DOHUK, IRAK – »Du er Ashwaq, ikke sandt?« Spørgsmålet får den 18-årige yazidi-kvinde Ashwaq Haji Hamid til at fryse på stedet. Det er en kold februardag i 2018. Hun er lige kommet ud af Netto-supermarkedet på Weißensteiner Straße nr. 44 i Schwäbisch Gmünd ved Stuttgart. En hvid bil kører op ved siden af hende. Hun kan ikke se bilens fører, men manden, der stiller spørgsmålet, får hendes krop til at ryste.

»Nein,« svarer Ashwaq. Manden træder nu ud af bilen og tager sine solbriller af. »Jeg ved, at du er Ashwaq, og jeg ved, hvor du bor. Jeg ved alt om dig,« siger han.

Hvis Ashwaq havde bare en anelse tvivl til at begynde med, er den væk nu. Hun står ansigt til ansigt med Abu Humam fra Islamisk Stat – manden, der ifølge hendes beretning købte hende på markedet i Mosul i august 2014 for 100 dollar, da Islamisk Stat satte piger fra det irakiske yazidi-mindretal til salg som sexslaver for højestbydende.

Abu Humams indsats på små 600 kroner for at »eje« den dengang 14-årige Ashwaq Haji Hamid rakte til ti uger. I den tid voldtog han hende hver dag. Også på dagen i slutningen af september, hvor hun fyldte 15 år. Han holdt hende indespærret i et hus i landsbyen Ramboosi, der ligger omkring 30 kilometer syd for Sinjar-bjerget. Lige indtil den dag, det lykkedes Ashwaq Haji Hamid at flygte.

Flugten fandt sted en nat, efter at Ashwaq og andre tilfangetagne yazidipiger pulveriserede en større mængde sovepiller i IS-krigernes aftensmad. Da alle krigere var faldet i søvn, krøb pigerne ud ad et vindue og gik 14 timer i nattens mørke, indtil de nåede frem til Sinjar-bjerget, hvor mange af de irakiske yazidier havde søgt tilflugt i begyndelsen af august 2014.

Episoden med Abu Humam er kort denne tyske vinterdag i februar og uden fysisk kontakt. Men også denne gang ændrer mødet med Abu Humam Ashwaqs tilværelse radikalt.

»Jeg stolede ikke på de tyske myndigheder«

Hun bliver ramt af en så intens angst for at møde Abu Humam igen, at hun forlader Tyskland, hvortil hun kom i 2015 efter flugten fra Islamisk Stat. Hun flygter på ny i stedet for at fortsætte med at lære tysk, tage en uddannelse og skabe en ny tilværelse i Europa, langt væk fra yazidiernes rædsler i Irak. Hun når at afgive rapport til det lokale politi og taler med en række socialrådgivere om mødet med Abu Humam. Men efter en måned vinder angsten, og hun flytter tilbage til det nordlige Irak, hvor dele af hendes familie bor i en lejr uden for byen Dohuk.

Det er et øde og tørt sted, hvor hvide telte og skure står i rækker på den stenede jord. Gæs krydser lejrens eneste asfalterede vej, der er smal og ujævn. Der er sat hegn op for at beskytte beboerne mod uvedkommende.

I et af skurene bor Ashwaq. Her tager hun imod Weekendavisen med et smil og et fast håndtryk.

Vi betragter landskabet sammen, og hun fornemmer, som det også er tilfældet, en undren hos sin gæst. En undren over beslutningen om at forlade Tyskland til gengæld for et Irak, der ser ud, som det gør. Med en ustabil politisk situation, en håbløs infrastruktur og fortsatte trusler fra lommer af IS-krigere eller naboer med sympati for IS, der gør, at de fleste af de fordrevne yazidier stadig ikke kan vende tilbage til de landsbyer, de flygtede fra i 2014.

»Min beslutning om at vende tilbage hertil er enkel. Jeg blev simpelthen så bange, da jeg mødte Abu Humam. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle føle den samme usikkerhed i Tyskland, som jeg føler her. Og hvis det hverken er sikkert for mig i Tyskland eller Irak, så vælger jeg Irak, for her bor min familie,« siger hun.

{embedded type="node/custom_code_html" id="6966"}

Ashwaq er lav og spinkel af bygning, og hendes stemme er lys. Når hun taler, veksler hun mellem kurdisk og tysk. Hvad angår arabisk, har hun taget en principiel beslutning om, at det sprog taler hun ikke længere. Kun hvis eller når det er strengt nødvendigt. For arabisk minder hende om Islamisk Stats terrorister og de mange sunnimuslimske naboer, der valgte at underkaste sig IS fremfor at støtte yazidierne, da IS-krigerne kom susende hen over Nineveh-provinsens gule sletter i pick up-trucks i sommeren 2014.

