QAMISHLI, SYRIEN – På en støvet gade i den syriske landsby Tal Nasri står to hold kurdiske soldater vagt. Omkring 200 meter, en række huse, og den kirke, Islamisk Stat sprængte i luften i 2015, da dens krigere kontrollerede området, adskiller dem.

Stedets oprindelige kristne assyriske befolkning er for længst flygtet. De, der ikke blev dræbt, da Islamisk Stat invaderede byen i deres firhjulstrækkere, bor nu andre steder i Syrien eller i Europa. Det har skabt plads i de tomme huse til en ny bølge af internt fordrevne syrere. Denne gang kurdere.

Siden Tyrkiet den 9. oktober igangsatte en invasion af de kurdiske områder i det nordlige Syrien, er næsten 300.000 drevet på flugt, og lige nu er det kurdiske familier fra byen Ras al-Ayn, der rykker ind i de kristne familiers forladte huse. Hver nat runger bragene fra frontlinjen gennem de halvtomme gader i landsbyen. Krigen kommer nærmere, og de, der flygtede, da tyrkiske fly begyndte at bombe for snart fire uger siden, gør sig klar til på ny at tage flugten og bevæge sig længere ind i landskabet.

»Vi nåede ikke at tage noget som helst med os,« siger Fatma, en 25-årig kvinde, der ankom til Tal Nasri med sin mand, da den tyrkiske invasions første bombardementer begyndte. Hun står ved indgangen til et lille hus i en blomstret kjole og peger på en knallert, der er parkeret under et træ. Klar til at bære ægteparret længere væk fra frontlinjen, hvis tingene spidser til. »Knallerten er det eneste, vi ejer,« siger hun.

Tyrkiets erklærede mål med invasionen er at skabe en 30 kilometer dyb såkaldt sikkerhedszone langs den syrisk-tyrkiske grænse og trænge de kurdisk-anførte Syriske Demokratiske Styrker (SDF) væk fra grænseområdet. Tyrkiets argument for invasionen er at opnå sikkerhed og stabilitet langs grænsen, men også, at en sikkerhedszone vil kunne rumme op mod to millioner af de syriske flygtninge, der i dag opholder sig i Tyrkiet.

Mens disse argumenter appellerer til brede dele af den tyrkiske befolkning, opfattes de her blandt kurderne som en katastrofe og et forsøg på at udføre etnisk udrensning i de kurdiske autonome områder i det nordlige Syrien. På mindre end en måned har de kurdiske styrker mistet kontrollen over byerne Tal Abyad og Ras al-Ayn tæt på den tyrkisk-syriske grænse.

USAs beslutning om at trække sine styrker ud af Syrien, som nu er erstattet af en ny beslutning om at lade de amerikanske soldater blive for at værne om de store oliefelter i de sydøstlige egne, har tvunget kurderne til at indgå en aftale med det syriske regime. Præsident Bashar al-Assads soldater er begyndt at patruljere dele af de nordlige områder, og de amerikanske soldater er udskiftet med russiske.

Det bringer kurdernes autonomi, der voksede ud af de seneste fem års kamp mod Islamisk Stat, i fare. Og det værste, set fra kurdisk side, er, at det ikke kun er Tyrkiet, der er i fuld gang med at smadre den kurdiske drøm om autonomi, men også de jihadister, der har sluttet sig til den tyrkiske hær under fællesbetegnelsen Den Nationale Hær.

Frie hænder til jihadister

En gruppe unge mænd er stimlet sammen omkring Fatma. De er også flygtet for nylig og lytter til hendes beretning om, hvad der er sket med hendes hus i Ras al-Ayn.

»Efter flugten ringede jeg til mine arabiske naboer for at høre, om huset var blevet beskadiget,« fortæller hun. Ifølge naboerne var huset blevet ramt, men ikke ødelagt.

Fatma følte sig lettet, men kun indtil hendes tidligere nabo tørt konstaterede: »Det er ikke dit hus længere.« De tyrkisk-støttede jihadister var allerede rykket ind.

