I udbrud. Hvorfor er alle lige pludselig begyndt at genbesøge alt og alle?
Genbesøgt genbesøgt
Nogle modeord trænger ind i sproget som en særlig hidsig orange nuance, man pludselig får øje på allevegne. En dynejakke på Strøget; solbrune fingre med neglelak, der skaller. Lige nu gælder det ordet »genbesøgt«, som ifølge Den Danske Ordbog betyder »et besøg, der aflægges som gengæld for en anden parts tidligere besøg«, men i praksis bruges som det engelske ord »revisit«, dvs. at vende tilbage til noget.
I en artikel fra musikmagasinet Soundvenue den 28. juli genbesøges »en række filmiske milepæle fra nyere tid«. I ugebladet Ude og Hjemmes tv-guide den 4. august kunne man læse om et program, hvor kokken Gordon Ramsay genbesøger en række restauranter i Californien »for at finde ud af om de har fulgt hans råd og vejledning«. Samme dag genbesøgte Berlingske tre selvstændige, der tidligere har fortalt om deres kamp under krisen, mens Information anmeldte folkemusikbandet Sorten Muld, der »genbesøger og udvider deres crossover af folkeviser og elektronisk musik«. I en pressemeddelelse den 6. august fra Finans Danmark om et specialhøringssvar vedrørende Europa-Kommissionens forslag til direktiv om forbrugerkreditaftaler kunne man læse: »Vi finder dog, at informationskravene bør genbesøges for at få afklaret, om der ikke kan laves en bedre lagdeling af de informationer, der skal gives.« Og så er der forfatter og journalist David Trads, som i løbet af sommeren har »genbesøgt menneskene fra sin fortid« i en artikelserie i Jyllands-Posten.
Del: