Worst case scenario. Cyberangreb, kemisk udslip eller oversvømmelse: Danskerne er trygge i deres forvisning om, at nogen vil komme og hjælpe dem, hvis katastrofen rammer. Burde vi være mere bange?

Fred og ingen fare

Fred og ingen fare Af Louise Fogh Hansen

De havde planlagt at spise hjemme. Derfor besluttede ægteparret sig for først at evakuere om aftenen, når de alligevel skulle til badminton. Det var den 3. november 2004, og ikke langt fra parrets hjem var der udbrudt brand i en container på fyrværkerifabrikken i Seest.

Myndighederne havde bedt beboerne om at forlade området, men endnu vidste ingen, at branden ville udvikle sig til en af de værste ulykker i Danmark i nyere tid.

Et andet sted i byen – på det, der føltes som sikker afstand – stod en kvinde og betragtede branden, da flammerne nåede de store lagerhaller, og den store eksplosion kom: » … jeg kunne bare mærke den der varme, der kom tættere og tættere på, det var virkelig sådan en ildkugle, der nærmede sig, og jeg tænkte bare: Shit, nu går der ild i os.«

Vi er ikke vant til eksplosioner og evakueringer i Danmark. Her 18 år senere er ulykken i Seest stadig en af de værste hændelser, der er overgået os: En brandmand døde, 85 mennesker blev såret, og 355 huse beskadiget. Dengang skrev Nina Blom Andersen ph.d.-afhandling om fyrværkeribranden og talte med de rystede borgere, der ud af det blå befandt sig i et katastrofescenarie, de aldrig havde kunnet forestille sig.

»Borgere håndterer ikke altid en trussel, som beredskabsmyndighederne ønsker det. Dette viser sig gentagne gange,« skrev hun.

I dag er Nina Blom Andersen docent og forskningsleder ved katastrofe- og risikomanageruddannelsen på Københavns Professionshøjskole, hvor hun og kollegerne forsker i de utilsigtede hændelser, der sker i Danmark. Oversvømmelser, skybrud, kemiske udslip. Listen kan blive længere endnu, for trygge Danmark bevæger sig mod en ny og måske farligere fremtid. Med krigen i Ukraine er scenarier som cyberangreb og nukleart nedfald ikke så utænkelige som tidligere, og så er der klimaforandringer oveni. Alt tyder på, at der vil komme flere og voldsommere skybrud, stormfloder og oversvømmelser i årene fremover. Er vi forberedt på det?

Ikke rigtigt, siger Nina Blom Andersen:

»Langt de fleste danskere vil ikke kunne klare sig ret længe uden vand, strøm og varme, medmindre de får meget markant hjælp fra stat eller kommune.«

Danskerne er et af de tryggeste, mest tillidsfulde folkefærd, og det er der mange gevinster ved. Men der er også den bagside, at vi simpelthen ikke regner med, at slemme ting vil ske for os.

»Det ville blive en udfordring, hvis vi fik et strømudfald over flere dage i Danmark,« siger Nina Blom Andersen, og så er det lige meget, om det var udløst af en systemfejl, et russisk cyberangreb eller en helt almindelig efterårsstorm. Mangler strømmen i længere tid, kan varme, vand, telefon- og internetforbindelse også forsvinde. Det kan lamme trafik og betalingsløsninger, og så er det ikke længere bare et spørgsmål om at tænde et stearinlys, mens man venter på at få strøm i kontakten igen.

»Det er danskerne ikke klar til.«

Det sker da ikke igen

Mens ulykker drager alles øjne til sig, ofrer vi ikke meget opmærksomhed på de møjsommelige bestræbelser på at mindske deres skadevirkning – beredskabet.

»Der sker så relativt lidt i Danmark, så hvis vi taler om tiden før Ukraine, kan jeg ikke komme i tanke om et folketingsvalg, hvor nogen er gået til valg på beredskab, og til mit kendskab er det også minimalt, hvad der har været kommunalpolitisk. Historisk set er det ikke et område, nogen vil investere i,« siger Nina Blom Andersen.

Hverken politikere, borgere eller medier går særlig meget op i, om der nu kan tilkaldes nok brandmænd, eller om der er udarbejdet en fornuftig plan i tilfælde af det ene eller andet.

»Og vi klarer det jo. Vi kan ikke komme i tanker om nogen hændelser i Danmark, hvor vi kan sige, at der skete noget fuldstændig forfærdeligt, fordi der ikke var beredskab nok.«

Stod det til fagfolk, siger Blom Andersen, ville Danmark nok have et højere grad af beredskab. Men det er ikke noget, danskerne ligger søvnløse over.

