En kvinde med hund følger skovbrandene, der i august raserede på Evia, Grækenlands næststørste ø. Regionen oplevede i sommer de værste hedebølger i dette århundrede, hvilket ifølge eksperter er direkte forbundet med de menneskeskabte klimaforandringer. Foto: Angelos Tzortzinis, Scanpix ANGELOS TZORTZINIS

COP26. Pandemien har kun efterladt et lille v på en jævnt opadgående udledningskurve. Intet er løst. Søndag åbner FNs 26. klimakonference i Glasgow – den er både groft overvurderet og helt uundværlig.

At vinde langsomt er at tabe

I skrivende stund kan jeg se, at en køjeseng på et skramlet ungdomshostel i Glasgow går for 4.000 kroner pr. nat. Jeg nåede kun lige nøjagtig selv at få fingre i en trang Airbnb-lejlighed med udsigt til en skotsk grillbar – til den nette sum af 11.000 kroner for tre overnatninger. Cirkus er i byen. De næste dage lander hvide privatfly og overfyldte eksprestog med 30.000 deltagere fra 192 lande: Boris, Leonardo, Emmanuel, Greta, Mette … Et stort gasselskab har lejet et slot uden for byen, læste jeg i går.

COP26 – FNs 26. klimakonference, som søndag begynder i Glasgow og varer de følgende to uger – er en paradoksal begivenhed: På den ene side længe imødeset som kulminationen på den grønne vækkelse, der for alvor tog fart efter hedebølgesommeren i 2018. »Et vendepunkt for menneskeheden,« som værten for det hele, Boris Johnson, i al beskedenhed formulerede det i sidste måned.

cben
er skribent på Weekendavisen og beskæftiger sig med alt muligt: Fra de politiske opbrud i Europa til pastaretter og centralbanker, død, gæld og klimaforandringer. Han er uddannet cand.mag. i medievidenskab og har tidligere været Europa-korrespondent i Bruxelles for Dagbladet Information.

Andre læser også