Identitet som våben

MENNESKER kan ikke udtale sig om identitetsgrupper, de ikke selv tilhører. Sådan lyder et af tidens mest udbredte dogmer. Et tidligt eksempel på det så vi i 2020, da den amerikanske forfatter Jeanine Cummins udgav romanen American Dirt om en mexicansk mors flugt fra et narkokartel. Bogen blev en bestseller, men i litterære kredse blev Jeanine Cummins, som er født i Spanien, voksede op i USA og definerer sig selv som »hvid med puertoricansk baggrund«, anklaget for kulturel appropriation, at skrive »traumepornografi« og at tage brødet ud af munden på latinamerikanske forfattere. Historien gik viralt, da Oprah Winfrey udvalgte American Dirt til sin bogklub, hvilket fik 142 forfattere til at forfatte et åbent brev, hvori de bad Winfrey om at droppe sin anbefaling af bogen.

ER erfaringen ikke ens egen, så er ens input ikke blot uønsket, men decideret moralsk anstødeligt, nogenlunde sådan lyder identitetsdogmets logik. Også herhjemme bliver den, man er eller ikke er, i stigende grad benyttet som våben. I sidste uge beskrev Thomas Hoffmann, som er professor i islamisk teologi på Københavns Universitet og regelmæssig bidragsyder til denne avis, hvordan anonyme kolleger har forsøgt at delegitimere hans forskning som udtryk for islamofobi ved hjælp af et såkaldt factsheet, der blev udgivet 18. juli af en anonym forskergruppe kaldet The Bridge Initiative, der er tilknyttet Georgetown University i Washington, D.C. I samme forbindelse forklarede Hoffmann, at begrebet »ikkemuslimsk islam«, som er opfundet af islamforsker Jesper Petersen, bliver anvendt til at gennemføre karaktermordet på ham. I udtrykket ligger der, at en ikkemuslim fremsætter egne islamfortolkninger, mens han eller hun devaluerer eller underkender muslimers fortolkninger. Ifølge Hoffmans kritikere er hans brøde nemlig todelt; ikke nok med, at han ikke er muslim, hans forskning om islam er også religionskritisk.

IKKE at være det, man kritiserer, er ikke overraskende en i særdeleshed forulempende konstellation. Et andet eksempel på det fra litteraturens verden er Linea Maja Ernsts lunkne anmeldelse af digtsamlingen Barbar fra sidste år, som førte til en racismeanklage. »Vi skal have nogle nye krav til anmeldere og til folk, der arbejder med litteratur,« forklarede bogens forfatter, Amina Elmi, i et interview. »Når en bog som min kommer ud, hvilke redskaber og værktøjer har man så for at kunne læse den?« Elmis påstand bunder i en forestilling om, at hendes tekster er formet af en særlig erfaring, som det kræver en tilsvarende erfaring at kunne værdsætte. For at blive anerkendt som en autoritet afkræves læseren en fuldkommen identifikation med værket.

EN enkelt, men fuldkommen forudsigelig undtagelse fra denne regel viser sig, når det drejer sig om jøder. Tidligere på ugen udpegede Kamala Harris Tim Walz fra Minnesota som sin vicepræsidentkandidat. En anden oplagt kandidat var Josh Shapiro fra Pennsylvania, men i ugen op til afgørelsen blev Josh Shapiros jødiskhed og relation til Israel genstand for en overvældende interesse, mest af negativ karakter, og der er ligefrem blevet spekuleret i, at Harris’ beslutning om at satse på Walz bundede i en pragmatisk vurdering af, at Walz’ identitet i modsætning til Shapiros ikke stod i vejen for en mulig sejr. Også herhjemme har vi det seneste år set utallige eksempler på, at der sættes spørgsmålstegn ved, om folk med jødisk baggrund er i stand til at forholde sig nøgternt og professionelt til krigen i Mellemøsten, det gælder især journalister. Lige i dette tilfælde er identitet tilsyneladende en diskvalificerende faktor. Men undtagelsen bekræfter også problemet med reglen.

IDENTITET er allevegne. Man kunne ligefrem sige, at vi lever i identitetens tidsalder. Positivt er ønsket om at fremhæve oversete, glemte eller ligefrem marginaliserede stemmer, for mere viden og flere perspektiver gør vores forståelse af verden mere kvalificeret. Problemet er, når identitet gøres til et magtredskab, som bruges til at dominere den offentlige debat og delegitimere eventuel kritik uden at melde klart ud, at det er det, man gør. Hvad er alternativet til den identitære mudderkastning? I tilfældet Jeanine Cummins viste en række anmeldere vejen ved at fokusere på romanens manglende litterære kvaliteter frem for forfatterens identitet. Urimeligt er det ikke at sætte spørgsmålstegn ved eksperters kildevalg, vinkling, analyser, ja, deres ekspertise. Men vi må fastholde, at kundskab er noget, man tilegner sig. Det er ikke noget, man er.

Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.