Den seneste måling fra TrygFonden viser ganske vist, at krigen i Ukraine har fået danskerne til at bekymre sig om ikke bare økonomi, men også atomkrig, og at Danmark bliver inddraget militært i konflikten. Det frygter halvdelen af befolkningen, og hele 80 procent ser Rusland som en trussel mod dets nabolande. Krigen har udløst »massive holdningsskred«, så flere bakker op om vindmøller i eget nabolag og militære løsninger – men den har ikke rykket ved følelsen af tryghed i hverdagen. Den var på samme niveau i marts 2022 som i sommeren 2021.

Også den løbende måling European Values Survey tegner et billede af Danmark som et særdeles tillidsfuldt land – vi stoler på både offentlige institutioner samt naboer, bekendte og folk, vi lige har mødt.

Danskerne føler sig sikre på, at nogen vil komme og hjælpe dem i en krisesituation. Hvis alt ramler, vil de stole på, at de får korrekt information fra myndigheder og medier, og de vil have nok tiltro til deres medborgere til, at de vil kunne samarbejde med dem, hvilket alt sammen øger chancerne for at komme helskindet igennem. Det er den gode side af trygheden.

Den dårlige er, at danskerne ikke føler nogen motivation for selv at ruste op.

»De professionelle beredskabsfolk synes jo, det er bindegalt, at folk ikke lige har nogle nødbatterier og en primus, 50 liter vand, forråd og noget medicin,« siger Nina Blom Andersen, »men det er en beredskabstankegang, som jeg simpelthen ikke ved, hvordan jeg skal kunne sælge til den danske befolkning. For vi er jo bare meget påvirket af vores erfaringshorisont.«

Man kan aldrig være forberedt på alt. Derfor indebærer beredskab i praksis at udvælge de mest realistiske trusler og lægge en plan for, hvad man gør, hvis de indtræffer. Det hedder »risikobaseret dimensionering« og foregår ude i kommunerne, der kan forberede sig på ting som væltede tog eller brudte diger. Det er en nærmest umulig øvelse at prioritere i rækken af forfærdeligheder og vælge den, der faktisk sker:

»Hvis vi siger til folk, at de skal forberede sig på et krigsrelateret scenarie, og vi så får en kæmpe stormflod som den i 1872,« siger Nina Blom Andersen, »så har vi brugt rigtig meget energi på at forberede folk på ét scenarie, men i virkelighed er det et andet, der indtræffer.«

Den rette mængde frygt

Forskning fra andre dele af verden viser, at erfaring med katastrofer kan gå i arv. Men der er ingen garanti for, at de, der har oplevet vandmasser ind ad dørene, ruster sig til flere tilfælde af den grund. I et forskningsprojekt om skybrud fra Københavns Professionshøjskole må forskerne konstatere, at københavnere, der stod med gennemblødte ejendele efter skybruddet i 2011, nu har fyldt kælderrummet op igen. Et andet studie har undersøgt etableringen af diger ved Masnedø og Ore strand, hvor borgerne ikke kunne forestille sig en værre oversvømmelse end den, de havde sidst.

Der er den afgørende forskel på truslerne fra henholdsvis krig og klimaforandringer, at vi har adgang til al viden i verden om havstigninger og vejrsystemer. Derfor kan vi i princippet tage en åben diskussion om, hvor meget vi vil forberede os, og hvilken risiko vi er klar til at leve med.

»Men når det kommer til krig og terror, er der nogle mellemregninger, som vi ikke har mulighed for at tage stilling til,« påpeger Nina Blom Andersen.

Illustration: Jørgen Stamp
Illustration: Jørgen Stamp

I et svar til Forsvarsudvalget i april vurderede Forsvarets Efterretningstjeneste, at »der ikke er en direkte militær trussel mod Danmark«, men tilføjede, at »de angivne trusselsniveauer kan ændre sig med kort varsel«.

Det kalder Nina Blom Andersen for en »interessant« udmelding.

»For hvad sker der, hvis de i morgen beslutter sig for, at der er en trussel mod Danmark? Er vi så klar?«

Den sidste dag i maj udgav Beredskabsstyrelsen en opgørelse over landets beskyttelsesrum. Den viser, at der er over en million færre pladser i dag, end da man sidst talte efter i 2002. Der er stadig lidt usikkerhed om tallene, men Beredskabsstyrelsen siger til Dagbladet Køge, at ingen af beskyttelsesrummene er klar til brug, og at der ingen planer er om at etablere flere pladser.

Man kan heller ikke regne med, at en befolkning uopfordret begynder at ruste sig til krigsrelaterede hændelser. Sverige udsendte folderen Om krisen eller kriget kommer i 2018, men den type kampagne ville få begrænset effekt herhjemme, mener Nina Blom Andersen.