For Ashwaq Haji Hamids vedkommende var mødet med Abu Humam i Tyskland ikke bare et gensyn med en voldtægtsforbryder. Det var et møde med manden, der købte hende som sexslave og holdt hende indespærret. Var det ikke lykkedes hende at flygte efter ti uger, kunne hun med lethed stadig have været Abu Humams slave et eller andet sted i Irak.

»Allerede i 2016 følte jeg, at en mand fulgte efter mig i Schwäbisch Gmünd. Jeg skyndte mig hjem og havde på fornemmelsen, at det kunne være Abu Humam. Men jeg kunne ikke se hans ansigt,« fortæller hun.

»Efter at jeg mødte ham i februar 2018, var min største frygt, at han ville forsøge at kidnappe mig og gøre, hvad han gjorde dengang. Og jeg stolede ikke på, at myndighederne kunne beskytte mig,« siger hun.

»DAESH er overalt«

Den tyske psykoterapeut med ansvar for det netværk af psykologer og socialarbejdere, der dagligt hjælper tilkomne yazidikvinder, beskriver i en telefonsamtale med Weekendavisen Ashwaqs tilstand efter gensynet med Abu Humam som »en choktilstand«.

Psykoterapeuten har kendt Ashwaq, siden hun kom til Tyskland i 2015 sammen med andre yazidikvinder og børn. Han udtaler sig på den betingelse, at hans navn ikke bliver offentliggjort. Ligesom Ashwaq tager han truslen fra Islamisk Stats krigere i Tyskland meget alvorlig. Og han har ingen interesse i at bringe hverken yazidierne eller sit eget mandskab i unødig fare.

{embedded type="node/bondquotes" id="6557"}

»Vi er ikke bange, men vi er forsigtige. DAESH er overalt,« siger han og bruger de arabiske initialer for Islamisk Stat. Han fortæller om den episode, der i sidste ende har fået Ashwaq til at forlade Tyskland.

»Hendes chok varede fem-seks dage. Der blev skrevet en politirapport, og et par uger senere blev hun inviteret af sikkerhedstjenesten til at bidrage til en såkaldt fantomtegning af Abu Humam. På det tidspunkt var hun anderledes. Hun viste ikke følelser. Det er meget normalt efter et chok. Hun var som en robot,« fortæller han.

Med sin beskrivelse af Ashwaqs tilstand efter mødet med Abu Humam, skildrer han også en udvikling, der har haft stor indflydelse på yazidikvindernes generelle tilstand i Tyskland. Først yazidiernes flugt fra folkemord til sikkerhed i Tyskland. Herefter den gradvise nedbrydning af yazidiernes fornemmelse af sikkerhed i det nye værtsland. For efter yazidiernes ankomst i 2015 til de små tyske bysamfund fulgte en million andre migranter og flygtninge. Mange af dem sunnimuslimske arabere fra netop de områder, som yazidierne var flygtet fra. Og et uvist antal IS-krigere.

Som psykoterap siger om IS-krigerne: »De stjal, voldtog og myrdede. Og så kom de til Europa.«

Angrebet med køller i Bielefeld

Inden udgangen af 2016 var det atter blevet en mellemøstlig oplevelse at spadsere rundt i gaderne for mange af yazidikvinderne. På den negative måde. I maj 2016 blev yazidier i den tyske by Bielefeld overfaldet af en gruppe tjetjenske muslimer med køller.

Følelsen af at være et udsat mindretal begyndte igen at trænge sig på. Som tidligere tvangskonverterede sexslaver boede yazidierne nu ikke længere i tryghed. Yazidierne i de tyske byer var angste for, hvordan de nye sunnimuslimske flygtninge og migranter ville forholde sig til, at yazidikvinderne havde skrottet den islam, de tvunget havde taget til sig under Islamisk Stats løftede sværd, og genoptaget deres egen religion.

Oven i alt dette kom den reelle frygt for Islamisk Stats terror. I 2016 udførte terrorister med tilknytning til Islamisk Stat angreb i Hannover, Essen, Würzburg, Ansbach og Berlin.

For yazidikvindernes vedkommende begyndte de nye tyske rammer at minde om den historiske usikkerhed, yazidierne i mange år har levet under i hjemlandet Irak. Angsten for naboerne og følelsen af, at myndighederne ikke var i stand til at yde den nødvendige beskyttelse, voksede.

Sådan har det været i mange år for yazidierne. Under Osmannerriget blev yazidier tvunget til at konvertere til islam. Efter Saddam Husseins fald og længe før Islamisk Stats erobring af Mosul blev yazidier udsat for overgreb af sunnimuslimer.

