Et af de mest interessante bidrag i denne socialdemokratiske jubilæumsbog om partiets spidser gennem 150 år skyldes Mogens Lykketoft, som portrætterer tidligere statsminister Jens Otto Krag. Fordi Lykketoft har erfaringen og indsigten til på få sider at fremskrive Krags substans, men måske tillige, fordi Lykketoft tydeligvis også skriver om sig selv.
Undervejs afleverer den mangeårige topsocialdemokrat et diskret skinnebensspark til Anker Jørgensen med den formulering, at der kunne have været brug for Krags snilde »til at afværge jordskredsvalget« året efter dennes afgang. Lykketoft mener med henvisning til Krags dagbog, at han måske kunne have afværget Erhard Jakobsens brud med Socialdemokratiet i efteråret 1973 ved at udnævne den utilfredse mand til minister. I stedet fik man jordskredsvalg og kaos. Anker Jørgensen var bare den første i den række af formænd, Lykketoft undervejs i karrieren har ment ikke duede.
Afslutningsvis i sit fine portræt hylder Lykketoft Krag for to ting, som handler om Danmark og verden. Krag gjorde for det første op med »den kritikløse støtte« til USA under Vietnamkrigen. De kritiske unge dengang, hvortil Lykketoft regner sig selv, »havde i Krag en partiformand, der var lyttende, interesseret og argumenterende, og som vi følte satsede på os«.
For det andet så Krag hurtigt Danmarks behov for at være med i det europæiske fællesskab. »Her havde han mere ret end os dengang kritiske unge,« skriver Lykketoft, og så fås kritisk selverkendelse næppe stærkere fra den pen.
De rejste sig trodsigt i vrimlen udkommer i dag, 150 år efter arbejderbevægelsens fødsel, og portrætterer – i øvrigt med en god billedside – 30 ledende partifolk fra Louis Pio til Mette Frederiksen. Alle partiformænd og statsministre er med, men også centrale skikkelser som Jeppe Aakjær, Julius Bomholt, Peter Sabroe, Nina Bang, Per Hækkerup, Knud Heinesen og Ritt Bjerregaard. Thorning? Selvfølgelig. Corydon? Selvfølgelig ikke.
DER ER TALE om ananas i egen juice, som man siger, for alle 30 portrætter er skrevet af udvalgte partifæller, og det er med til at gøre en i sig selv interessant bog ekstra interessant. Der er jo et hierarki blandt skribenterne; Lykketoft har status og pondus til at skrive om Krag, men Nyrup må nødvendigvis skrive om en endnu større, siden han har været statsminister, endda meget længe, så han har fået Thorvald Stauning. Hvorved han i øvrigt dokumenterer, at han stadig bakser med at få landsfaderens kurs og indsat under Besættelsen på afklaret formel.
Nyrup finder det af betydning at benævne samarbejdspolitikken dengang som forhandlingspolitik. Reelt er det jo to ord for det samme, selvom det ene lyder mere velvilligt end det andet. Socialdemokratiet har et lille, men dybt, aldrig for alvor lægt sår for så vidt angår besættelsestiden.
Men også på et dybere plan er det interessant, at den socialdemokratiske arbejderbevægelse har genoptaget traditionen med at beskrive sig selv, som det skete i velmagtsårene: Danmark besat og befriet (1945-48), En bygning vi rejser (1954-55), Fra folket de kom (1962). Den slags. Socialdemokrater i eget fanesvøb.
Dengang var bevægelsen så stærk, at værkerne uden videre kunne udlægges som autoritativ selvfremstilling – sådan ser vi os selv. I dag er det mere diffust, organismen er svagere, så man kan kun indirekte hive konklusioner ud af De rejste sig trodsigt i vrimlen. Men at Socialdemokratiet satser på at tage sin egen fortælling tilbage, er åbenlyst. Det er samme tænkning, som ligger bag malerierne i det socialdemokratiske gruppeværelse, som i 2018 erstattede Maja Lisa Engelhardts mennesketomme skilderier (herom skrev jeg lidt i avisen fra 27. august).
De 30 bidrag er samlet af klimaminister Dan Jørgensen (han skriver selv om Louis Pio), bistået af udviklingskonsulent Jens Jonatan Steen og historikeren Martin Grunz, som er tilknyttet partiet som historisk konsulent. Sidstnævnte relation er endnu et vidnesbyrd om partiets forsøg på at genfinde sin egen historie.
De tre har koblet portrættører og portrætterede med skyldigt dobbelthensyn til skribentens status og formodede interesse for emnet. Magt, merit og indsigt har i et fascinerende væv bestemt bogens indhold.
