JERUSALEM – Da Israels nuværende premierminister, Benjamin Netanyahu, i 1993 gik til frontalt angreb på Oslo-fredsaftalen mellem Israel og palæstinenserne fra talerstolen i Knesset, lød han som et levn fra fortiden.

Hans verbale advarsler mod at slutte fred med palæstinenserne druknede i samtidens optimisme. Hans klummer i internationale medier blev gemt langt inde i aviserne – bag billederne af det historiske håndtryk mellem Yitzhak Rabin og Yasser Arafat på græsplænen foran Det Hvide Hus.

Netanyahu lød skinger. Han virkede lige så out of tune, som han tidligere havde været det i klasseværelset på gymnasie-mellemskolen i Jerusalems Rehavia-kvarter. Her sad han, fortæller den tidligere klassekammerat og nuværende forfatter Noga Treves, isoleret i timerne som den eneste højreorienterede blandt børn fra Arbejderpartiets daværende elite.

I 1993 kunne de færreste israelere fore- stille sig, at manden, der brølede løs mod en farlig fred med palæstinenserne fra podiet i Knesset, skulle høre fremtiden til.

Men Benjamin Netanyahu var i færd med at støbe fundamentet til en næsten uovertruffen og stormfuld karriere i israelsk politik, hvor navnet Netanyahu med tiden er blevet synonym for titlen premierminister. I dag trækker konflikten med palæstinenserne fortsat i langdrag, samtidig med at det internationale samfund – til Netanyahus store fordel – gradvis synes at miste interessen for den.

Til april er der parlamentsvalg i Israel, og hvis Netanyahu vinder igen, bliver det hans femte valgsejr i alt og den fjerde i træk. I løbet af juni vil han i så fald overgå Israels første premierminister, David Ben Gurion, i regeringstid.

Som 69-årig fremstår Netanyahu næsten urørlig. Men også kun næsten. I modsætning til tidligere i karrieren er han nu også truet af retsforfølgelse i tre sager. Hans personlige baggrund og politiske udvikling de seneste 25 år har en stor andel i hans fortjenester. Men også i den vanskelige situation, han befinder sig i.

Tre retssager truer

Israelsk politi har anbefalet at retsforfølge Benjamin Netanyahu i hele tre sager, der kaldes 1000, 2000 og 4000. Men det er den israelske statsanklager Avichai Mandelblit, der afgør, om en eller flere retssager skal indledes mod premierministeren. Hans endelige beslutning ventes inden valget den 9. april.

I sag »1000« har Netanyahu, angiveligt til gengæld for diverse tjenester, modtaget champagne og cigarer i mindst otte år til en værdi af knap halvanden million kroner fra Hollywood-produceren Arnon Milchan.

I den anden sag, der omtales som »2000«, mistænkes Netanyahu for at have diskuteret en aftale med ejeren af Israels førende dagblad, Yediot Aharonot: Hvis Yediot Aharonot ville give Netanyahu en mere venligtsindet omtale, ville premierministeren foranledige, at oplaget af den premierministervenlige gratisavis Israel Hayom blev skåret ned.

Af de forskellige sager er det sag »4000«, der vejer tungest på den israelske premierministers skuldre. Netanyahu mistænkes for, i sin rolle som premierminister og kommunikationsminister siden valget i 2015, at have fremmet beslutninger til fordel for forretningsmanden Shaul Elovitch, der ejer størstedelen af anparterne i Israels kommunikationsselskab Bezeq.

Til gengæld har Netanyahu angiveligt modtaget positiv omtale i det israelske nyhedsmedie Walla News, der ejes af samme Elovitch.

Netanyahu er uskyldig, indtil det modsatte bevises, i en eller flere eventuelle retssager. Og mange israelere har svært ved at se det kriminelle aspekt i, at landets leder modtager cigarer og lyserød champagne fra rige venner i udlandet. Det er der så mange, der gør, lyder det fra Netanyahus støtter.

Men sag »4000« synes at befinde sig på et helt andet og for Netanyahus vedkommende farligere niveau. En kilde i politiets ledelse med kendskab til sagen omtaler over for Weekendavisen indholdet som »noget, der øjeblikkeligt får hårene til at rejse sig« og kalder den en »absolut utvetydig« sag.

For nylig bragte Israels Kanal 13 en transskribering af samtaler, der ifølge tv-stationen har fundet sted mellem statsanklager Avichai Mandelblit og flere af hans medarbejdere.

»Sag 4000 er en klokkeklar korruptionssag. Der er ingen tvivl om, at premierministeren har begået grove brud på loven. Vi taler om tjenester i en størrelsesorden af mange hundrede millioner kroner,« lyder det i en af de samtaler, Kanal 13 har offentliggjort.

Ramt af hybris

»Netanyahu har altid været arrogant, men efter valgsejren i 2015 mistede han al proportionssans. Han blev hårdt ramt af hybris, og følelsen af at være uovervindelig har gjort ham uforsigtig,« siger Ben Caspit, forfatter til biografien The Netanyahu Years og anset for at være en af Netanyahu-familiens største kritikere i den israelske medieverden. For nylig lagde Netanyahu sag an mod Ben Caspit på baggrund af indholdet i en artikel, og det er ikke første gang.

