I det, som irriterende mennesker ville kalde den danske sangskat, findes der i »Sig månen langsomt hæver« følgende bønfald: »Skænk mig et fromt, enfoldigt sind.«

For det moderne menneske er det en besynderlig fordring. Dum og godtroende, hvem vil være det? Jeg kom til at tænke på verslinjen, fordi hovedkarakteren i Fuglene – både i romanen fra 1957 af norske Tarjei Vesaas og i Karen-Maria Bille og Amanda Linnea Ginmans iscenesættelse på Revolver – på mange måder inkarnerer det enfoldige. Ikke fordi Mattis, som hovedkarakteren hedder, stræber efter det, men nærmere fordi han er født sådan. Han er idioten – i landsbyen kalder man ham Tusten, norsk for tosse – men han er også digteren. Han står åben for verden, kan ikke lade være med at lade sig betage, kan ikke lade være med at lade sig mærke.