En af de unge mænd ved Fatmas side træder frem med sin mobiltelefon i hånden. Han viser et billede af en gruppe smilende jihadister, der poserer foran tre lig.

»Det er mine venner Rashu Mahmoud, Rezan Chollo og Abdel Razzaq,« siger han og placerer sin pegefinger på billedet.

Efter flugten fra Ras al-Ayn var de tre unge mænd kørt tilbage for at se, hvor bomberne havde ramt, og for at hente nogle af de ting, de ikke havde nået at tage med i farten. Jihadisterne fra den såkaldte Sultan Murad-deling fangede og myrdede dem, tog selfies og delte billederne. Det var den 16. oktober.

{embedded type="node/node_image" id="28446"}

Omkring på samme tid lykkedes det den 56-årige kurder Ali Sheshper at nå frem til det hus, han var flygtet fra få dage forinden med sin kone og fire børn. Familien havde en stor sum penge gemt i huset, og i flugtens tumult havde de glemt at få dem med.

»Jihadisterne ser mig ikke som en trussel. Jeg er for gammel, og derfor var jeg i stand til at nå frem til vores hus i Hawarna-nabolaget i Ras al-Ayn,« fortæller han. Men alt var væk, da han kom frem. Møbler, penge, gasbeholdere, fladskærms-tv. Alt af værdi.

»Jeg har arbejdet i 30 år for at bygge det hus. Nu står der Abu Awad på muren,« siger Ali Sheshper og fortæller, hvordan andre navne står skrevet på mange af de andre huse i byen. Jihadisterne er allerede i færd med at dele de kurdiske og kristne familiers ejendomme mellem sig.

»Tyrkiet har virkelig åbnet Helvedes porte. De lader al-Qaeda og Islamisk Stat flytte ind i vores huse,« siger Ali Sheshper, der selv har måttet rykke ind i et klasseværelse på en skole i byen Hasakeh.

IS under et andet navn

Aram Hanna, 27-årig befalingsmand for de knap 4000 assyriske soldater, der de seneste år har været en del af SDF i kampen mod Islamisk Stat, træder hårdt på speederen, mens vi kører væk fra frontlinjen ved Tal Nasri og Tal Tamr. Han har en pistol i bæltet, og i bunden af bilen ligger to AK-47-rifler. Hver nat tilbringer han ved frontlinjen. Om dagen, hvor kampene typisk stilner af, løser han andre opgaver.

»Der er ingen tvivl om, at de jihadister, der har indtaget Ras al-Ayn, er gjort af nøjagtig det samme ideologiske stof som Islamisk Stat. De hedder bare noget andet nu,« siger han.

Det er, ifølge Aram Hanna, anden gang på mindre end fem år, at lokale kristne og kurdere må flygte fra jihadister.

»I 2015 flygtede vi fra Islamisk Stat. Nu flygter vi fra jihadister, der taler, handler og fører krig på samme måde som IS, men som har Tyrkiet bag sig. De er som Islamisk Stat med luftvåben,« siger han.

Aram Hanna ser ingen anden mulighed end at fortsætte kampen og svare hårdt igen. Alternativet er etnisk udrensning. Men han er forundret over, at ingen blander sig udefra.

»Da vi bekæmpede Islamisk Stat, var det ikke kun for vores egen skyld. Det var for resten af verden. Tænk, hvis vi ikke havde stoppet dem. Situationen er den samme nu,« siger han.

Han nævner mordet på den kvindelige kurdiske politiker Hevrin Khalaf, hvis nogen stadig skulle være i tvivl om, hvilke kræfter Tyrkiets invasion har sluppet løs.

Sammen med sin chauffør blev Hevrin Khalaf stoppet af jihadister fra gruppen Ahrar al-Sharkiyah på vejen mellem Qamishli og Tal Abyad. Jihadisternes egne videooptagelser af, hvad der skete herefter, samt obduktionsrapporten af Hevrin Khalafs lig taler for sig selv.