»Netanyahus valgsejr i 2015 er ironisk nok den største katastrofe, der er sket for ham,« siger Ben Caspit, og den forklarer, hvordan premierministeren overhovedet kunne havne i en sag som »4000«, der foregik i årene 2015-17.

Netanyahus arrogance er ikke noget nyt fænomen. Efter hans første valgsejr i 1996 var hans kropssprog og tone til hyppig debat i palæstinensiske kredse, der havde vænnet sig til israelske ledere som Yitzhak Rabin og Shimon Peres.

{embedded type="node/bondquotes" id="20458"}

»Vi ville endda foretrække Ariel Sharon,« kunne man høre palæstinensere sige dengang. Deres pointe var, at mens Sharon, der blev afsat som forsvarsminister efter massakrerne i Sabra- og Shatila-flygtningelejrene i Libanon, oftest sagde præcis, hvad han mente, og handlede derefter, blev Netanyahu opfattet som en politisk ål, der gerne sagde én ting, men derefter handlede fuldstændig modsat.

Arrogancen, der bredt tilskrives Netanyahu, forklares ofte med hans familiære baggrund. Faderen Ben Zion Netanyahu, historiker og revisionist fra den yderste flanke af den zionistiske højrefløj, overleverede – ifølge Dan Shadur, der har produceret dokumentarfilmen King Bibi – et særligt ideologisk tankesæt til sin søn, hvor følelsen af at tilhøre et trængt mindretal, både som jøde, men også som zionistisk revisionist, var central. Det samme gælder foragten for den venstreorienterede elite, der i mange år efter statens oprettelse satte tonen i israelsk politik.

Men især peger Dan Shadur på Netanyahus bror Yonis død under antiterroroperationen i Entebbe lufthavn i 1976 som en hændelse, der har haft og stadig har dyb indflydelse på Benjamin Netanyahus selvopfattelse og ideologiske ageren.

»Yoni var familiens Bar Kochva,« siger Dan Shadur og hentyder til den jødiske hærleder Shimon Bar Kochva, der anførte et væbnet oprør mod romerne 132 år efter vor tidsregning. Oprøret mod romerne og dets succes gav Bar Kochva en ophøjet status, og i moderne israelsk sammenhæng er han indbegrebet af en leder, der forsvarer Israel mod ydre fjender.

»Hvad nu? spurgte familien sig selv, da Yoni døde,« siger Dan Shadur. Bar Kochva-stafetten som Israels og jødernes frelser landede på det tidspunkt i den yngre bror, Benjamins hænder.

En politiker skabes

Som sin storebror aftjente Benjamin Netanyahu sin værnepligt i den israelske eliteenhed Sayeret Matkal, og som Yoni voksede han op med det ene ben i USA og det andet i Israel. Efter afsluttet militærtjeneste studerede Benjamin Netanyahu både statskundskab på Harvard og arkitektur på MIT Sloan School of Management.

Ifølge Dan Shadur er det faderens ideologiske standpunkter, Yonis død og den mangeårige berøringsflade med USA, der lagde grundlaget til den politiker, Israel og resten af verden har kendt siden 1990erne.

Efter fire år i Israel fra 1978 til 1982, hvor Netanyahu stod i spidsen for et terrorforskningscenter opkaldt i storebroderens navn, vendte Benjamin Netanyahu tilbage til USA. Først med officiel titel som viceambassadør på den israelske ambassade i Washington og senere som Israels ambassadør ved FN.

I den tid begynder politikeren Benjamin Netanyahu for alvor at tage form, forklarer Dan Shadur. Hans dokumentarfilm indeholder et arkivklip fra 1982, hvor Netanyahu står foran de amerikanske mediers kameraer og forholder sig til den israelske invasion af Libanon samme år. Han ser usikker og uforberedt ud. Hans hår er uredt og sjusket.

»Det interview er sidste gang, verden oplever Netanyahu på den måde,« siger Dan Shadur og hentyder til to af de ting, som den spirende politiker tager til sig i USA.

»Allerede dengang var der i USA meget tætte bånd mellem politik og den måde, du præsenterer dig selv på,« siger Dan Shadur – med en hentydning til datidens Israel, hvor krøllede skjorter stadig var et almindeligt syn i israelsk politik.

Netanyahu lærer, hvordan man sælger sig selv bedst, og bliver meget bevidst om, hvordan man fortæller en god og overbevisende historie.

Det sker i et samarbejde med Lilyan Wilder, der på det tidspunkt både var kommunikationsguru og en stærk forsvarer af staten Israel. »Netanyahu kendte Lilyan Wilder og havde hendes kassettebånd stående på kontoret på ambassaden,« fortæller Dan Shadur.

Det vigtige er, ifølge Dan Shadur, at da Netanyahu vendte tilbage til Israel i slutningen af 1980erne for at blive politiker, ejede han både Lilyan Wilders kommunikationsevner og den amerikanske bevidsthed om at være præsentabel.

