Goncourtpris. Den algeriske og den rwandiske borgerkrig, et tilbageblik til et kulde- og hungersnødsramt landligt Frankrig og en erindringssøgen efter en fraværende far. Dette års Goncourtpris-finalister er en broget bunke. Men Kamel Daoud vandt med sit mørke værk om islamismen.

Gru på fransk

Hvert år den første mandag i november mødes juryen for Frankrigs fornemmeste litterære pris, Le Prix Goncourt, på den lille restaurant Le Drouant i hovedstadens 2. arrondissement for at kundgøre resultatet af deres langstrakte diskussioner og udpege vinderen af prisen.

Prisuddelingen er omgærdet af en hysterisk mediehype. Ikke fordi den er ødsel, tværtimod. Den er symbolsk (ti euro), for store penne vil ikke modtage almisser og kerer sig ikke om ussel mammon, og de fleste vælger da også at indramme frem for at indløse checken. Næ, det er æren og juryens agtelse, som tæller. Og så må man jo tage med, at det lille røde Goncourtpris-mavebælte, som værket herefter bliver forsynet med, garanterer et mersalg på 200-300.000 eksemplarer.

asmu
(f. 1970) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og Institut d'Études Politiques d'Aix-en-Provence. Aske er korrespondent i Frankrig, men skriver også om sikkerhedspolitik, europæiske forhold og økonomi, samt sprog, litteratur, kunst, kulturhistorie, mad og (natur)vin. Han har skrevet og bidraget til flere bøger heriblandt Kernevåben i knibe (1998), Turen går til EU (2001), Turen går til Paris (2009), Den rystede Republik - hvad i alverden er der galt med Frankrig? (2020) og Oh La La - Hvorfor er de så franske i Frankrig? (2022).

Andre læser også