Kunsten som kosttilskud

Vejret er rædsomt, helt og aldeles rædsomt, men det vrimler med mennesker i Den Sorte Diamant mandag aften. For folk vil i teatret, de vil i teatret sammen, og jeg må slås med en ældre kvinde om det sidste skab i garderoben. Hun vinder på elegance og beslutsomhed, hun har endda medbragt skiftesko, og vi følges ind i Dronningesalen for at finde ud af, hvordan en moderne gendigtning af Ludvig Holbergs Den Stundesløse fra 1723 ser ud.

Arrangementet er en del af Det Kongelige Biblioteks »digitaliserings- og tilgængelighedsstrategi«, forklarer Lise Bach Hansen, programchef, på scenen. 18.000 skuespil fra arkivet er blevet digitaliseret, de ældste er fra 1740erne, og herfra kan enhver stå på og læse med. Teater er ganske vist øjeblikkets kunst, påpeger dramatiker Jokum Rohde til højre for Bach Hansen, men de dramatiske tekster lever videre »som decideret litteratur« i arkiv og erindring. Eksempelvis Holbergs Den Stundesløse, der bliver fremført af et overdådigt hold af skuespillere: Mikkel Arndt, Laura Skjoldborg, Maria Rossing, Thure Lindhardt og Stanley Bakar. De er iklædt mørke gevandter, Lindhardts rullekrave er særligt sort og seriøs, et uldent tørklæde med striber til Rossings stemme. Bag dem er et portrætmaleri af Holberg skaleret op i gigantisk størrelse: Han er i flæser og paryk a la 1720erne, og han ligner umiddelbart ikke et særligt humoristisk eller satirisk teatermenneske, nærmere en forsmået embedsmand eller smådepressiv jurist. Det er han dog ikke, Holbergs komedie om hr. Vielgeschrey, der har så umådelig travlt med et eller andet, ingen helt forstår, er morsom og svirpende. Hr. Vielgeschrey, der bliver spillet af en veloplagt, jamrende Thure Lindhardt, bliver i fortællingen narret af sine tjenestefolk og sin datter, så datteren slipper for at blive giftet bort til den bogholder, hr. Vielgeschrey har udset sig. På listig vis sørger Rossing, altså tjenestepigen, for, at datteren får den mand, hun egentlig elsker. De snu narrer den mindre snu.