Hvad er forholdet mellem den journalistiske dækning af den evige konflikt mellem israelere og palæstinesere, og den såkaldte cancel culture, der plager den vestlige verden for tiden? Den ene har støbt fundamentet for den anden, mener den israelske journalist og forfatter Matti Friedman.

For nylig offentliggjorde han et længere essay i det amerikansk-jødiske nettidsskrift The Tablet, hvori han forklarer, at journalister og medier de seneste årtier har haft for vane at dække især konflikten mellem Israel og palæstinenserne ud fra et ideologisk retfærdighedsprincip, der emmer af nyreligiøs tænkning. Hans pointe er, at netop den tilgang til konflikten, der deler vandene mellem gode og onde, retfærdige og uretfærdige, undertrykkere og undertrykte i virkeligheden har været en langtrukken ouverture til den woke-opera, der udspiller sig i dag.

Med andre ord mener Matti Friedman, at når forfattere boykottes, eller forskere og videnskabsmænd udskammes for deres udtalelser i den vestlige verden, er Israel og mediedækningen af landet det laboratorium, man kan gå til, hvis man ønsker at forstå, hvad der foregår. Israel har fungeret som »mobiliserende mytologi« for alt det, vi ser i dag.

For at gå bag om den opsigtsvækkende tese, skal vi seks år tilbage i tiden til 2014, hvor Matti Friedman skrev sit livs måske vigtigste essay. Han havde arbejdet som nyhedsjournalist for det store nyhedsbureau Associated Press (AP) i en årrække. Men det år forlod han AP og satte sig i stedet til tastaturet for at skrive om og kritisere dem, han selv havde været en del af indtil for ganske nylig.

Krigen mellem Israel og Hamas i Gaza havde fået ham på kogepunktet. Det var en af de voldsommeste konflikter, parterne endnu har set, den varede i syv uger, kostede over 2000 palæstinensere livet samt 67 israelske soldater og seks israelske civile. Friedman var flov, men også indigneret over at se journalister skøjte let hen over tabuer og skildre en kompliceret og nuanceret konflikt på en forudsigelig og partisk måde. Publiceret i to versioner i The Tablet og det amerikanske tidsskrift The Atlantic gik han til frontalangreb på de såkaldt balancerede og objektive journalister, der i hans øjne hverken var det ene eller det andet. De praktiserede »gruppetænkning«, skrev han. I stedet for at rapportere gav journalister – der ofte hverken kunne tale sprogene eller havde noget særligt kendskab til området – sig til at prædike, skrev han: Israelerne var bødler, palæstinenserne ofre! Selv det at forsøge at forstå skurkene blev opfattet som en form for racisme eller synd. Han kunne ikke holde det ud længere og anede, at gamle fordomme var i spil. Friedmans essay gik viralt.

»Jeg tror ikke, krigens betydning for fremtiden kommer til at handle om krigen selv,« skrev han i 2014.

»Den vil i stedet handle om, hvordan krigen blev beskrevet og rapporteret i udlandet. Vi har set genopblomstringen af en gammel, kroget tankegang, der har migreret fra margenen til at blive mainstream i den vestlige diskurs – nemlig en fjendtlig holdning til jøder. Nøglen til at forstå denne genopblomstring er ikke at finde blandt jihadi-internetkrigere, kælderkonspiratorikere eller radikale aktivister. Den er først og fremmest at finde blandt de veluddannede og respektable mennesker, der udgør den internationale nyhedsindustri; mange af dem anstændige mennesker, flere af dem mine tidligere kolleger.«

Aldrig havde han haft så mange læsere. Hans ord gjorde nas på mange kolleger, der følte sig uretfærdigt behandlet. Enkelte truede ham eller forsøgte at miskreditere ham fagligt. Men der var også dem, der forsigtigt gav ham ret. Han fortæller, at de i personlige mails erklærede sig enige i hans standpunkt, men samtidig bad ham om at udvise diskretion, hvad deres opbakning angik, da de ikke ville risikere at miste deres job i mediebranchen.

Med sit essay i 2014 havde Matti Friedman ramt et ømt punkt. Og i sin seneste artikel fra juli 2020 fastslår han, at fænomenet fra dengang ikke kun stadig er i live, men at det har udviklet og udvidet sig.

