Affald. Massiv forurening, organiseret kriminalitet og hormonforstyrrende stoffer. Ny dokumentarserie blotlægger konsekvenserne af vores galopperende plasticforbrug.
Plastic Horror Picture Show
Det er svært at forestille sig, men i begyndelsen af 1900-tallet fandtes der stort set ikke plastic. Møbler blev skabt i træ, flasker var lavet af glas, og engangsplasticposer lå et halvt århundrede ude i fremtiden. I dag er der plastic overalt. Vi bruger det allesammen som det mest naturlige i verden. Plasticemballage har forbedret fødevaresikkerheden over det meste af kloden, og i sundhedsvæsenet er plast af afgørende betydning hver eneste dag. Under pandemien har vaccinekanyler og mundbind af plastic reddet millioner af menneskeliv.
Men prisen er høj. En syndflod af affald hober sig op og har skabt en miljøkrise af episke dimensioner. Samtidig er et virvar af hormonforstyrrende stoffer i en lang række plastprodukter under stadig mistanke for at øge risikoen for alt fra kræft til faldende frugtbarhed.
Del: