Leder. Støjberg har ikke bare forsømt at holde sig til loven, hun har åbenlyst blæst på den og fremturer fortsat.

For rigsretten

For rigsretten Af Martin Krasnik

INGER Støjberg er en af landets mest profilerede politikere. Måske den mest genkendelige og populære efter statsministeren. Tidligere topminister. Afsat næstformand i Venstre. Hendes personlige image og politiske mærkesag flyder sammen i én historie. Inger – alle kalder hende bare ved fornavn – symboliserer mere end nogen andre den stramme og stadig strammere udlændingepolitik, et stort flertal har ønsket. Nu skal Inger for rigsretten. Flertallet i Venstre stemmer for. De Konservative stemmer for. Liberal Alliance stemmer for. Socialdemokratiet stemmer for. Alle de partier, der har kæmpet om Ingers vælgere og budskaber, stemmer for. Det er skelsættende. Måske skulle vi holde op med den let infantile og hyggelige personliggørelse af det politiske og kalde hende ved hendes fulde navn.

STØJBERGS sag er historisk af flere grunde. Det er den anden rigsretssag om udlændingepolitikken og vil forhåbentlig afslutte en epoke, hvor al politik blev defineret af udlændinge, og hvor det store folketingsflertal konstant afsøgte grænserne for lov og anstændighed. Forhåbentlig. En sådan besindelse sker ikke af sig selv, og ikke alene med en rigsretsdom til Støjberg.

DOBBELTE konsekvenser får rigsretssagen sandsynligvis for Støjberg. Der må og skal være retslige rammer for politisk forvaltning, og det var hendes ansvar som minister at sikre, at disse rammer blev respekteret. Det gjorde hun ikke, tværtimod. Alt peger på, at hun ignorerede dem, manipulerede dem og pressede sit ministerium til at overskride dem. Det burde være nok til en dom. Og det burde betyde, at hun er færdig i politik – hvad ellers?

UANSVARLIGHED i den skala er særligt ansvarspådragende. Politik og jura er to forskellige verdener; det politiske mandat gives af vælgerne, ikke af dommere. Har man magten, har man også retten. Derfor har en minister med et flertal bag sig og en administration i ryggen naturligvis et helt særligt ansvar for at holde sig på den rigtige side af loven. Det har Støjberg ikke bare forsømt; det har hun åbenlyst blæst på. Og ikke nok med det. Hun fremturer fortsat: Er man ikke på hendes side, er man for barnebrude. Hun fortsætter med at manipulere – ikke sit daværende ministerium, men offentligheden, særligt dem, der følger og støtter hende. Selv nu, på vej i rigsretten, prøver hun åbenlyst at mobilisere sine vælgere til fortsat at udfordre retsstatens grundprincipper. Hendes budskab er, at sagen er større end loven, og da hun og sagen går ud på ét, må hun være større end loven. Hvis hun ikke dømmes ved rigsretten, burde denne dobbelte uansvarlighed være alt rigeligt til at straffe hende ved stemmeurnerne. kras

Side 14



Skribenternes avis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Morten Beiter