For et par måneder siden blev jeg uvenner med en af mine ældste veninder. Tidligere skændtes vi ofte, men med alderen har vi hver især udviklet en slags stiltiende accept for den andens åndssvageste sider. Det gjaldt dog ikke denne aften.
Vi befinder os i hendes køkken. Som altid er det hende, der vasker op, og mig, der tørrer af, og i den forbindelse åbner jeg samtlige skuffer og skabe. Til min store forbavselse hersker der absolut orden i dem alle. Ingen undtagelse, ingen. Hun har alle dage været den tjekkede af os, men det har ikke tidligere været så slemt.
Hvem har ikke én eneste rodeskuffe i sit køkken? Hvilket menneske har fuldstændig styr på samtlige plasticbøtter og køkkenelastikker?
Uhyggelig ordenssans er, i min bog, en last på niveau med manglende empati eller selvironi.
Jeg spørger ind til hende med bekymret mine, og hun fortæller mig, at orden og systematik er blevet en fritidsaktivitet for hende. Hun bruger ikke længere tid på bøger og »den slags«, men finder stor nydelse i sorteringsarbejde. Det frigiver, siger hun, virkelig meget energi.
Jeg slår en hånende latter op, jeg griner alt for meget. Det er, svarer jeg, det dummeste, jeg længe har hørt.
»Måske du skulle prøve det?«
Og så fortæller hun mig ellers om mit rod, mit kaotiske liv, min fraværende fornemmelse for praktik og systemer, min uordentlige livsstil. Det er, fornemmer jeg, åbenbart ganske stressende at være på besøg i mit kaos af et hjem.
JEG BLIVER SKIDESUR, naturligvis. Det er noget fis, men det er også fuldstændig korrekt: Jeg er en sjuskedorte, et rodehoved, der har tjek på alt for lidt. For tiden ligger jeg vågen om natten og tænker på min uåbnede e-Boks, i onsdags afleverede jeg mit forkølede barn i sandaler på en regnvejrsdag i mangel af bedre.
Jeg har forsøgt at gøre det til en af mine charmerende quirks, jeg har gemt mig bag min partner, der ulykkeligvis er endnu mere utjekket end jeg, og jeg har citeret The Financial Times’ vidunder af en klummeskribent Tim Harford for mit indre ofte.
Harford tror virkelig på kaos. Forrige år udgav han bogen Messy: How to Be Creative and Resilient in a Tidy-Minded World, der fejrer rod. Han siger, at vi i stedet for at bekæmpe kaos med orden skal omfavne det. Og at det faktisk er på tide, at vi anerkender rod som en ikke uundgåelig og ærgerlig, men ganske værdifuld konsekvens af menneskelig aktivitet. Og at vi som samfund er gået alt for langt i vores kulturelle og småfascistoide tilbøjelighed til organisering.
Det er muligt, at Harford har ret i andre tilfælde, og jeg vil til enhver tid slå et slag for menneskers ret til at have rod i økonomien, nedprioritere rengøring af ovn eller køleskab og give deres børn alt for lidt tøj på.
Men jeg tror ikke længere, Harfords forsvar for rod er et forsvar for mig. For mit rod er rent faktisk, indrømmer jeg et par dage efter opvasken hos min veninde, et reelt problem. Jeg trives ikke længere i det. Jeg tror, jeg har forandret mig. Som barn og semivoksen grinede jeg af min farmors formaninger om, at »ydre orden er vejen til indre orden«, men i dag, som lidt ældre semivoksen, er jeg i tvivl. Måske er mit indre kaos egentlig frembragt af ydre kaos? Eller omvendt? Det er faktisk dybt besynderligt, at jeg ikke er mere ordentlig og tjekket, når jeg tænker på mit ophav: Man kan vække såvel mine forældre som 95-årige farmor midt om natten og spørge efter en klips, et fødselsdagskort, et ekstra snørebånd eller påskepynten fra 1992, og de vil fortælle os præcis, hvor genstanden måtte befinde sig. Det slår mig pludselig, at deres sans for orden og systematik er en vitterlig beundringsværdig egenskab, jeg misunder dem.
IFØLGE INTERNETTET er såkaldt mess stress en forholdsvis lidelsesfuld tilstand:
»Rod påvirker vores psykiske og fysiske velbefindende markant: Det er krævende mentalt, hvis der ligger meget rod omkring os. For rod signalerer noget uafsluttet, og det påvirker os ubevidst og negativt,« kan jeg læse.
Jeg åbner døren til det, der skulle være børneværelset til den toårige, men i stedet fungerer som pulterkammer, som vaskekælder og viktualierum, som værksted og storskraldsrum. Og jeg bliver i decideret dårligt humør, jeg bliver faktisk umådeligt irriteret på mig selv, på os.
Det er ikke mere end syv måneder siden, vi flyttede ind. Og smed et helt og fuldstændig proppet loftrum til storskrald. Vi stod i regnen i gården på Nørrebro omgivet af lort, af ting, der ikke betød noget for os, og lovede hinanden, at vi ville blive bedre. For kolonihavehuset skulle være et rarere hjem. Leverum og en vis mængde kaos, absolut, man har vel børn, men også mere orden, flere systemer, færre konflikter over ubetalte regninger og forsvundne gummistøvler.
Det er jo for åndssvagt. Hvorfor har vi en gammel, ubrugt skorsten stående? Hvorfor har vi ikke bare én, men to barnevogne, der ikke helt fungerer? Hvornår får nogen nogensinde brug for kompendierne fra Ældre Litteraturhistorie 2? Jeg beslutter at lave et ordentligt bål i haven inden så længe. Bag cyklerne ligger jo også en hel del træ, gulvbrædderne, vi aldrig fik brugt. 2.000 fluer med ét smæk.
Én ting er at slippe af med tingene. En anden er at slippe af med den del af mig, af os, der gør, at tingene ophober sig igen og igen og aldrig finder en plads. Hvordan gør man det? Er nogle bare dømt til rod? Det mener Tim Harford. Det lyder som en dårlig undskyldning. For skal man ikke bare tage sig sammen og få, well, styr på det som et nogenlunde voksent menneske? Det er et forsøg værd, tænker jeg. Og åbner min e-Boks. For det, der står i avisen, gælder.
Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.
