet som tovholder – er gået med i arbejdet.
Men hvor al opmærksomhed hidtil har samlet sig om den kunstige ø Lynetteholm, der som en anden prop i hullet skal blokere for vandmasserne fra nord, blev det på mødet gjort klart, at den mest påtrængende trussel om oversvømmelse kommer fra syd. Derfor er det også sikringen af Københavns sydlige flanke, Kalveboderne og Amager, der har den højeste prioritet.
»Lynetteholm kom os nok lidt i forkøbet,« sagde specialkonsulent Per Andreasen fra Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning på borgermødet. Han fortalte de fremmødte borgere, at man går efter først at sikre i syd og sidenhen i nord. Mere præcist sigter man efter at have en dokport klar ved Kalveboderne i 2033, mens en dokport mellem Nordhavn og Lynetteholm ventes klar i 2040. På den måde vil man ved ekstremt højvande kunne smække portene i og afskærme hele den indre del af København fra at blive oversvømmet.
Man fristes til at sige, at kendskabet til stormflodssikringen af København er druknet i kontroverserne omkring Lynetteholm. Ideen om en ny ø, som reelt er en halvø, blev lanceret i 2018 af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen som et »kinderæg«, der kunne løse mange af byens problemer. Han havde et flertal i Københavns Borgerrepræsentation med sig, og i 2021 blev projektet bekræftet af Folketinget i form af en anlægslov. Enhedslisten, derimod, har lige fra begyndelsen sat projektet i skammekrogen. Partiet fik så stor opbakning til sin Stop Lynetteholm-kampagne ved kommunalvalget i 2021, at partiets spidskandidat, Line Barfod, kunne besætte posten som borgmester for Teknik og Miljø. Altså netop den forvaltning, der har ansvaret for stormflodssikringen i København. Partiet mener, at så stort et anlægsarbejde vil forurene og belaste CO₂-regnskabet massivt. Og hvorfor bygge en ø med plads til 35.000 borgere, metro og omfartsvej, hvis man i stedet kunne nøjes med et dige?
Julefrokost og våde tæer
Det var det historiske skybrud 2. juli 2011, som for alvor åbnede sluserne for investering i klimasikring i København. Efter østenstormen Bodil i 2013 kom der også fokus på truslen fra havet.
Faktisk holdt Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune julefrokost på en restaurant under Langebro den decemberaften, hvor Bodil gik i land. Historien går, at medarbejderne »sejlede derfra« i mere end én forstand, fordi stormflod pressede vandet i havnen op over kajkanterne.
Havet havde i hvert fald fået gjort opmærksom på sine kræfter, og der blev rekvireret en opdateret analyse fra rådgivningsfirmaet COWI af stormflodsrisikoen. Hos COWI gik man grundigt til værks og søgte helt tilbage til kirkebøger fra 1035 – altså mens vikingekongerne stadig regerede – for at få det store forkromede billede af truslen fra havet.
Siden har det vist sig, at man ikke behøver at gå helt så langt tilbage i historien, for trenden er klar: Den største og mest påtrængende trussel kommer fra syd. Og det lyder måske umiddelbart lidt underligt. For det er jo ved storm fra vest og nordvest, at vand presses ind i de danske farvande gennem Skagerrak og ned gennem sund og bælter.
»Højvande som kommer fra nord og syd er meget forskellige i styrke,« skriver COWI i indledningen til analysen, som lå klar i 2016. Her forklares det, at det smalle stræde mellem Helsingør og Helsingborg begrænser, hvor meget vand fra Kattegat der trænger ned til København nordfra. De største vandmængder kommer sydfra, når vinden lægger sig, og alt det vand, som er presset ned i Østersøen gennem Store og Lille Bælt, skvulper nu tilbage fra Østersøen – såkaldt badekarseffekt. Det var præcis det fænomen, som gjorde sig gældende ved stormflodskatastrofen i 1872, hvor store dele af Lolland og Falster blev oversvømmet, og 80 mennesker mistede livet.
Analysen viser også, at der er størst økonomisk risiko forbundet med højvande fra syd. Men allerede fra 2050 vender billedet, fordi selv små højvander til den tid vil flyde ind over kajkanterne i den indre havn ved højvande fra nord.