Det fungerer på lange stræk ganske godt: Ida Auken skriver indsigtsfuldt om kirke- og kulturminister Bodil Koch, en teolog om en teolog. Nicolai Wammen har ligeledes fornemt fat i H.C. Hansen, Jesper Petersen har med hjælp af et par kyndige historikere greb om Mogens Lykketoft, Peter Hummelgaard fastslår i portrættet af Anker Jørgensen en af de betydeligste brudflader i det moderne socialdemokratis historie, valget af Svend Auken som formand:
»Havde Ankers efterfølger, Svend Auken, haft modet til at følge anbefalingerne fra Vibeke Storm-udvalget, som blev nedsat af Anker, havde Socialdemokratiet tidligere haft troværdige svar i udlændingepolitikken.«
Det omtalte udvalg havde et forslag til kraftige udlændingestramninger klar i 1987, men anbefalingerne blev skrottet, da Auken blev formand samme år.
Ellers: Mogens Jensen skriver pænt og meget anerkendende om Julius Bomholt vist uden at gøre sig klart, at Bomholt giver anledning til noget dybere spørgsmål end dem, den blotte glæde ved formælingen af Kulturen og Bevægelsen kan udløse.
Mogens Jensen henviser til, at den socialdemokratiske kulturpolitik allerede fra 1945 var inspireret af Keynes, som fandt det nødvendigt at supplere økonomisk udvikling med investeringer i kulturen, »da man ellers fremmer et materielt rigt, men åndeligt fordummet samfund«. Interessant citat. Hvorledes hænger det sammen, at en bevægelse, som ellers tror på menneskets frisættelse ved kapitalismens tæmning, akkurat på det åndelige område ikke har nogen tiltro til samme menneske?
Kvinderne fylder ikke meget i Socialdemokratiets første mange år, så de får selvfølgelig fornøden plads i De rejste sig trodsigt i vrimlen, også blandt de udpegede forfattere til portrætterne:
Nina Bang, som jo var andet og mere end Danmarks første kvindelige minister. Landstingsformand Ingeborg Hansen, som kæmpede for kvinders rettigheder i forbindelse med svangerskabsafbrydelse og stemte imod dødsstraf som led i retsopgøret efter Besættelsen. Hertil Bodil Koch, Ritt Bjerregaard, Thorning plus den siddende. Christel Schaldemose slider med at gøre Thornings politiske fodspor meget dybe.
Men »hun gjorde det«, som Schaldemose skriver. Thorning banede som første kvindelige formand og statsminister vejen for andre kvinder.
Kongerækken, som den antydes i bogen, må blive mit lidt flimrende postulat, men jo ikke kun det. Martin Rossen spår sin tidligere arbejdsgiver en plads som »en af de absolut største« og placerer Stauning, H.C. Hansen og Nyrup på samme podie. Den vurdering bør man nok ikke ignorere helt og aldeles.
Tager man dem alle – statsministre, formænd og fagministre i samme pulje – løftes Per Hækkerup (portrætteret af DSU-formand Frederik Vad) og Vilhelm Buhl (Martin Grunz) frem til ære og ny værdighed. Vad skriver en del om Hækkerups internationale indsats i de unge og yngre år, mens Grunz kan skrive mere stringent om Buhls antisabotagetale i 1942, end partiet kunne i årene lige efter Befrielsen, i øvrigt med Hartvig Frisch som pennefører dengang i trebindsværket Danmark besat og befriet.
Hækkerup og Buhl indskrives i en gruppe, som med Hartvig Frisch som intellektuel overbygning kæmpede mod det totalitære (kommunismen og for Buhls vedkommende også nazismen). Hans Hedtoft, som er godt portrætteret af Christian Rabjerg Madsen, og H.C. Hansen placeres i samme politisk definerede klub. Det havde af den grund været rimeligt af Nicolai Wammen at tilføje sit portræt af H.C. Hansen et par sætninger om det hemmelige atombrev fra 1957.
SÅ ALTSÅ: BLANDT statsministrene først landsfader Stauning, naturligvis, så H.C. Hansen. Nedenunder dem slås håbet om Mette Frederiksen med visheden om Nyrup og Krag om tredjepladsen.
Hedtoft kommer nok herefter. Anker er ikke til at komme udenom, han tegnes som anført af den uofficielle kronprins Peter Hummelgaard. Viggo Kampmann er stor, men løftes ikke for alvor af sin portrættør, Holbæk-borgmester Christina Krzyrosiak Hansen. Her var Poul Smidt noget mere begejstret i sin store biografi fra 2016.
Blandt ikke-statsministrene: Ritt Bjerregaard (Lea Wermelin fører pennen) forbliver i en klub for sig som meget betydningsfuld kvindepolitisk og grøn foregangskvinde, men i øvrigt helt sin egen. Kongerækken er således også en politisk linje: solid, pragmatisk hverdagskurs i det hjemlige. Nato og Europa som ankerpunkter derude i verden. Uforsonlig kurs mod det totalitære ude og hjemme. Mogens Lykketofts finansministertid placerer også ham som panthaver i den rette linjes naboskab.
Et eller andet sted må man finde plads i rækken til den store ubekvemme, som Jens Joel strider med at portrættere: Svend Auken.
Dan Jørgensen (red.): De rejste sig trodsigt i vrimlen. 30 socialdemokrater, der ændrede danmarkshistorien. Gimle Forlag.
