Tættere på rockens rødder

Når A Complete Unknown, filmen om de tidlige år i Bob Dylans kamæleonske karriere som rockpoet, rammer danske biografer om en lille måned, bliver det forhåbentlig en anledning til at adressere et ærgerligt mønster i vores omgang med musik. For samme mekanisme, der i 1960erne ophøjede en ung trubadur til talsperson for ikke bare folktraditionen, men også hele den politiske venstrefløj, findes stadig i dag. Og ligesom dengang har denne form for ufrivillig omfavnelse det med at blive en spændetrøje for den musiker, det går ud over.

Dylan har brugt et halvt århundrede på at flygte fra rollen som frelser og folde et anderledes, meget bredere musikalsk projekt ud. Men hans egentlige ambition – at skrive sig ind i en mere klassisk amerikansk blues- og rocktradition – har altid stået i skyggen af hans tidlige interesse for folk og samfundsbevidst lyrik. Uanset hvor meget han har skruet op for forstærkeren eller taget afstand fra politiske læsninger af sin musik, har han været fanget.