CAPE TOWN – Sisonke Msimang er født ind i ANC, Den Afrikanske Nationalkongres, måske det 20. århundredes mest beundrede frihedsbevægelse. Som hun selv har skrevet, tilhørte Msimang »frihedskampens kongelige« i Sydafrika.

Som barn i 1980erne voksede Sisonke Msimang op i Lusaka i Zambia, hvor ANCs eksilledelse havde sit hovedkvarter. Hendes far, Mavuso Msimang, var uddannet som militant partifunktionær i Tanzania og Moskva. I Lusaka var han sekretær for Oliver Tambo, der ledede ANC efter fængslingen af Nelson Mandela i 1962.

»Jeg kan huske, at jeg mange gange legede på gulvet mellem min fars og Oliver Tambos fødder, når de sad og talte sammen,« fortæller Sisonke Msimang, da Weekendavisen møder hende på et hotel i Cape Town.

Ikke nok med dét: En af faderens onkler var i 1912 med til at stifte ANC, Afrikas ældste frihedsbevægelse, der har regeret Sydafrika siden 1994. Derfor gibbede det noget i kredsen af ærværdige veteraner, da Sisonke Msimang for otte-ni år siden begyndte at kritisere ANC på det kraftigste. Endda i essays i store, udenlandske aviser som The Washington Post. Sisonke Msimang griner:

»Ja, folk omkring regeringen og partiledelsen spurgte også min far, hvad pokker hans opsætsige datter bildte sig ind. De talte om forræderi. Min far svarede, at han havde opdraget sine døtre til at tænke selv.«

Siden har Sisonke Msimang etableret sig internationalt og hjemme i Sydafrika som frem- trædende, lynende skarp kritiker af ANC.

»Problemet med at føle, at man har et parti i sit dna, er netop, at man kommer til føle sig som en slags aristokrati,« siger Sisonke Msimang.

»Så er politik ikke længere en intellektuel øvelse baseret på, hvor godt man klarer jobbet. Og det er desværre sådan, mange sorte sydafrikanere ser på ANC: Her er vore befriere, og vi er for evigt taknemmelige. De har krav på vores loyalitet. Det er det grundlæggende problem med den manglende opposition i Sydafrika.«

I sine to storhyldede bestsellere – erindringsbindet Always Another Country (2017) og den stramme, polemiske biografi The Resurrection of Winnie Mandela (2018) – går Sisonke Msimang i kødet på ANCs magtbrynde. Ja, hun rager ligefrem helligdomme og arvesølv ned fra hylderne. Det gælder ikke mindst den linje af tilgivelse og forsoning, som verden siden 1994 har beundret Sydafrika for. I Winnie Mandela-bogen skriver Sisonke Msimang om den dekreterede tilgivelse:

»Der er ingen plads til andre reaktioner, ingen plads til at forblive vred og stadig være retmæssig borger i Sydafrika. Du vil få at vide, at din vrede fastholder dig i fortiden ... Hele nationen holdes som gidsel i en blanding af pop-psykologi og teologisk ivren.«

Ganske chokerende. En baghåndslussing til det testamente, som hele verden rørstrømsk modtog fra to af klodens største moralske autoriteter: ANC-leder Nelson Mandela, der som præsident forestod overgangen til demokrati i 1994, og ærkebiskop Desmond Tutu, som derefter stod i spidsen for den såkaldte Sandheds- og Forsoningskommission (TRC).

– Det er jo hele det moderne Sydafrikas myte, du gennemhuller?

»Ja, det er nødvendigt. Det Sydafrika, som vi sidder i i dag, er en følge af den vidtrækkende og helt forkerte beslutning om at bygge på tilgivelse, som ikke inkorporerede retfærdighed og retsfølelse. Det er ikke sådan, at tilgivelse er forkert – retfærdighed er bare lige så vigtigt, også i det lange løb. Det nye Sydafrika blev grundlagt på tilgivelse minus retfærdighed. Og det er der, vi står i dag. Det var en satsning, som i sidste ende ikke gav gevinst.«

– Ingen gevinst?