Før de skød hende gentagne gange på klods hold i både krop og hoved, blev Hevrin Khalaf slæbt i håret, så dele af hendes hovedbund blev revet løs. Inden da havde jihadisterne brækket begge hendes ben med hårde genstande. Måske sten, måske geværkolber.

Jeg møder Hevrin Khalafs mor, Suad Muhammed, i byen Qamishli, hvor hun deltager i en mindehøjtidelighed for sin datter. Klædt i sort står hun med en plakat af sin datter. Med blikket fastlåst på mine øjne fortæller hun om det telefonopkald, hun modtog fra Hevrins telefon umiddelbart før eller efter mordet.

»’Hevrin,’ sagde jeg med det samme. Men i den anden ende var en arabisktalende mand. Jeg kunne høre tre-fire andre mænds stemmer i baggrunden og vidste, at noget var galt. Jeg tænkte, at hun var blevet arresteret,« fortæller Suad Muhammed.

Selv om krigen allerede på det tidspunkt var begyndt, havde hun ikke forestillet sig, at en tilfangetagelse ville ende i et så bestialsk mord.

»Min datter var ikke nogen soldat. Hun var en politiker, der kæmpede for menneskerettigheder og sameksistens mellem kurdere, arabere, kristne og muslimer. Jeg tænker, det er derfor, de myrdede hende,« siger hun.

Organiseret fangeflugt

I den tyrkiske invasion er det jihadistgrupper som Jaysh al-Islam, Sultan Murad og Ahrar al-Sharkiyah, der går forrest. På Jaysh al-Islams egne officielle opdateringer på sociale medier ses gruppens medlemmer køre i tyskfremstillede kampvogne ved frontlinjen.

Ifølge Rojava Media Center er Jaysh al-Islam berygtet for at henrette krigsfanger ved halshugning og for tortur og for indespærring af civile fra religiøse mindretal i bure, til brug som levende skjolde.

Den tyrkiske invasion og jihadisternes fremmarch får også Islamisk Stat til at røre på sig. Ifølge Rojava Media Center er der siden den 9. oktober blevet noteret en stigning på 48 procent i antallet af angreb fra Islamisk Stats såkaldte sovende celler. De første fem dage i november har Islamisk Stat taget ansvar for hele 20 angreb, hvilket markerer endnu en stigning.

I løbet af krigens første dage rettede tyrkiske fly angreb mod kurdiske stillinger ved en større fangelejr for IS-medlemmer i Ayn Issa. Herefter lykkedes det omkring 900 IS-medlemmer at flygte. Fængslet i Qamishli blev ramt af en bilbombe, hvorefter fem af de IS-medlemmer, der anses for ekstremt farlige, nåede at tage flugten. Næsten samtidig blev en bilbombe bragt til sprængning foran det store fængsel i byen Hasakeh, hvor 5000 mandlige IS-medlemmer sidder indespærret. Eksplosionen ødelagde fængslets generator, og overvågningskameraerne gik i sort. Men ingen IS-medlemmer formåede at slippe væk, fortæller fængselsinspektør Baran Judi.

Han opfatter forsøgene på at befri IS-fangerne som en bevidst del af Tyrkiets plan om at skabe kaos og lægge maksimalt pres på de kurdiske områder.

»Angrebet mod fængslet kom som følge af en besked fra Tyrkiet. En fortsættelse af det budskab, Abu Bakr al-Baghdadi sendte i sin sidste videobulletin i foråret 2019,« siger han med henvisning til den nu afdøde IS-leders direkte opfordring til fangerne om at gøre sig klar til at flygte og gøre oprør.

Det er så godt som umuligt at opdrive officielle repræsentanter eller indbyggere i de kurdiske områder, der ikke kobler Tyrkiet, IS og de andre jihadister sammen som en fælles front mod det kurdiske projekt. De, der måtte tænke anderledes, udtaler sig simpelthen ikke om det.