Så uret tikker – det er bare om at komme i gang. Det var budskabet fra COWI. Året efter, i 2017, havde Københavns Kommune sin egen stormflodsplan klar. Her fremgår det, at man lægger sig fast på »en ydre sikring« af København. Der skal slås en ydre ring om hovedstaden – fra Kalveboderne i syd, hele vejen rundt om Amager til Refshaleøen og videre over til Nordhavn – i form af diger, dæmninger og dokporte. Den ydre sikring skal forstås som en modsætning til en indre sikring, hvor man forskanser middelalderbyen og alle kajkanterne i den indre havn med høje mure og spunsvægge. En indre løsning er for længst forpasset:
»Vi begynder ikke at lukke den havn ned, som vi nu har brugt årtier på at åbne for,« sagde specialkonsulent Per Andreasen til de forsamlede borgere. Med reference til alt det arbejde, der er gjort for at gøre havnen til et rekreativt sted. Hertil kunne man supplere, at By & Havn også har investeret massivt langs havnefronten i bolig- og kontorbyggerier, der kappes om udsigt til vandet. Byggerier, som vil tabe en stor del af deres værdi, hvis de spærres inde bag beskyttende mure.
Fuglenes pitstop
Mod syd venter en enorm opgave for planlæggerne. For her støder klimatilpasning og naturhensyn for alvor sammen. Lynetteholm i nord har fået svenskerne til at klage til Miljøstyrelsen over, at den kunstige halvø risikerer at hæmme noget af saltgennemstrømningen i Øresund. Der har også været rejst kritik af, at anlægsbyggeriet lokalt vil gøre det af med ålegræs og gydepladser for fisk.
Men måske er det intet mod, hvad der venter af miljø- og naturmæssige problemer mod syd. For her kommer en dokport i karambolage med selveste EUs naturbeskyttelsesprogram, Natura 2000.
Et af Danmarks 252 Natura 2000-områder ligger ud for Kalveboderne og Vestamager. Det lavbundede farvand udgør en central rasteplads for mange af de fugle, som trækker mod syd fra det nordøstlige Skandinavien. En stor del af dem overvintrer ligefrem i området, hvor de finder masser af føde i det lave vand.
Men hvad sker der, hvis man anlægger sluseporte tværs over farvandet lige syd for Kalvebodbroerne, hvor motorvejstrafikken buldrer afsted til og fra Amager?
Der er endnu ikke taget endelig stilling til, hvor høj en vandstand man vil sikre sig mod. Diger kan altid forhøjes, lyder rationalet. De to dokporte er imidlertid så dyre at etablere, at man allerede nu vil lægge sig fast på at sikre mod en hændelse af den størrelsesorden, som finder sted – hold fast – én gang i løbet af 2.000 år. Så hvorfor gøre det nu? Fordi, som det forklares, en sådan hændelse kan statistisk set ske inden for de kommende 100 år.
Porten i syd bliver den højeste. I øjeblikket opererer man med et sikringsniveau ved Kalvebod på 4,25 meter over dagligt vande, men DMI arbejder fortsat med beregninger.
»Hvis man nu forestillede sig en port, der bare kunne gemmes helt inde på land og blot skydes frem, når der en sjælden gang var brug for det, ville dens påvirkning af havmiljø og natur være meget lille. Men den ville også blive vanvittigt dyr,« forklarer Morten Beha Pedersen.
Han er specialkonsulent og har med klimatilpasning og miljøtilsyn at gøre i Hvidovre Kommune, som sammen med Københavns Kommune skal anlægge porten mellem Avedøre og Amager.
Den billigste løsning vil omvendt være at lukke for gennemstrømning ved den lave vestlige del af Kalvebodbroerne og nøjes med at have en dokport ved den østlige bro, som kan åbnes for sejlads. Men det er ved den vestlige bro, man finder den naturlige vandgennemstrømning, fortæller klimakonsulenten.
»Så hvad sker der, hvis vi pludselig lukker af for den? Måske får vi stillestående vand og mudderbanker i den vestlige Kalvebod og ødelægger naturgrundlaget i den del.«
Omkostningerne er tæt koblet til spørgsmålet om, hvem der skal betale. Kystsikringsloven arbejder ud fra et nytteprincip, hvor det er de grundejere, der får mest glæde af klimatilpasningen, som skal betale. Ofte blot husejere i første række til vandet. Men er det rimeligt, når det er sikring af kritisk infrastruktur som metro og lufthavn samt hele landets centrale kulturarv, der er på spil?