»Sydafrika har en af de højeste arbejdsløshedsrater i verden, omkring 30 procent. Uhyggeligt mange vil aldrig få et job i denne økonomi. Vi skaber ingen job – vores vækstrate siden 1994 har aldrig været over fire procent.«

Sisonke Msimang gentager tyst: »… aldrig over fire procent i hele den demokratiske æra. Og det er ganske chokerende for et land, der virkelig havde brug for vækst, fordi vi bar denne store byrde af fattigdom. Så når jeg siger, at satsningen på tilgivelse ikke kastede noget af sig, mener jeg, at vi hverken fik politisk eller økonomisk ret- færdighed. I politisk og social forstand er Sydafrika fortsat et dybt racedelt samfund.«

Her kommer Sisonke Msimang ind på de xenofobiske uroligheder, som har hærget især Johannesburg de seneste uger. Mindst 12 personer er blevet dræbt under overfald på immigranter fra andre afrikanske lande. Sisonke Msimang henviser til den sørgelige omstændig- hed, at mennesker åbenbart altid udser sig de mest sårbare som syndebukke i hårde tider.

»Men de xenofobiske overfald, som finder sted lige nu, er også delvist en arv fra apartheid. Det racistiske, hvide styre fastholdt jo Sydafrika i en særstilling, hvor man ikke ønskede at have noget med resten af kontinentet at gøre. Man dyrkede forestillingen om, at en hvid sydafrikaner og en sort sydafrikaner havde mere tilfælles, end en sort sydafrikaner havde tilfælles med en sort afrikaner fra et andet land. Et skæbnefællesskab, som ingen skulle blande sig i. Denne opfattelse lever stadig, og den slår ud i foragt for resten af kontinentet.«

– Men med Sandhedskommissionen blev Sydafrika også et positivt særtilfælde?

»Mange scener i den teaterforestilling, som Sandhedskommissionen var, var også meget rørende. Meget forførende for tv-kameraerne. Vi så ofre og pårørende til ofre, som var blevet myrdet, tortureret og forfulgt. Disse mennesker kom for at få svar på vegne af os alle. Men gang på gang sad gerningsmændene og bagmændene – politikere, politichefer, folk fra sikkerheds- tjenesten, embedsmænd – bare og sagde: ’Det husker jeg ikke, det ved jeg ikke.’ Og så gik de hjem igen.«

Hvirvelvinden Winnie

Det er dette kompleks, Sisonke Msimang udforsker i sin bog om Winnie Mandela.

»Hendes liv udgør et forstørrelsesglas for hele Sydafrikas udvikling,« siger Sisonke Msimang. »Winnie er en figur, som giver os mulighed for at gennemskue hykleriet, bedraget og modsigelserne.«

For mens apartheidregimets gerningsmænd og beslutningstagere gik fri, blev Winnie Mandela aldrig tilgivet. Hverken af ANC eller af verden.

Bogen portrætterer Winnie Mandela i lys og skygge. Den skildrer hendes mangeårige kamp, hendes udholdenhed under fængsling og tortur i de uhyggelige celler, som i dag kan beses på Constitution Hill i Johannesburg. Hendes ranke standhaftighed gennem 27 år, mens ægtemanden Nelson sad fængslet. Men den skildrer også den besværlige, stridbare, egocentriske kvinde, som samlede kriminelle elementer omkring sig med et blodigt spor af mord og bortførelser. Og som til sidst blev ofret af ANC.

»Det har også noget med timing at gøre. Da Nelson løslades i slutningen af 1980erne, og demokratiprocessen indledes, står Nelson for alt det, Winnie ikke er: mådehold, værdighed, absolut kontrol. Hun er en hvirvelvind. Man aner ikke, hvad der kommer til at ske. Og ANC ville bare have sat en stopper for hende. Hun var virkelig også en politisk risiko, og nu gjaldt det den allersidste opløbsstrækning. Derfor skulle hun lukkes ned.«

Det var ikke kun en besked til sydafrikanerne.

»Det var også det signal, ANC ønskede at sende til Danmark og Holland og hele verden: Sådan er vores linje, og Winnie repræsenterer den forkerte vej. Derfor er hun ude.«

I bogen fremhæver Msimang, hvordan Winnie Mandela i offentligheden udelukkende fremstilles i to lige firkantede størrelser.

»Før hun blev heks, var hun helgen. Hun blev set som denne utrættelige, kærlighedsfulde hustru, der ofrede sig og gjorde alt for Mandela. Hele klicheen om den stoiske, gode, afrikanske kvinde. Så hendes fald var enormt dybt.«

Det modsatte skete for hendes ægtemand.

