Goncourtpris. Den algeriske og den rwandiske borgerkrig, et tilbageblik til et kulde- og hungersnødsramt landligt Frankrig og en erindringssøgen efter en fraværende far. Dette års Goncourtpris-finalister er en broget bunke. Men Kamel Daoud vandt med sit mørke værk om islamismen.
Gru på fransk
Hvert år den første mandag i november mødes juryen for Frankrigs fornemmeste litterære pris, Le Prix Goncourt, på den lille restaurant Le Drouant i hovedstadens 2. arrondissement for at kundgøre resultatet af deres langstrakte diskussioner og udpege vinderen af prisen.
Prisuddelingen er omgærdet af en hysterisk mediehype. Ikke fordi den er ødsel, tværtimod. Den er symbolsk (ti euro), for store penne vil ikke modtage almisser og kerer sig ikke om ussel mammon, og de fleste vælger da også at indramme frem for at indløse checken. Næ, det er æren og juryens agtelse, som tæller. Og så må man jo tage med, at det lille røde Goncourtpris-mavebælte, som værket herefter bliver forsynet med, garanterer et mersalg på 200-300.000 eksemplarer.
Del:
