Det er ikke længe siden, at den østukrainske by Bakhmut især var kendt for sin industri. Blandt meget andet havde byen en kæmpestor metalproduktion, en af Østeuropas største vinfabrikker og en af verdens største saltproduktioner.
De seneste måneder er Bakhmut imidlertid blevet omtalt som det måske farligste sted på Jorden, for det er her, Ukraine-krigens mest intense kampe foregår. Russerne har nu indtaget byens østlige del og trekvartomringet de resterende ukrainske styrker, som alligevel indtil videre holder stand.
Det er især den berygtede russiske hær af lejesoldater, Wagner-gruppen, der fører an i den russiske offensiv. Og der er mindst to forklaringer på, hvorfor lejesoldaterne er så aktive, lød det for et par måneder siden fra Ukraines forsvarsminister, Oleksij Reznikov.
For det første pegede Reznikov på, at Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, gerne vil profilere sig som en bedre hærfører end Vladimir Putins generaler. For det andet mente Reznikov, at Prigozjin og Wagner-gruppen gerne vil profitere på krigen ved at overtage nogle af de råstoffer, som Østukraine er så rigt på:
»De vil tjene penge på blodsudgydelserne,« lød det fra den ukrainske forsvarsminister i et interview med BBC.
Umiddelbart kan man godt se, hvordan det på sigt kan blive en god forretning for Wagner-gruppen og den russiske stat at erobre disse territorier i øst. For godt nok formodes de fleste bygninger i Bakhmut at være beskadigede eller tilintetgjorte, men selve ressourcerne forbliver naturligvis i jorden.
Således plejede man at fragte saltet til Bakhmut fra de gigantiske saltskakter i nabobyen Soledar, som Wagner-gruppen erobrede i januar. Byen er endda navngivet efter salt: Soledar betyder direkte oversat Saltgaven.
Kullandet Ukraine
Cirka 100 kilometer sydvest for Bakhmut presser russiske tropper for tiden også på ved Vuhledar, der direkte oversat betyder Kulgaven, fordi den i efterkrigstiden blev grundlagt omkring en kulmine. Indtil videre gør russerne ikke de store fremstød, tværtimod er det lykkedes ukrainerne at destruere den ene mindre kolonne af russiske kampvogne efter den anden. Men konsekvenserne for lokalsamfundet har været altødelæggende:
»Engang var det en mineby med 14.000 indbyggere. Nu er der kun 300,« konstaterer Robert Muggah, direktør i det canadiske analysefirma SecDev, som har specialiseret sig i geopolitiske risikovurderinger.
Ifølge Muggah er der alt for lidt opmærksomhed om, hvor meget Ruslands krig i Ukraine har påvirket de to landes adgang til de enormt mange råstoffer på ukrainsk territorium:
»Ukraine er en supermagt på mineralområdet,« blev der fastslået i en detaljeret rapport, som SecDev offentliggjorde i juli sidste år.
I rapporten regnede analytikerne sig frem til, at russerne på det tidspunkt havde kontrol med ukrainske råstoffer til en anslået værdi af intet mindre end 12,5 billioner dollar. Det svarer til cirka 87,4 billioner kroner, det vil sige 87.400 milliarder kroner. Tallet er forbundet med en vis usikkerhed, fordi det er uklart, om disse ressourcer nogensinde bliver udvundet. Omvendt understreger SecDev, at deres skøn på flere måder er konservativt.
Efter rapportens offentliggørelse lykkedes det ukrainerne at tilbageerobre forholdsvis store territorier i Kharkiv- og Kherson-regionerne. Men det har ikke ændret situationen på ressourceområdet særligt meget, selvom der er forekomster af gas og olie i den befriede del af Kharkiv. Ukraines vigtigste råstof er nemlig kul, som udgør langt den største del af de anslåede værdier (hele 12 ud af de 12,5 samlede billioner dollar), som russerne nu sidder på.
I Vesten kender vi stednavnet Donbas, der politisk henviser til de to østlige ukrainske regioner, Donetsk og Luhansk. Men egentlig er Donbas en forkortelse for Donetskyj Vuhilnyj Basejn, Kulbassinet Donetsk, som geografisk også strækker sig lidt længere mod vest til andre ukrainske regioner og mod øst til Rusland. Kulbassinets kerne ligger dog i Donetsk- og Luhansk-regionerne, netop der, hvor Rusland anstiftede en krig i 2014:
»Ukraines kulproduktion styrtdykkede, efter at Rusland erobrede dele af Donbas i 2014, og kollapsede helt i 2022,« fortæller Robert Muggah.
»I 2013 producerede Ukraine over 84 millioner ton kul. I 2021 var det faldet til 29 millioner, og efter den russiske invasion i 2022 faldt det med yderligere 50 procent. Vi anslår, at 95 ud af 148 kulminer i Ukraine nu er på de russiskbesatte territorier,« oplyser Muggah.