»Det er et endnu større problem, at det er de samme éndimensionelle muligheder, der findes i synet på Nelson. Han var en helgen, og man kunne ikke risikere, at han blev set som noget som helst andet. Dette er et helt grundlæggende nationalt projekt. Og når han så lægger denne …«

Sisonke Msimang sukker dybt og sænker drastisk skuldrene: »... denne byrde af tilgivelse på os, så bliver det noget, som er meget vanskeligt at kritisere. For så er det altså denne uantastelige helgen, man kritiserer.«

– Men det gør du?

»Haha, ja, det gør jeg. Men jeg kritiserer jo også Winnie, samtidig med at jeg forsøger at genrejse hende. Og jeg har kolossal respekt for dem begge. Det bør jo være muligt, ja, faktisk påkrævet, at vi også kan kritisere dem, vi respekterer mest. Det er helt fundamentalt for et demokratisk samfund. Vi må aldrig havne i en situation, hvor vi ikke kan kritisere Nelson Mandela.«

– Du vil ligefrem tillade ham at være et menneske?

»Ja, med alt det rod og alle de modsætninger, som det indebærer. Sydafrika har været fanget i fortællingen om Nelson Mandelas renhed. Vi har ikke fået lov at være os selv. Vi er stadig fanget i fortællingen om tilgivelse, og det er heri, at den sydafrikanske psykose består.«

En kronisk smerte

Alt i alt ser Sisonke Msimang det udeblevne retsopgør som en kronisk smerte, der opsummerer Sydafrikas kæntring som regnbuenation.

»Uanset hvor man har konfronteret ondskaben – i Tyskland efter nazismen eller militærdiktaturerne i Latinamerika – har man også været nødt til at udpege og straffe gerningsmændene. De skulle stilles til regnskab. Ellers kunne man heller ikke tilgive. Det ene udelukker ikke det andet, tværtimod. Men i Sydafrika gjorde vi kun den ene del. Det var vores fundamentale fejlgreb.«

Sisonke Msimang udpeger frejdigt de ansvarlige: »Det skyldes frem for alt to helt vidunderlige og beundringsværdige mænd: Nelson Mandela og Desmond Tutu.«

I Winnie Mandela-bogen beskriver Sisonke Msimang ærkebiskop Tutu som »en rar, gammel Herrens mand, som mener, at folk burde være bedre, end de er«. I hotelbaren forklarer Msimang om landsfader Nelson Mandela, at han udviklede sin radikale forsoningsplan i ensomhed, da han de seneste fem-seks år i fængslet var isoleret fra kammeraterne.

»Mandela og hans kampfæller var jo for længst blevet enige om betingelserne for løsladelse. Men situationen var låst, indså Mandela, og nu blev det i stedet en enkelt mands plan og fremgangsmåde.«

Og så gav Mandela sig til at forhandle med regimet.

»Dette er en mand, som i sjælden grad har opdyrket sin værdighed og sin stolthed. Og han er personligt i stand til at træde ud af de mange mørke år uden at kræve den retfærdighed, som et samfund behøver. Han kan klare det. Biskop Tutu kan klare det. De er så højt udviklede som individer. Men et samfund kan ikke klare det.«

– Men hele verden har beundret Sydafrika for at vove netop tilgivelsen.

»Det var også et spændende eksperiment. Men der er jo dét med eksperimenter, at de måske slår fejl, og det gjorde det her. Derfor skal vi skifte kurs. Nu er der gået 25 år, og vi sidder bare fast i den drejebog, som Mandela efterlod os: Vi tilgiver, vi tilgiver, vi tilgiver! Stadig uden retfærdighed. Det fører ingen vegne. Der er brug for at genoprette en retsfølelse, som gik tabt ved indførelsen af demokrati i 1994.«

– Hvorfor har ingen skiftet kurs?

»Vi har desværre ikke haft ledere af en kaliber, der har været i stand til at forestille sig noget andet.«

Efter Nelson Mandela har præsidenterne heddet Thabo Mbeki (1999-2008), Jacob Zuma (2009-2018) og nu Cyril Ramaphosa, alle fra ANC.