I april 2007 blev en bus kapret af bevæbnede sunnimuslimske mænd. Kristne og muslimer fik lov at gå, mens alle 23 yazidimænd på bussen blev placeret i vejkanten og nakkeskudt.

En endnu værre massakre fandt sted i to yazidi-landsbyer Qahtaniyah og Jazeera i august samme år, da fire bilbomber med i alt to tons eksplosiver blev bragt til udløsning og dræbte omkring 500 yazidier.

Det var optakten til de hændelser i 2014, der af FN beskrives som et folkemord mod yazidierne. Under Islamisk Stats massive erobringer i 2014 blev omkring 5000 yazidier, fortrinsvis mænd, dræbt. Op mod 10.000 kvinder og børn blev kidnappet. De fleste kvinder og børn helt ned til otte-års alderen blev solgt som sexslaver. Af verdens cirka en million yazidier bor størstedelen i Irak.

I Ashwaqs egen udvidede familie er 41 familiemedlemmer stadig i Islamisk Stats fangenskab. Blandt de tilfangetagne er hendes søster. Fire af hendes brødre blev skudt og dræbt af IS i august 2014. På en plakat, der hænger i en af familiens skurvogne, ses portrætterne af de 41 savnede.

»Jeg er naturligvis ikke i sikkerhed her i Irak,« siger Ashwaq og betragter plakaten med de mange ansigter.

»Vi bor her i lejren, fordi vi er bange for at flytte tilbage til vores landsby. Vi er bange for de arabiske naboer, der vendte os ryggen ved at hjælpe IS. Vi er bange for, at Abu Humams familiemedlemmer i Bagdad vil kunne finde os og gøre os fortræd. Men i Tyskland er vi også bange,« siger hun.

Ashwaq fortæller om Salwa, en anden yazidikvinde, som hun lærte at kende i Tyskland. Salwa var den kvinde, som Abu Humam købte, efter at Ashwaq flygtede. Og ifølge Ashwaq sagde Abu Humam gentagne gange til Salwa, at han ville gøre alt for at finde Ashwaq, hvor end hun måtte opholde sig.

Ifølge den tyske sikkerhedstjeneste er omkring 300 tyske IS-krigere vendt tilbage til Tyskland ud af de knap 1000, der drog af sted mellem 2014 og 2017. Men ingen, hverken eksperter eller myndigheder, tør sætte tal på, hvor mange IS-krigere, der har gemt sig bag falske pas og identiteter blandt den million migranter og flygtninge, Tyskland tog imod i 2015-16.

»Det tyske efterretningsvæsen har ingen pålidelige data, hvad angår antallet af de fremmede IS-krigere, der er kommet til landet siden 2014-15,« skriver den tyske professor og terrorekspert Daniel H. Heinke til Weekendavisen.

Peter R. Neumann, professor og terrorekspert ved Kings College i London, peger på, at det kan være en meget vanskelig proces at identificere IS-krigere blandt det høje antal flygtninge og immigranter, der er kommet til Tyskland.

»Efter terrorangrebene i 2016 har de tyske myndigheder været meget opmærksomme på flygtningebefolkningen. Men det er svært, når du ikke engang kender deres identitet eller ved, hvad de lavede, før de kom til landet.«

{embedded type="node/node_image" id="6556"}

Andre yazidikvinder har mødt deres bøddel

Ashwaq er den første yazidikvinde i Tyskland, der har indgivet en officiel anmeldelse til myndighederne efter at have set sin gerningsmand. Men hun er ikke den første yazidikvinde, der genkender et medlem af terrororganisationen.

I august 2017 så Ivana Waleed, en af de yazidikvinder, der også bor i Tyskland, en direkte transmitteret tv-udsendelse, hvor flygtende civile fra byen Tal Afar vest for Mosul lod sig interviewe. Hun genkendte straks en af mændene. Det var, ifølge hende, Abu Ali, manden, der fra august 2014 havde købt og solgt hende som sexslave en række gange.

»Jeg vil aldrig glemme hans ansigt og genkendte ham med det samme,« skriver hun til Weekendavisen.

Ivana Waleed forsøgte at få både de kurdiske myndigheder og regeringen i Bagdad til at tage sagen op og lede efter Abu Ali. Men uden resultat.

»Jeg ved ikke, hvad der er sket med Abu Ali siden,« skriver hun. For hendes vedkommende kan han lige så godt være i Tyskland eller et andet sted i Europa under dække af falsk identitet, som på fri fod i Irak.