Noget er under opsejling

Da Weekendavisen møder Matti Friedman en varm sommerdag i Jerusalem, er han klædt i shorts og en tynd blå skjorte. Han er en høj, slank, kortklippet rødhåret 42-årig mand, der i øjeblikket arbejder på en bog om Yom Kippur-krigen i 1973 og skriver klummer i New York Times. Matti Friedman er født og opvokset i Toronto i Canada, men emigrerede til Israel som 17-årig for at aftjene værnepligt. I dag bor han i Jerusalem med sin kone og fire børn.

Da jeg spørger ham, hvorfor han pludselig er ramt af den indsigt her seks år senere, tager han en lille tår af sin appelsinjuice. Han smiler og svarer.

»Noget er under opsejling i Vesten. Jeg tror, vi skal se det som en slags religion, måske endda kristendommens arvtager. En situation, hvor idealet er menneskerettigheder, og hvor der findes menneskerettighedshelte og -fjender. Denne større sammenhæng så jeg ikke i 2014,« siger han.

Essensen af Matti Friedmans essay fra 2014 er, at journalister, NGOer, menneskerettighedsorganisationer og i mange tilfælde også akademikere bevidst undlader at inkludere visse faktuelle forhold i deres artikler, pressemeddelelser eller forskning, hvis det strider mod den gængse tolkning af konflikten. Og den opfattelse er ifølge Friedman, at Israel er undertrykkeren, og palæstinenserne er de undertrykte, punktum. Opfattelsen er, at Israel forbryder sig mod menneskerettigheder, og hvis journalister, forskere og NGOer ikke holder sig til den forklaring, bliver de udskammet.

{embedded type="node/bondquotes" id="34411"}

I sit essay fra 2014 giver han selv en række eksempler på selvcensur fra medieverdenen. For eksempel, da man på AP havde fået indblik i detaljerne i et nyt israelsk fredsudspil til palæstinenserne. Matti Friedman så det som en vigtig historie, men den blev skrottet af ledelsen, der ikke mente, at den rigtig matchede tidsånden. Et andet eksempel er, at AP havde beviser for, at militante Hamas-krigere klædte sig civilt i krigen i Gaza og dermed indgik i statistikken over civile dræbte. Men den historie blev også skrottet. Hos AP selv afviste man efterfølgende beskyldningerne; også den om, at nyhedsbureaet skulle føre kampagne mod Israel.

»Menneskerettigheder er den nye religion, og der er masser af moralsk fordømmelse i dag,« siger Matti Friedman og antyder, at den tendens er langt mere omfattende end i 2014.

Men den medieskabte fortælling om Israel var ifølge Matti Friedman i virkeligheden et tidligt stadie i woke-kulturens evolution.

»Israel er globalt set blevet gjort til et symbol på uretfærdighed og undertrykkelse. Ikke Kina, ikke Iran. Vi ved godt, hvem det virkelige problem er, gør vi ikke,« siger han med stemmen fuld af ironi og ler højt.

»Verden er kompliceret og vanskelig at forstå og forholde sig til. Så der er brug for simple fortællinger. Men der er noget rituelt over, at de eneste, der bør boykottes ud af klodens syv milliarder mennesker, er de seks millioner jøder, der bor i Israel. Det er som at gå i kirke og spise alterbrød. Rationelt er det i hvert fald ikke.«

Men har det ikke altid været sådan med dele af pressen, akademikere og internationale organisationer, spørger jeg Matti Friedman: Det er naturligt og retfærdigt at vælge side til fordel for det undertrykte folk – og de undertrykte minoriteter?

»Sagen er, at det ikke bare er et spørgsmål om for eller imod. Der er noget religiøst ved den nye bevægelse, uden at medlemmerne selv er klar over det. De nye moraliserende rettighedsforkæmpere har overbevist sig selv om, at de ikke er religiøse. Men det er de, og de kan ikke engang selv se det.«

Med religiøs mener Matti Friedman, at aktivisternes sans for god og ond, rigtig og forkert er så hellig, indsnævret og irrationel, at det ligner en helt ny trosretning. Der er ingen fornuftig forklaring.

