I januar 1947 sendte den danske marineattaché i Washington, kommandør Kjølsen, sine strengt fortrolige »Militär-politiske Betragtninger vedrörende Grönland« hjem til Udenrigsministeriet i København. Kjølsens betragtninger var ganske alarmerende for fædrelandet.

Frits Hammer Kjølsen havde prøvet at sidde inde med ubekvemme sandheder få år og en verdensorden tidligere. Det var ham, der som marineattaché i Berlin i aprildagene 1940 kort før den tyske besættelse af Danmark advarede København om truslen sydfra: Tyske troppeansamlinger var observeret i østersøhavne, man måtte frygte en mulig aggression mod Danmark inden for få dage. Man valgte ikke at tro på ham.