Fra Irak holder nogle af yazidierne øje med de sociale medier i et forsøg på at genkende og lokalisere IS-krigere i Irak og Europa. En af disse yazidier er Ali. På sin telefon har han billeder og beskrivelser af IS-krigere, som forskellige medlemmer af det irakiske yazidi-mindretal har genkendt.

Han viser mig indholdet. Det første billede viser en gruppe IS-krigere, men det er personen i midten, der er den vigtige. En ung mand, som ifølge Ali hedder Imad, og som er blevet set og genkendt for nogle få måneder siden i Tyskland. De næste to billeder er af Ayash. På det ene er han klædt i Islamisk Stats militære uniform og har fuldskæg, på det andet sidder han i vinterjakke og er glatbarberet. Ifølge Ali opholder også Ayash sig i Tyskland for øjeblikket. Og sådan fortsætter det lille, men detaljerede arkiv, som Ali og andre af Iraks yazidier har lavet over terroristerne fra Islamisk Stat.

»Jeg vil vidne mod ham i Tyskland«

»Abu Humams rigtige navn er Muhammed Rashid,« siger Ashwaq. En detalje, som hun kender fra tiden i hans fangenskab, og som hun har delt med de tyske myndigheder.

Weekendavisen har via en kilde i Erbil fået adgang til en efterretningsliste med omkring 14.000 navne på Islamisk Stats lokale irakiske krigere. En hurtig søgning bekræfter, at Muhammed Rashid står på listen.

Ashwaq og de andre irakiske yazidier har endnu ikke været i stand til at finde noget billede af Abu Humam, hverken fra hans tid som kriger i Islamisk Stat eller fra Tyskland. Det er til stor frustration for Ashwaq, der dagligt gennemgår billeder af IS-krigere i håb om at få øje på Abu Humam. Og det er hovedårsagen til, at de tyske myndigheder endnu ikke har fanget ham.

Samtidig er det også den detalje, nogle bruger til at så tvivl om Ashwaqs historie. Men mest af alt er Ashwaqs genkendelse af Abu Humam og myndighedernes hidtil forgæves søgen efter ham et bevis på, at de problemer mellem yazidier og IS-krigere, der tidligere var de irakiske myndigheders hovedpine, nu også er blevet en udfordring for de tyske myndigheder.

Efter at Ashwaq først fortalte sin historie til det kurdiske medie Bas News for nylig, har de tyske myndigheder haft travlt med at begrunde, hvorfor Abu Humam ikke er blevet anholdt.

I et tweet skrev Statskontoret for Kriminel Efterforskning i Baden-Württemberg i sidste uge, at undersøgelsen af sagen ikke kan fortsættes på nuværende tidspunkt, fordi hovedvidnet Ashwaq ikke længere opholder sig i Tyskland.

Men den forklaring mødte massiv kritik, både fra Ashwaqs familie, i de tyske medier og fra almindelige tyske borgere. I løbet af få dage kunne Frauke Köhler, talskvinde for forbundsregeringens anklagemyndighed, skriftligt bekræfte over for Weekendavisen, at undersøgelsen af sagen »stadig er igangværende«.

I skuret hos Ashwaqs familie bliver de tyske myndigheders udtalelse modtaget med både skepsis og en anelse håb. Skepsis, fordi man har generationers erfaring med myndigheders svigt, når det gælder yazidiernes sikkerhed. Håb, fordi man sætter sin lid til, at tyske og andre europæiske myndigheder selv har interesse i at forhindre, at kalifatets krigere for alvor vil slå rod i de europæiske samfund.

Ashwaq ser sig selv som en repræsentant for alle yazidikvinder, der har været sexslaver hos Islamisk Stat. Hendes kamp for retfærdighed er deres kamp. Og en enkelt forbryders straf vil medføre, at andre forbrydere ikke længere kan føle sig sikre. Hun har fremstillet sig selv som offer på alle yazidikvinders vegne.

Derfor er hun parat til – også efter de tyske myndigheders udmelding om, at sagen stadig efterforskes – at omgøre sin beslutning om aldrig at vende tilbage til Tyskland.

»Hvis Abu Humam bliver arresteret, vil jeg rejse til Tyskland for at vidne mod ham. Jeg vil ikke rejse alene, og jeg vil vende tilbage til Irak bagefter. Men jeg vil vidne. For han skal straffes,« siger hun.

For Ashwaq er det en vanskelig, men nødvendig beslutning. Hvis de tyske myndigheder tager sagen alvorligt, vil hun ikke være den faktor, der forhindrer Abu Humam i at blive straffet. Og som hun selv siger, vil det hjælpe både hende og andre yazidikvinder med at komme videre i livet med større tiltro til myndighederne og en anelse mindre angstfyldt hverdag.

Allan Sørensen

Et belejligt mord