Befolkningsudskiftning

De eneste, der ikke synes at være synderligt kede af Tyrkiets invasion, er nogle af de arabiske familier, der bliver boende, fordi de hverken frygter jihadisterne eller Tyrkiet. Invasionen er således med til at skærpe skellene mellem de forskellige befolkningsgrupper, især mellem det kurdiske flertal og det arabiske mindretal. Og når det sker, glider det kurdiske projekt om at skabe et fredeligt hjørne af Syrien, hvor alle borgere nyder de samme rettigheder, ud på sidelinjen og erstattes af fjendskab og skel.

Abdulkareem Omar er direktør for det kurdiske autonomis udlandssektion. Han er kurdernes uofficielle udenrigsminister og ser netop Tyrkiets invasion som et forsøg på at smadre det såkaldt kurdiske projekt i Rojava.

»Tyrkiet har sit eget interne problem med de kurdiske områder. Derfor er vores demokratiske projekt en trussel mod Tyrkiet,« siger Abdulkareem Omar.

Trods det faktum, at både det syriske regimes hær og Rusland nu patruljerer nogle af områderne langs den syrisk-tyrkiske grænse, tror han ikke, at Tyrkiet vil stoppe, før en såkaldt sikkerhedszone er oprettet langs hele grænsen. Abdulkareem Omar kalder Tyrkiets invasion for »demografisk ingeniørarbejde« og håner Tyrkiets ide om at lade syriske flygtninge flytte tilbage i en fremtidig sikkerhedszone.

»Det er et trick, Tyrkiet bruger for at gøre invasionen mere fordøjelig i de vestlige lande. Men hvis Tyrkiet virkelig ønskede at lade de mange flygtninge flytte tilbage, hvorfor har man så ikke gjort det i de områder, Tyrkiet allerede har kontrolleret længe på den syriske side af grænsen?« spørger han og bruger Afrin-provinsen som et eksempel.

I denne nordvestlige syriske provins igangsatte Tyrkiet en offensiv mod de kurdiske styrker i 2018 og drev omkring 200.000 på flugt. I dag kontrollerer Tyrkiet provinsen i samarbejde med en række jihadgrupper, og den kurdiske civile befolkning er svundet ind fra 97 procent til omkring 25 procent.

Så Abdulkareem Omar og resten af den kurdiske ledelse tror ikke et øjeblik på Tyrkiets intention om at løse flygtningeproblemet. De flere end tre millioner syriske flygtninge er værdifulde for Tyrkiet i bestræbelserne på at lægge et fortsat pres på Europa, og den pressionsmulighed ønsker Tyrkiet ikke at give afkald på i nær fremtid, lyder den kurdiske analyse.

Og de vesterlændinge, der tør stole på, at Tyrkiet prøver at løse flygtningeproblemet, overser, ifølge Abdulkareem Omar, at EU risikerer at stå over for endnu en flygtningebølge, hvis Tyrkiet fortsætter sin invasion – denne gang fra de kurdiske områder af Syrien. Og hvis det nyskabte kaos også sætter de omkring 12.000 mandlige IS-fanger på fri fod, vil Europa og resten af verden stå over for en fornyet og meget stærk terrortrussel.

»Tyrkiet ønsker at oprette et jihadbælte i det nordlige Syrien fra vest til grænsen mellem Irak og Syrien i øst. Og ligesom i Afrin er målet at ændre den demografiske balance ved at erstatte kurdere og kristne med arabiske sunnimuslimer,« siger han.

Det er denne udvikling, der allerede finder sted i området omkring Tal Abyad, Ras al-Ayn og Tal Tamr, hvor de tyrkiske soldater og de tyrkisk-støttede jihadister vinder terræn. De kristnes og kurdernes huse tømmes for værdigenstande og overtages af nye familier, der oprindeligt kommer fra helt andre områder i Syrien.

»Den slags hedder etnisk udrensning, min herre,« siger Abdulkareem Omar.

Allan Sørensen

I Palæstina myrder man kvinder