Brug af medierne

Fra sine første dage som politiker i Likudpartiet bruger Netanyahu derfor mediefladen på en helt anden måde end andre israelske politikere. Under Irak-krigen i 1991 laver han sit eget såkaldte mediekrigsrum. Som nyvalgt premierminister i 1996 holder han pressekonferencer uden at tage imod spørgsmål fra journalister, og de seneste år har han, mere end nogen anden israelsk politiker, gjort brug af sociale medier til at få sine pointer og kommentarer viderebragt til millioner af følgere.

Med inspiration i amerikanske Fox News som et alternativ til de etablerede og »elitære« medier, blev den Netanyahu-venlige gratisavis Israel Hayom lanceret i 2007, blandt andet med hjælp fra Netanyahus personlige ven, rigmanden Sheldon Adelson. Siden 2007 har Israel Hayom både svækket andre israelske medier og givet Netanyahu langt mere positiv omtale end noget andet medie.

Anshel Pfeffer, der for nylig udgav den roste Netanyahu-biografi Bibi: The Turbulent Life and Times of Benjamin Netanyahu, anser især lanceringen af Israel Hayom og Netanyahus evige kamp for positiv medieomtale som tegn på, at Netanyahu trods sin respekt for demokratiet også flirter med tanken om at svække og begrænse pressen.

»Han har to holdninger. Han er i bund og grund en demokrat og for en fri presse. Samtidig irriterer den ham. Han forventer, at den frie presse skal sige sandheden, og sandheden er, at han er en konge,« siger Anshel Pfeffer.

I modsætning til i 1996, da hærens og sikkerhedstjenestens ledelse samt regeringens ministre alle var på Netanyahus alder eller ældre, er Netanyahu i dag den erfarne 69-årige, der står over for en yngre generation af ledere og ministre.

»Han føler ikke, at nogen kan fortælle ham, hvordan han skal styre Israel, eller hvad han skal gøre. Med tiden har han fået mindre tålmodighed over for de begrænsninger, de demokratiske israelske institutioner pålægger ham. Han er en mesterlig statsmand, men han er også lokalpolitikeren Bibi, der handler følelsesmæssigt,« siger Pfeffer.

Hverken for fred eller krig

I konflikten med palæstinenserne har Netanyahu – måske netop på baggrund af, at han føler sig mindre forpligtet til at lytte til andre – bevæget sig i en mindre pragmatisk og mere ideologisk retning med årene. Hans advarsler mod Oslo-processen i 1993 forhindrede ham ikke i selv at overlevere dele af Hebron til palæstinensisk selvstyre eller sidde til bords med Yasser Arafat.

Den tid er forbi, og det er ikke kun, fordi Arafat er død. Siden 2009 har Netanyahu undgået direkte forhandlinger med palæstinenserne. Ifølge Anshel Pfeffer er det både, fordi han føler sig stærk nok til at trodse det internationale pres, men også fordi det i virkeligheden er hans sande ideologiske standpunkt.

»Netanyahu er hverken for fred eller krig med palæstinenserne,« siger Anshel Pfeffer.

Yehuda Shaul, stifter af organisationen Breaking The Silence, der offentliggør vidnesbyrd fra israelske soldater, er en af de personer, der har følt et massivt pres, siden Netanyahu kom til magten igen i 2009. Hans organisation er blevet forsøgt retsforfulgt og betegnes jævnligt som forræderisk af Netanyahus ministre.

I Yehuda Shauls analyse er den bedste beskrivelse af Netanyahus mange år ved magten, at Israel har bevæget sig fra at være et liberalt til et illiberalt demokrati. Netanyahu tilpasser Israel til sit eget ideologiske standpunkt.

»Borgerrettighedsorganisationer, medier, Højesteret og endda politiet er kommet under massivt angreb under Netanyahus år som premierminister,« siger Yehuda Shaul.

Den skepsis over for at indgå fred med palæstinenserne, som Netanyahu gav udtryk for fra Knessets talerstol i 1993, kommer ikke fra fremmede. Faderen Ben Zion var, ifølge Anshel Pfeffer, tilhænger af tanken om at fordrive palæstinenserne, og storebror Yoni omtalte dem som »huleboere«.

»Det massive pres på de demokratiske israelske institutioner bruges af Netanyahu som et middel til at holde konflikten med palæstinenserne fastlåst, så premierministeren ikke vil blive tvunget til at underskrive en halvdårlig fredsaftale. Det er Bibis Israel,« siger Yehuda Shaul.

Med to måneder til det israelske valg fører Netanyahu og Likudpartiet i samtlige meningsmålinger. En retssag mod Netanyahu vil ikke forhindre ham i at fortsætte på posten som premierminister; først ved en eventuel domfældelse vil han blive tvunget til at gå af. I mellemtiden fortsætter Benjamin Netanyahu med at præge det Israel, han har stået i spidsen for uafbrudt siden 2009.

Allan Sørensen

Uret tikker