»Hvis du mener, at samleje mellem en mand og en kvinde er naturligt, så undertrykker du transkønnede. Og hvis du mener, at Israel har en pointe i, at fred ikke er muligt i øjeblikket, så er du en racistisk undertrykker. Hvis du rent faktisk mener, at der er noget underligt ved, at europæiske kirkeorganisationer støtter en organisation på den yderste israelske venstrefløj, der fordømmer den israelske hær, er du rabiat,« siger han.

»Folk har brug for religion til at vide, hvad der er rigtigt og forkert. Hvem der er fjende, og hvem er ven, og hvad den enkelte kan gøre for at stå på de godes side.«

Jøden blandt nationerne

Men spørgsmålet er, om den påstand ikke er alt for forenklet. Der er vel legitime grunde til at kritisere den israelske opførsel over for palæstinenserne. Her svarer Friedman, at han personligt ikke er nogen tilhænger af Israels besættelse af Vestbredden, som han mener skaber moralske problemer for Israel, og at kritisk journalistik over for Israel er nødvendig og fuldkommen rimelig. Men han efterlyser journalister, der har integritet nok til at bryde årtiers forudsigelig dækning af konflikten i Mellemøsten. Og han savner en fornemmelse for, i hvor vid en udstrækning Israel sættes i forbindelse med alt muligt ondt, der foregår i tiden.

Han giver et nyligt eksempel, der binder argumenterne fra 2014 sammen med hans seneste artikel. Efter drabet på George Floyd i Minneapolis spredte rygter sig om, at Israels politi underviser den amerikanske politistyrke i netop den slags metoder.

»Det er en konspirationsteori, som hurtigt blev spredt som fakta af alt fra journalister til medlemmer af det britiske Labour-parti og endda den største lutherske kirke i USA,« siger Matti Friedman.

I sit essay i Tablet uddyber han synspunktet. Han mener, at omtalen af Israel i store dele af den vestlige presse har udviklet sig fra at handle om et rigtigt land med normale interesser til at blive en nation så farlig og nedbrydende, at den burde afvises og forkastes, forklarer han.

»Denne ambition er blevet til et fast element på venstrefløjen og luftes i dag i pressen som noget helt normalt. Det er samme form for tænkning, som ligger bag ideen om, at en kommentar af en højreorienteret senator er for farlig til at blive trykt i en fin avis, eller at det er nødvendigt at afvise bøger, hvori et menneske med en etnisk baggrund forestiller sig, hvordan verden tager sig ud hos et menneske med en anden etnisk baggrund. Skabelsen af det ondsindede ’Israel’ i pressen og forsøget på at stigmatisere et helt land har skabt et mønster, der kopieres og bruges mod alt fra biologer, der ikke retter ind, til forfattere, der skriver bøger om teenagetroldmænd.«

Matti Friedman mener tydeligvis, at en antisemitisk figur er på spil her, men han siger, at han er forsigtig med brugen af det begreb, fordi det ofte har den modsatte virkning. Debatten stopper, når man bruger det ord, og ingen lærer noget som helst, forklarer han.

Alligevel finder han det pudsigt, at det i proportionsløst mange tilfælde er Israel – »jøden blandt nationerne«, som han kalder det – der peges på som den eneste onde og skyldige nation. Selv i Black Lives Matter-manifestet fra 2016 handler en paragraf om konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Her bruges ordene folkemord og apartheid til at beskrive Israels handlinger. »Israel« som et absolut onde kommer også op i kønsstudier på californiske universiteter, i Women’s March against Donald Trump i 2016 og i Dyke March i Chicago i 2017 – Dyke March er et alternativ til Pride-paraden på den yderste venstrefløj. Her blev der ifølge Tablet udstedt forbud mod regnbueflag med en davidsstjerne, da det angiveligt var »zionistisk« og derved »truende« og »angstfremkaldende«.

»Forestil dig, at min bedstefars generation lyttede til debatten i dag. Jeg tror, de ville kunne nikke genkendende til, hvad der foregår,« siger Matti Friedman.

