Hvorfor er så utroligt corny et digt som »Skjortestrygning« i den snart 80-årige Sten Kaaløs nye, vildt vederkvægende samling Idibera og andre nye digte så umuligt godt? Her står digterjeget egenhændigt og stryger skjorter, mens han rapsoderer over, hvad af trælst og forfærdeligt i verden der trænger til at blive strøget. Så hvordan lykkes følgende, næsten aggressivt godmodige linjer, der cirka udgør digtets midterste tredjedel, mod alle odds, hvordan lykkes de poetisk, kunstnerisk?

»og lad os bare samtidig stryge/ alle piloter i tungt lastede bombefly/ de kan blive ansat som affaldssorterere/ og samle tyggegummi op foran rådhuse/ de kan lave statistik/ over cigaretskod foran hospitalerne/ tælle hvor mange med filter/ og hvor mange uden/ mens kloden endnu svinger/ med morgen og aften/ sommer og vinter/ i universets stjernemørke// jeg stryger min skjorte/ og tænker på/ også at stryge al mikroplast i havet/ i fisk og andre havdyr/ samt al mikroplast som popper op fra marken/ ind i sellerien rødbeden salaten/ ind i kornet og dermed i melet/ og dermed i brødet/ og dermed i os/ stryg det hele/ så vi kan få torsk og sæler/ ål og hvaler/ oddere og spækhuggere/ isbjørne rejer muslinger/ thebirkes juleboller/ rugbrød/ og mennesker/ helt uden plastik.«