Juletid i Klunkehjemmet

»Der er ret koldt i Klunkehjemmet på denne årstid, så behold endelig overtøjet på,« instruerer Nationalmuseets omviser og guider os – 10-12 museumsgæster – ind i én af Københavns særligste tidslommer: Klunkehjemmet.

»Det er et ekstremt overpyntet, næsten overlæsset hjem, der er ikke ligefrem nogen, der har kastet op med julepynt ud over det hele, men der er til gengæld klunker og kvaster for alle pengene,« forklarer omviseren i lejlighedens entré, mens vi stikker fødderne i de futter af hvidt lærredsstof, der skal sikre, at vi ikke efterlader skidt fra 2024 på gulvtæpperne fra slutningen af 1800-tallet.

Lejligheden tæller beskedne 330 kvadratmeter, og samtlige flader er dekoreret – af draperede gardiner i tunge, rødbrune nuancer, af kvaster og frynser, nuttede englebørn i træudskæring eller som malede motiver i loftet og armstøtter, lysekroner, udstoppede jagthundehoveder, spejle og romantiske malerier, marmorerede overflader, der ikke er ægte marmor, men – som en hel del i lejligheden og klunketiden – snyd. Det er barok, gotik og rokoko i ganske voldsom, skøn forening, og jeg har aldrig været i et mere stilforvirret, men stilsikkert hjem.

Det var Rudolph Christensen, succesfuld grosserer og silkebåndsforretningsmand, der i sin tid købte og indrettede herskabslejligheden, men det var hans to døtre, Ellen og Gerda Christensen, der i 1944 inviterede én af Nationalmuseets medarbejdere op i lejligheden, de ville donere en særlig sølvbryllupskjole fra 1903, men et særligt og pludseligt venskab tog fart, og søstrene testamenterede herefter lejligheden til Nationalmuseet.

»Det, der kendetegner klunkestilen, er altså pyntesyge, overflade og snyd,« siger omviseren, »der er et vist element af pral i lejligheden, og borgerskabet har i slutningen af 1800-tallet generelt travlt med at positionere sig.« Familien Christensen er ikke som de jævne folk, de spiser ikke risengrød, men risalamande (altså risengrød plus fløde og sukker, forskellen er signifikant), de spiser hverken gris eller snydegås (altså and) som på landet, og de arbejder fuldtid i juletiden på at sende julekort, nytårskort, takkekort. For så unyttige aktiviteter kan man bruge utrolig megen tid på, når man altså er rig.

København er i 1890erne en ildelugtende smeltedigel af arbejdere, fattigfolk og borgerskab, af husdyr og rotter, men juletræet i spisestuen i lejligheden stråler virkelig af julefred til alle tider. Det var Orla Lehmanns far, dr.phil. Martin Lehmann, der i 1811 hev det første grantræ ind i lejligheden i Store Kongensgade 6 – og pyntede det med dekorative kugler, slik og søde sager, figurer af Fader Frost (julemandens forfader, der ikke bare uddelte kul til de uartige, men også pisk) og en stjerne i toppen. Det rygtede sig hurtigt, og pludselig var juletræet blevet en (også) dansk tradition. I 1844 skrev H.C. Andersen sit vidunderligste eventyr, Grantræet, og i 1890erne slæber Klunkehjemmets Rudolph Christensen en ualmindelig nydelig og – for tiden: gigantisk – rødgran indenfor.

Omviseren bliver afbrudt af en historiekyndig stamgæst, der for nylig erfarede, at Lehmann-familien faktisk ikke var først med træet, og man satte faktisk heller ikke en stjerne i toppen i begyndelsen, men en stork eller et spir. Omviseren nikker tålmodigt og lover at gå sit manus efter i sømmene.

Der er godt nok ingen julehjerter på familien Christensens træ – for man fremstillede naturligvis ikke selv sin julepynt i borgerskabet, sådan som arbejderklassen gjorde, man betalte sig fra det – men ellers ligner træet min hedeste juledrøm af et velpyntet juletræ: hvide lys, istapper af glas, trommer af papir, kræmmerhuse med sukkersnask, julekugler i forskellige former og farver. Hvem der dog havde tjenestefolk frem for børn til at pynte sit juletræ!