Diskursen er ifølge Matti Friedman først og fremmest et direkte resultat af sløset, tendentiøs journalistik og forgudelse af menneskerettighedsorganisationer.

»Hvordan skal man betvivle Amnesty International eller Human Rights Watch? Betyder det, at man er imod menneskerettigheder, hvis man stiller dem kritiske spørgsmål,« spørger han.

Fake news

Men er det ikke bare endnu et forsøg på at sige, at Israel-kritik er fake news? Matti Friedman svarer, at han ikke er fan af USAs præsident Donald Trump eller af hans brug af vendingen fake news.

»Den vending bruges af korrupte politikere til at dække over egne handlinger. Men årsagen til, at vendingen alligevel appellerer til mange, er, at den er sand. Meget af det, der kommer ud, er fake news. Det er ren ideologi,« siger han.

Igen henviser han til krigen mellem Israel og Hamas i 2014. Den israelske hær erklærede, at når så mange civile palæstinensere døde under den konflikt, hang det sammen med, at Hamas skød deres missiler afsted midt blandt civile, ja, lige ved siden af Gazas største hospital, Shifa – en handling, der, hvis det passede, ville udgør en krigsforbrydelse, fordi man bruger civile som menneskeskjold. Da der var mange udenlandske journalister i Gaza under krigen, burde det være muligt at observere, om hæren rent faktisk talte sandt.

Men stort set ingen vestlige journalister beskrev, hvad der foregik.

»Hvorfor var det kun en enkelt finsk journalist og et indisk tv-hold, der fortalte sandheden,« spørger han. Her hentyder Matti Friedman til, at NDTV fra Indien var de eneste, der filmede og offentliggjorde Hamas-bevægelsens affyring af missiler fra tætbeboede områder. Faktisk fandt affyringen sted lige neden for en af de bygninger, der husede journalister. Det andet tilfælde i en krig, der varede omkring en måned, var en finsk journalist, der spontant midt i en direkte transmittering fra Shifa-hospitalet i Gaza udbrød, at der netop var blevet affyret et missil fra hospitalet.

Hvorfor sagde andre journalister intet, når enhver måtte kunne se, hvad der foregik, spørger Matti Friedman. Han kender selv svaret.

»De fleste journalister vil ikke kritisere Hamas eller stille den islamiske bevægelse i dårligt lys, fordi de sikkert skal tilbage til Gaza i fremtiden. Så de kunne ikke stå på alt for dårlig fod med Hamas-styret. Det kan jeg godt forstå. Men hvorfor så i det mindste ikke fortælle læserne, lytterne og seerne, at de arbejder under forhold, hvor de ikke kan fortælle alt på grund af Hamas-bevægelsens restriktioner,« siger han.

Matti Friedman anerkender, at journalister især i Mellemøsten arbejder i farlige omgivelser, og at de bør værne om egen sikkerhed. Men han er ikke optimist, når han tænker på fremtiden. Han frygter, at den tendens, han beskrev i 2014 og nu igen tager fat i, vil fortsætte.

»Hvis vi ser på de år, der er gået siden krigen i Syrien begyndte i 2013, er den gængse fortælling om regionen endt med at fremstå komplet latterlig. Demokratiet vil blomstre, hvis vi vælter diktatorerne, lød det dengang. Men alt er kollapset og blevet værre. Og alligevel er fortællingen også stadig, at hvis Israel trækker sig ud af Vestbredden, vil problemerne blive løst,« siger Matti Friedman og ler.

Blå bog

{embedded type="node/node_image" id="34410" width="half_width" align="left"}

Matti Friedman, 42 år, israelsk-canadisk journalist og forfatter. Skriver klummer for New York Times. Skrev i Tablet i 2014 essayet »An Insider’s Guide to the Most Important Story on Earth«, som gik viralt. Fulgte op i juli 2020 med essayet samme sted: »Israel Was Ground Zero for the New Woke Religion«.

Bøger: The Aleppo Codex – A True Story of Obsession, Faith and the Pursuit of an Ancient Bible, 2012. Pumpkinflowers: A Soldier’s Story, 2016. Spies of No Country: Secret Lives at the Birth of Israel, 2019

Allan Sørensen

Farvel til den arabiske konsensus