Mellemøsten. Aftalen mellem Israel og De Forenede Arabiske Emirater er resultatet af en mangeårig tilnærmelse og en lille stats selvstændige vision. Den er også et fornuftsægteskab vendt mod Iran, som måske indvarsler et større opbrud i de regionale allianceforhold.

Farvel til den arabiske konsensus

Mellemøsten er i forandring: De arabiske landes årtier lange konsensus om at stå samlet over for Israel smuldrer. Det er aftalen mellem De Forenede Arabiske Emirater og Israel først og fremmest et udtryk for.

Lidt mere end en uge er gået, siden USAs præsident, Donald Trump, på Twitter annoncerede, at en aftale mellem Israel og Emiraterne var i hus. Herefter blev det Israels premierminister, Benjamin Netanyahus, tur til at forklare den israelske befolkning på et pressemøde i primetime, at den kommende aftale var årsagen til, at han ikke har annekteret dele af Vestbredden som lovet. Og da den besked var leveret, kunne De Forenede Arabiske Emiraters udenrigsminister, Anwar Gargash, fortælle det franske dagblad Le Figaro, at emiraternes krav for en normaliseringsaftale med Israel havde været, at Israel droppede annekteringsidéen.

also
Allan Sørensen har dækket Mellemøsten for Weekendavisen.