Når jeg ser et bjerg af citroner i Netto og opdager, at man kan købe et halvt kilo økofrugter for bare 15 kroner, så tænker jeg, at det er noget nær et mirakel. Og jeg har meget svært ved at gå forbi uden at købe et net. Der er noget ved den fantastiske buttede form og den opmærksomhedskrævende farve, der taler til mig. Små duftende kunstværker. Faktisk er jeg en lille smule besat af citroner.

Derfor var det heller ikke let for mig at administrere den besked, jeg fik af den ualmindeligt gæstfri receptionist på det lille sicilianske hotel, jeg boede på for nogle uger siden. »Du kan bare plukke, vi har alt for mange,« sagde hun om citronerne, der sad som en invasion af farvestrålende kanariefugle i træerne rundt om hotellet. For at komme ind på mit værelse måtte jeg forbi et træ og kom næsten hver gang til at plukke en frugt. Jeg kunne ikke dy mig. Citronerne var så modne, at de nærmest faldt hengivent ned i min hånd ved berøring, og så duftede de så intenst og parfumeret og forførende, at min kuffert til sidst var fuld.

Illustration: Rasmus Meisler
Illustration: Rasmus Meisler Rasmus Meisler

Hver gang jeg passerede træet, tænkte jeg også på, hvad man dog kunne lave af mad, hvis bare man havde sådan et citrontræ hjemme i haven. Jeg forestillede mig pastaretter, citronsaucer, marmelader, kandiserede strimler af skallen, friskpresset saft i isvand, over pandekager og hen over fisk. I mine citrusdrømme var der lækkerier fra både det søde og det salte køkken.

Modtag Weekendavisens kulturnyhedsbrev

Kom med ind på kulturredaktørens kontor, når Kathrine Tschemerinsky giver perspektiv på ugens vigtigste kulturhistorier.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen ugentligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Receptionistens mor arbejdede på en restaurant ganske tæt på, og der havde de frosset citronsaft ned til hele den kommende sommers produktion af granita – en forfriskende sorbet eller slushice, om De vil, af citronsaft, vand og sukker, som sicilianerne spiser med en briochebolle til morgenmad eller som mellemmåltid. Lyder skørt, smager godt. Granitaen kan fås allevegne og laves i et hav af smagsvarianter – eksempelvis også med mandel og fersken.

MEN TILBAGE TIL citronerne. En morgen fandt jeg ud af en anden opskrift, citronerne fra hotelhaven blev brugt til – nemlig en sprød tærte med citruscreme i midten. Jeg fik den præsenteret som torta della nonna, som betyder bedstemors kage, og tænkte først, at det blot var, fordi receptionistens mor også havde titel af mormor, for det var hende, der havde bagt den. Faktisk er det en klassisk italiensk kage, der hedder sådan, som jeg gav mig i kast med, da jeg kom hjem med min citruskuffert. Og som jo også kan bages af de fine frugter fra supermarkedet.

Start med at lave kagecremen sådan her: Skrab kornene ud af en vaniljestang, og kom dem samt stangen ned i sødmælken i en kasserolle. Varm langsomt op, mens De i en skål pisker æggeblommer med sukker og mel. Hæld nu den varme mælk over i æggemassen lige så stille under omrøring og derefter tilbage i gryden. Varm mælkeblandingen under konstant pisken, til den begynder at tykne. Riv skallen af en økologisk citron ned i, og rør rundt, inden kagecremen sættes på køl. Det gør man vist ikke ifølge den klassiske opskrift, men hvis man er manisk optaget af citroner, benytter man selvfølgelig enhver given lejlighed til at parfumere med skallen.

Nu til tærtedejen. Hvis De er den lykkelige ejer af en foodprocessor, hentes den frem nu. Fyld skålen med hvedemel, smør i tern, revet citronskal, bagepulver, sukker, æg og æggeblomme, og kør dejen i små intervaller eller på pulsfunktion, hvis Deres maskine kan det. Alt dette kan naturligvis også gøres ved håndkraft – her smuldrer man smørret ud i mel og sukker og samler med æg til sidst. Del dejen i to portioner, og læg dem i køleskabet en times tid. Klargør en tærteform med smør på kanterne og i bunden, rul så den ene portion dej ud, og kom den i formen. Så fyldes den citronduftende kagecreme i, og til sidst rulles den anden portion dej ud i størrelse af tærteformen og lægges som låg. Drys med pinjekerner, og bag tærten i 35-40 minutter, til den er gylden, og man kan mærke, at cremen har sat sig. Tag tærten ud, og lad den køle helt af inden servering, så er det, som om den står skarpere, og citronen rigtig prikker til smagsløgene med sin syre. Drys lidt flormelis på toppen, men kun lige så meget, at man stadig aner de gyldne pinjekerner gennem den nyfaldne pynt.

På det sicilianske hotel spiste jeg citronkagen til morgenmad, hvilket jo var en dekadent dejlig start på dagen. Men tærten vil være et hit som sommerdessert, når man kommer varm hjem fra stranden og trænger til noget friskt eller som et syrligt indslag efter grillmad på terrassen.

Hvad skal man drikke til? De har gættet det: limoncello. Citron med citron på. Skål for det.

Serveret: Spis klogere med vores ugentlige madklummer.