En sensommerdag for fire år siden mærkede Maj Nyled sine første veer. Hun gjorde sig klar. Fødslen skulle foregå i hendes hjem. Et kæmpe oppusteligt fødekar var stillet frem i stuen. 

Forinden havde hun set et utal af dyrefødsler på nettet: katte, køer, heste. De nedkom uforstyrrede i buskads eller rede, det var fascinerende, ren biologi. Sådan skulle hendes fødsel være, og om få timer ville hendes søn, som stadig svømmede rundt i maven, forhåbentlig dykke ud i karret som et lille forpjusket pattedyr.