Det sorte, sorte guld

SORT var budskabet på alverdens avisforsider tirsdag morgen. Mellemregningerne kunne springes over, og redaktører kloden rundt valgte derfor de samme fotografier fra skovbrandene på den græske ø Evia: Der er et fotografi af en mand, en lokal beboer, der kæmper mod skovbranden, men netop vender sig mod fotografen og skriger. Udtrykket i hans ansigt er rasende, desperat. Hans ø og hjem er ved at brænde ned, og der er intet, han kan gøre. Og så er der billedet af den ældre kvinde, hvis hus om lidt går til grunde i de ustoppelige flammer. Hun tager sig til brystet, chokeret og opgivende, mens hele hendes tilværelse går til grunde. Raseri, desperation, chok, opgivelse. De to fotografier udtrykker præcist den stemning, der bredte sig i denne uge: Vi har ødelagt kloden, og alt for sent har vi fattet det. Vil vi nu lytte til videnskaben? Men problemet er ikke, at vi ikke lytter. Budskabet fra FNs klimapanel (IPCC) står ikke til diskussion. Vi lytter og lytter. Vi deprimeres og forfærdes. Men vi vil ikke slippe den energi, som er forudsætningen for alt det, vi tager for givet.

ENERGI fra resterne af planter og døde dyr, som levede for mere end 100 millioner år siden, har været menneskehedens sande guld. Siden vi fik færten af fossilernes indkapslede energi, har vi været på jagt efter olieholdige substanser. I tusinder af år har vi gravet og boret og prøvet at forvandle det tilsyneladende døde materiale til energi og liv. Til byggematerialer, lys, varme, våben. Da det endelig lykkedes at frigøre den indkapslede fossile energi i stor skala, så vi os aldrig rigtig tilbage mod livet i harmonisk pagt med naturen. Kullet, olien og naturgassen forandrede vores tilværelse totalt.