Udfordringer med finansiering og miljøproblemer har fået København, Hvidovre og Tårnby kommuner til at gå i samarbejde med andre store interessenter og staten for at samle muskelkraft til de enorme opgaver. Dragør er også inviteret med, men er allerede langt fremme med sin egen planlægning.
Kunstig natur
De københavnske miljøfolk har blikket stift rettet mod de nordsjællandske kommuner Helsingør, Gribskov og Halsnæs. Det skyldes, at de tre kommuner for tiden prøver kræfter med Miljøstyrelsen omkring tolkningen af Natura 2000. Og måske er der et fingerpeg om, hvor svært det bliver at lave forandringer i et Natura 2000-sikret område.
De nordsjællandske kommuner er gået sammen i projektet Nordkystens Fremtid for at sikre kyststrækningen med småsten og sand – såkaldt sandfodring, hvor man tilfører nogle af de sedimenter, som havet har bortført. Problemet er, at noget af sandet vil komme til at dække stenrev, som er Natura 2000-beskyttede.
Hidtil har man opfattet Miljøstyrelsens praksis sådan, at man kan få lov til at fravige beskyttelsen i særlige sager og kompensere ved at udpege erstatningsnatur i nærheden. Men for halvanden måned siden fik Nordkystens Fremtid besked fra Miljøstyrelsen om, at den ikke går. De tre kommuner skal bekoste anlægget af et helt nyt stenrev, en egentlig genopretning, for at få lov til at sandfodre og beskytte deres strand og skrænter.
Nordkystkommunerne, som har været i gang med forarbejdet i fire år, er chokerede og har protesteret i et brev til Miljøstyrelsen. Selvom nordkysten og Kalvebod har meget forskellige klimaudfordringer, er specialkonsulent Morten Beha Pedersen fra Hvidovre Kommune bekymret og betragter afgørelsen som ret firkantet. Efter hans opfattelse er den ikke i tråd med den måde, miljømyndighederne praktiserer juraen omkring Natura 2000 på – i for eksempel Holland og Tyskland.
Mon ikke en stormflodssikring af Danmarks hovedstad i sidste ende vil overtrumfe beskyttelsen af et fuglereservat? Det er en nærliggende tanke.
»Men det er ikke en vej, vi har lyst til at gå. Vi vil meget hellere se det her projekt i en større sammenhæng,« siger Morten Beha Pedersen og ridser konturerne op af en anderledes løsning:
»Vi har gennem de seneste 80 år ødelagt naturen i området,« begynder han. Da Vestamager blev inddæmmet, gik dyrebar strandeng tabt, det samme skete ved Avedøre Holme, og langs hele Sjællandssiden er den oprindelige kyst forsvundet, fordi man har bygget ud med opfyld.
»Hvis vi havde haft de nugældende regler om naturbeskyttelse dengang, var de her projekter aldrig blevet godkendt,« siger han og tilføjer:
»Når vi nu skal til at lave et anlægsprojekt hele vejen rundt om København, har vi en unik mulighed for at prøve at genetablere grundlaget for nogle af de naturtyper, vi har ødelagt.«
Konkret tænkes der i at skabe kunstig natur i form af bløde kystlandskaber, hvor sand og andre materialer vil samle sig og genskabe tanger og små holme. Vigtigst er det, at de naturlige strandenge, der er gået tabt, får fodfæste igen. Netop strandeng hører til Danmarks helt særlige og truede natur.
Klimakonsulenter fra de fire kommuner har sammen med Realdania været med til at lave et visionsoplæg, hvor flere af ideerne fremgår. Dragør Kommune er i fuld gang med et projekt om at genskabe et forland med klitlandskab, som med tiden er forsvundet. Ved Kastrup strand kan der laves ålegræsplantager, sandbanker og stenrev. Og ved Kalvebod foreslås det at sandfodre, skabe nye revler og kunstigt bygge mindre stejle skråninger, så der bliver plads til et frodigere liv i overgangen mellem vand og land.
Foreløbig er der afsat ti millioner kroner til en forundersøgelse af en stormflodsmodel for de 40 kilometer kyststrækning rundt om hovedstaden. Københavns Kommune har spyttet 3,5 millioner kroner i kassen, Hvidovre og Tårnby hver 750.000 kroner, og infrastrukturselskaberne har lagt de resterende fem millioner kroner.
Målet er, at der er vedtaget en plan i 2025, så København kan blive befæstet på ny. Denne gang ikke kun med mure og volde, men også med bløde kystlandskaber, der kan tage fra, når de store bølger kommer rullende.
