Dagen ifølge Aske Munck

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Godformiddag, kære læser

Lad mig begynde med en særdeles fremsynet aforisme fra den østrigske forfatter og satiriker Karl Kraus, som i 1920erne skrev følgende: »Hvordan styres verden, og hvordan begynder krige? Diplomater fortæller løgne til journalister og tror efterfølgende på, hvad de læser.« En aforisme, der i den grad synes at indkapsle trumpismens fake news-æra.

Men når De har vendt og drejet misinformation og løgnens rolle i den eskalerende konflikt mellem Indien og Pakistan og/eller udenrigsminister Lars Løkkes indkaldelse af den amerikanske ambassadør i Danmark for at diskutere Wall Street Journals historie om, at USA vil skrue op for spionagen mod Grønland, er her er et par andre emner, De passende kunne diskutere med kollegerne, mens De gumler Dem gennem madpakkens ypperlige klemmer.

1. Algeriet forfølger forfattere

Algeriet synes at synke længere og længere ned i et semidiktatorisk hængedynd, hvor respekten for selv de mest grundlæggende rettigheder i dag synes mindre rodfæstet end et fatamorgana i middagssolen. For nylig blev den fransk-algeriske forfatter Boualem Sansal således idømt fem års fængsel for i det højreorienterede magasin Frontières at have sået tvivl om Algeriets krav på det omstridte Vestsahara (Algeriet har dog haft et horn i siden på Sansal siden hans dystopiske roman 2084).

Men nu udvider styret i Algier sin offensiv mod de fransksprogede dissidenter. Denne gang er målet forfatter – og ikke mindst politisk kommentator og Algeriet-kritiker – Kamel Daoud.

Algeriet udstedte således i går en international arrestordre på Daoud. Officielt er årsagen den samme som den, der i disse dage har bragt ham for retten i Frankrig, hvor en algerisk kvinde har anklaget Daoud og hans hustru for at have brugt hendes personlige skæbne som omdrejningspunkt for handlingen i romanen Houris, der vandt den prestigiøse Goncourtpris i fjor.

Daoud selv har pure afvist anklagerne og sagt, at der jo mildt sagt var mange kvinder, som fik halsen skåret over af islamisterne i Algeriets borgerkrig. Og hans advokater kalder det grotesk, at Algier dybest set kan føre en retssag mod ham i Paris, når Boualem Sansals franske forsvarer ikke fik lov at møde op i Algier for at forsvare sin klient.

Og er det ikke lidt at jagte gråspurve med krumsabler at udstede internationale arrestordrer i en sag, der i hvert fald på papiret handler om ophavsret?

2. Populisme uden grænser

Vi iler videre til den manglende respekt for retsstaten i Frankrig. For det er langtfra kun monsør Trump, der giver dommerstanden en hårdhændet medfart.

Det har de seneste to større politiske retssager mod først den korruptionsanklagede ekspræsident Nicolas Sarkozy og siden den nationalkonservative Marine Le Pen vist med al ønskelig tydelighed. I begge tilfælde har de anklagede brugt enhver lejlighed til at tale om »ondsindede politiske komplotter«, som om de involverede undersøgelsesdommeres mål var at fjerne dem fra det politiske landskab som ideologisk ukrudt.

Allerede Montesquieu (De ved, ham med magtens tredeling) skrev, at »de, der laver lovene, er selv underlagt dem«. Men det er hverken Le Pen eller Sarkozy tilsyneladende aldeles enige i. Nyhedsmagasinet Le Nouvel Obs konkluderer, at Le Pen med sine angreb på dommerstanden tilsyneladende har »meldt sig ind i den nye illiberale internationale, som forsøger at underminere retsstaten«.

Og i Le Monde understreger sociolog og populismeekspert Pierre Rosanvallon, at »dommerne på lige fod med politikerne inkarnerer det demokratiske princip om folkets suverænitet«.

3. Galopperende fransk vaccineskepsis

Nu vil jeg jo ikke just kalde mig selv nogen Nostradamus, men alligevel. I 2019 – umiddelbart før covid-19-pandemien – drog jeg på reportage til Toulouse for at beskrive det omfattende franske antivax-fænomen. For i Toulouse havde det ført til en med danske øjne overraskende mæslingeepidemi, som havde lukket en større læreanstalt ned.

Vaccineskepsissen skyldtes »et uheldigt potpourri af konspirationsteorier, religiøs fundamentalisme, hyperliberalisme og helt grundlæggende egoistisk ubetænksomhed«, som vaccinehistoriker Laurent-Henri Vignaud forklarede mig dengang.

Og det spillede selvfølgelig en ikke ubetydelig rolle i problemerne med at få franskmændene vaccineret, da pandemien skyllede ind over landet.

Men til trods for at Frankrig endte med at overbevise (læs: semitvinge) folk til at lade sig vaccinere med gode resultater, og til trods for at tidsskriftet Nature i fjor offentliggjorde et større kohortestudie, som påviste, at covid-19-vaccination har bidraget til et markant fald i antallet af blodpropper (helt op til 20 procent ved anden vaccinedosis), er vaccineskepsissen tilsyneladende ikke blevet mindre i Frankrig.

Det kunne det litterære nyhedsmagasin Marianne berette forleden, da de offentliggjorde rystende tal, som viser, at kun hver anden ung bliver hpv-vaccineret. Og så i Frankrig, landet, hvor Louis Pasteur opdagede vaccination som sygdomsforebyggelse. Men som den amerikanske science fiction-forfatter Harlan Ellison så rammende formulerede det – længe før Trump og franske antivax-tosserier: »De to hyppigst forekommende grundstoffer i universet er hydrogen og stupiditet.«

Det var alt for i dag. Et par læsere har allerede takket mig for den insisterende bedstefaragtige opfordring til at trække lidt udenfor og nyde det gode vejr, så her kommer den igen, for husk på: Under åben himmel dræber solens ultraviolette stråler jo faktisk en lang række virus.

På gensyn i indbakken.

Ærbødigst,
Aske Munck