»Den ene katastrofe efter den anden. Mbeki var for arrogant til at indse sine egne fejltagelser. Det så man under aids-krisen efter 2000, hvor han ikke ville lade eksperterne komme med løsningerne, men insisterede på sin egen vanvittige udlægning. Derefter kom Jacob Zuma: gennemkorrupt. Og det har været et gennem- gående problem blandt ANC-lederne: fordi de stod forrest i frihedskampen, føler de, at de nu har ret til at rage til sig, som de hvide gjorde førhen. En pinlig selvretfærdighed. Og nu har vi så den største katastrofe af alle: Ramaphosa. En mand, der har opnået sin umådelige rigdom gennem sin centrale position i partiet, hvor han har stået for alle afgørende forhandlinger, også med mineselskaberne.«

Ifølge Sisonke Msimang var det tilgivelses- komplekset, der indirekte hindrede, at Jacob Zuma for alvor blev stillet til ansvar.

»Han har udplyndret staten, og han burde sidde i fængsel. Men når folk – flest hvide, men ikke kun hvide – begyndte at råbe op om, at han skulle stilles for retten, kunne Zuma og hans støtter sige: virkelig? Efter at apartheid-morderne gik fri?«

Sisonke Msimang slår ud med armene: »Jeg kan heller ikke gå med til det på dén baggrund.«

– Så al tilgivelsen var ikke kun en moralsk fejl- tagelse, men også en teknisk fejltagelse?

»Præcis. Det var helt enkelt en meget dårlig idé, som stadig holder os som gidsler. Vi har brug for en ny national fortælling.«

– Hvad kunne den gå ud på?

»En ny fortælling burde gøre det klart for os, hvordan vi er fanget af historiske traumer. En ny fortælling ville ikke kræve, at vi tilgiver de hvide, men at alle behandles lige efter loven. Vi har faktisk nogle af de bedste love i verden – de skal bare anvendes. Og dét vil skabe plads for alle.«

Større følelsesregister

Sisonke Msimang blev ikke opmuntret af parla- mentsvalget i maj i år. Den største forandring var, at den populistiske ANC-udbryder Julius Malema vandt 19 mandater fra mastodonten. Ellers stod alt stille.

»Nej, det var ganske forstemmende. På grund af de sydafrikanske vælgeres dybe, nostalgiske forbindelse til ANC kan vi ikke flytte os – det er som med forældre, der bliver ved at traumatisere børnene. Vi kan ikke komme videre. Derfor er det svært for en ordentlig opposition at etablere sig. De kæmper mod den kollektive erindring.«

Til daglig bor Sisonke Msimang i Perth i Australien, hvor hendes mand kommer fra.

»I Australien ser jeg, hvordan folk fuldstændig taktisk kan skifte parti. Frem og tilbage. Vælgerne er ikke livstidsmedlemmer af noget som helst. De investerer i sig selv, når de stemmer, mens vi i Sydafrika stadig investerer i historien, når vi stemmer. Vi stemmer nostalgisk.«

Udenfor på gaden bevæger en demonstration sig forbi. Det er en gruppe syngende unge mennesker, 16-18-22-årige. De går med bannere på vej mod parlamentet, hvor de i disse dage sammen med tusinder af andre unge kræver, at regeringen griber ind mod den uhyggelige epidemi af vold mod kvinder i Sydafrika.

Sisonke Msimang vinker og klapper ad dem fra sin stol i hotelbaren: »De er mit håb for Sydafrika. Det er the born-frees, der aldrig oplevede apartheid eller overgangen.«

Førstegangsvælgerne noterede ellers en kraftig nedgang ved valget i maj. De blev væk i store tal.

»Ja, og så lyder det fra de politiske partier, at ungdommen er apatisk. Men de er overhovedet ikke apatiske. De blev meget aktivt væk. De indser bare, at systemet er korrupt, og at ingen har noget at tilbyde dem. Men de er alligevel meget aktive politisk. De arrangerer møder og demonstrationer, både lokalt ude i deres townships og herinde ved parlamentet. De giver lyd fra sig, om stort og småt.«

Sisonke Msimang håber, at al aktivismen og energien kan samles og udvikle sig til levedygtige partier. Hun nikker ud mod gaden: »De unge er ikke det mindste nostalgiske, og de gider ikke høre et ord mere om tilgivelse. De fatter det ikke: Hvad pokker er der galt med at være vred eller rasende? Det er godt. Det menneskelige følelsesregister er faktisk ganske stort.«

Allan Sørensen

Kampen om Israels sjæl