»Man kan rigtig meget med kommunikation, men i en forberedelsesfase, hvor der stadig ikke er sket noget, skal der være en følelse af relevans hos den enkelte, der gør, at man tænker, ‘nu rydder jeg op i cykelskuret, for der skal stå vand og forråd’.«

Hvis den dag skulle komme, hvor politikere og myndigheder vil have danskerne til at lagre forsyninger, må de anlægge en væsentlig mere bekymret tone for at få budskabet til at trænge ind:

»Politikerne skal skrue seriøst op for retorikken om, at det her er realistiske scenarier. Og det skal medierne også,« siger Nina Blom Andersen.

»Vi har en grundoplevelse af tryghed, der er svær at skubbe til. Man kan godt, men det skal være ret markant, og der skal mere til end en folder. Det vil kræve et ordentligt puf i ryggen.«

Værdien af gode naboer

Der er efterhånden solidt belæg i forskningen for, at folk ikke går i panik i en krisesituation. Tværtimod kan der opstå en følelse af fællesskab, og mange vil prøve at hjælpe andre omkring sig.

I det hele taget er sociale netværk afgørende. I en krisesituation vil der altid opstå et punkt, hvor borgerne efterspørger mere information, end de kan få af myndighederne. Derfor tyr de til naboen, venner, kolleger, familie og spørger: Hvor farligt tror vi, det bliver?

»Hvis dine naboer ikke evakuerer, er der større sandsynlighed for, at du heller ikke gør det, og så kan et helt lokalmiljø komme i fare,« fortæller Robin Ersing.

Hun er beredskabsforsker ved University of Florida og forfatter til bogen Surviving Disaster: The Role of Social Networks. Ersing fokuserer netop på lokalmiljøet og betydningen af relationer i sin forskning. Under orkanerne Irma (2017) og Matthew (2016) undersøgte hun og kolleger, hvordan amerikanerne besluttede, om de ville evakuere, tage til et beskyttelsesrum eller blive hjemme. Studierne viser, at de, der forlod området, havde flere og stærkere sociale forbindelser end dem, der blev.

»Jo flere forbindelser du har, jo flere muligheder har du for at skaffe de ressourcer, du har brug for i en krisesituation. Og jo større variation der er i de folk, du kender, jo bredere adgang har du til information. Det handler om at opbygge viden, dele informationer og få adgang til ressourcer,« siger hun.

Ifølge en undersøgelse fra 2016 føler de fleste danskere, at de har et godt naboskab. De kender de andre på vejen, taler med dem jævnligt og kunne godt finde på at bede dem om hjælp. Så i en nødsituation ville de måske kunne drage fordel af andres erfaringer. I sin forskning har Nina Blom Andersen beskrevet, hvordan borgerne holdt øje med udviklingen, da der i 2005 var risiko for stormflod i Skive: En kvinde tjekkede vandstanden i toiletkummen, for det havde hun lært af sin far. En anden vidste fra tidligere, at der går seks timer, fra vandet presses ind i Limfjorden, til det rammer Skive havn. Og et sted syd for Skive Å bankede en borger et bræt i jorden som en improviseret vandstandsmåler.

Da Robin Ersing flyttede til Florida for 19 år siden, havde hun ingen erfaring med orkaner. Men de lokale gav hende det råd, at man skal søge ly for vinden, men løbe fra regnen. Og i dag følger hun selv de anvisninger, hun er nået frem til i sin forskning: Hun har taget førstehjælpskursus, hun har forråd til tre dage, og hun står på en telefonkæde med sine naboer, så de kan tjekke op på hinanden.

»Jeg har sørget for at lære mine naboer at kende, og vi har en plan. Sidste gang, der var en orkan i området, landede et væltet træ på min veranda. Så kom min nabo med en motorsav – jeg ville aldrig kunne håndtere en motorsav,« fortæller den ældre kvinde med runde, guldindfattede briller.

Der er sjældent langt til naboen i Danmark. Så skal vi holde fast i vores store sociale tillid og regne med, at vi nok skal klare den med hjælpen fra myndighederne og dem omkring os? Eller burde vi forberede os bare en lille smule på at klare os selv i et worst case scenario?

Nina Blom Andersen er selv lige så splittet som resten af danskerne. Hun har sagt i et radioprogram, at der ikke ligger andet end to flasker rosé på lager i hendes skur. Men det føltes alligevel for kækt. Nu står der nogle vanddunke derude sammen med ris og pasta, knækbrød og bønner.

»Hvis nu jeg var alene i verden, tror jeg, jeg har talt til, at jeg kan holde en uge,« siger hun.

»Jeg er hele tiden i et fagligt dilemma mellem, at det på den ene side er en rigtig god idé at have en grad af beredskab som borger. Men på den anden side er der også utrolig meget styrke, rigdom, ressourcer og sundhed i at leve i et samfund, hvor man er tryg.«