»Kollapset af den ukrainske kulproduktion har haft en række sideeffekter. Kulpriserne er blevet fordoblet på de internationale markeder, og lande som Indonesien og Australien har nydt godt af en stigning i efterspørgslen. I mellemtiden har Ukraines jern- og stålindustri lidt på grund af et fald i tilgængelig energi, ikke mindst den manglende elektricitet fra kulkraftværkerne.«
Aftale med EU
Næst efter kul er det især ukrainsk jernmalm, som russerne har sat sig på. Ifølge SecDevs analyse drejer det sig om 27 procent af forekomsterne med en samlet værdi af knap 2.600 milliarder kroner. Dernæst kommer tabet af olie- og gasforekomsterne. I sommer var de på omkring knap 110 milliarder kroner. I dag har Ukraine dog genvundet en del af det tabte.
Og så er der en lang række ædelmetaller som guld og kritiske råstoffer som litium og strontium. Ifølge SecDev har Ukraine tabt alle sine forekomster af strontium til en værdi af omkring 35 milliarder kroner. Noget bedre står det til med litium, hvor der foreløbig er tabt en fjerdedel af alle forekomsterne, svarende til 14 milliarder kroner.
Både strontium og litium er at finde på EU-Kommissionens liste over kritiske råstoffer, som har afgørende betydning for økonomien (herunder for den grønne omstilling). Råstofferne bliver importeret til Vesten, og i de seneste år er der derfor kommet fokus på, at EU har gjort sig nærmest totalt afhængig af Kina og andre eksportører.
Det er set i det lys, at EU i juli 2021 underskrev en partnerskabsaftale med Ukraine med henblik på at udvinde nogle af de kritiske råstoffer i det ressourcerige østeuropæiske land. Men der er ikke kommet så meget ud af planerne:
»Aftalen blev indgået midt under covidpandemien, og så kom krigen oven i den,« konstaterer Anders Overvad, chefanalytiker i tænketanken Europa, hvor han især beskæftiger sig med EUs økonomiske udvikling og grønne omstilling.
Han understreger, at EU næppe har set det mulige samarbejde med Ukraine som afgørende for unionens grønne omstilling:
»Mange af de kritiske råstoffer og sjældne jordarter findes jo også i Europa. Der har bare været meget modvilje mod europæisk minedrift på grund af de store miljømæssige konsekvenser. Derfor har vi udliciteret det til andre verdensdele, blandt andet til Sydamerika, hvor man nu har rigtig meget minedrift af ikke mindst litium,« forklarer Anders Overvad.
»I den seneste tid har der dog været meget fokus på forsyningssikkerheden, og det kan faktisk godt være, at der alligevel vil være muligheder for minedrift i EU, for eksempel i Sverige, hvor man for nylig gjorde et stort fund af sjældne jordarter,« uddyber chefanalytikeren.
»Men faktisk er det ikke nødvendigvis afgørende, om råstofferne bliver udvundet i Sydamerika, Sverige eller Ukraine. Bagefter skal de jo alligevel forarbejdes i Kina. Vi har ikke haft viljen til at have forarbejdningen i EU, ligeledes på grund af de miljømæssige belastninger.«
Krigens logik
Den slags førsteverdensproblemer kan man selvsagt ikke forholde sig til i Ukraine, hvor man ifølge Anders Overvad »nok havde håbet på, at aftalen med EU skulle føre til et eksporteventyr i fremtiden«.
Men krigen har vendt op og ned på den ukrainske virkelighed og presset landet til det yderste. Således skrumpede Ukraines økonomi med næsten en tredjedel i løbet af 2022. Til sammenligning tabte Ruslands økonomi – i hvert fald officielt – blot godt et par procent på trods af alle de mange vestlige sanktioner.
»Hvem tør nu lave de kæmpestore investeringer i for eksempel ukrainsk råstofudvinding?« spørger Trine Villumsen Berling, seniorforsker og ekspert i sikkerhedspolitik og energisikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier. Hun svarer selv:
»Det er der godt nok ikke mange, der gør. Desuden tror jeg ærligt talt ikke, at ukrainerne overhovedet tænker på nye eksportmuligheder lige nu. De står jo i en akut situation, hvor det er en udfordring for dem at forsyne sig selv.«
Ifølge Villumsen Berling bør vi ikke undervurdere betydningen af det enormt store ukrainske råstofpotentiale. Men omvendt skal vi passe på med at se ønsket om at erobre råstofferne som Vladimir Putins primære drivkraft:
»Det lader ikke til, at det er en økonomisk model, der har ligget til grund for krigen. Hvis det var det, var han nok stoppet for længst, for sådan som det er gået, kan det rent økonomisk ikke betale sig for ham at fortsætte,« pointerer senioranalytikeren, der henviser til, at konflikten med Vesten på længere sigt alligevel bliver meget omkostningsfuld for Rusland.
»I konfliktforskning arbejder man med begreberne greed and grievance – hvorvidt det er grådighed eller en form for krænket ære, der driver konflikten. Og i dette tilfælde peger virkelig meget på, at det primært er grievance, der er på spil,« siger Trine Villumsen Berling.
»Vi har jo længe set, hvordan Putin har dyrket storhedspolitikken og militariseringen ved at opdrage unge i skolen med våbentræning samt ved at spille på revanchisme og nostalgi med gamle sovjetiske uniformer og de store årlige militærparader 9. maj. Han har tydeligvis ment, at han og Rusland ikke har fået den respekt, som de ifølge ham fortjener.«
