Grønland. Inkompetence, ressourcemangel og racisme mod danskere var ved at koste organisationspsykologen Mette Lybeck livet. Ingen tør tale om, at grønlænderne er langt fra at magte opgaven med at blive selvstændige, siger hun.

En kold velkomst

Loftslampen over køkkenspisebordet i murermestervillaen i Åbyhøj er en kobbercylinder beklædt med grå sælskindspels. Lampen er det umiddelbart eneste synlige, der indikerer, at husets beboere har haft noget med Grønland at gøre.

»Det har taget mig to år overhovedet at finde mine sælskindshandsker og min sælskindstaske frem, for jeg har haft det så dårligt med det, jeg oplevede deroppe,« siger Mette Lybeck og tilføjer skyndsomt, at hendes personlige historie ikke må fylde for meget i artiklen. Hendes ærinde er først og fremmest at fortælle om de erfaringer og den viden, som hun og hendes mand, Peter Ochsner, fik på det knap halvandet år, de arbejdede i Grønland:

ppjo
(f. 1965) blev efter jurastudier på Aarhus Universitet uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1992. Han har arbejdet på Horsens Folkeblad, Jyske Vestkysten og Radio Gladsaxe og siden 1996 på Weekendavisen. I 2011 afslørede han hjerneforskeren Milena Penkowa og Danmarkshistoriens største sag om videnskabelig svindel, ligesom han bl.a. har dokumenteret, at den danske diplomat i Berlin Vincens Steensen-Leth under krigen hjalp Stauffenberg-gruppen, der forsøgte et attentat på Hitler, samt opklaret omstændighederne omkring forfatteren Herman Bangs død i et tog i USA. Han har skrevet bøgerne Tandlægens masker, Forførerne, Flaskens ånd, Generalen – Kjeld Hillingsø og Det fordømte menneske – Jørgen Leth og den nye sædelighedsfejde.

Andre læser også