Det har været hendes år. Amina Elmis debutbog, Barbar [Tavshedens objekt], er blevet skamrost af alverdens anmeldere og tildelt årets debutantpris på Bogforum. Trods den varme modtagelse har Amina Elmi ved flere lejligheder påtalt, at Weekendavisen endnu ikke har sunget med. På sin Instagram: »JEG EFTERLYSER litteraturredaktionen på WA. Jeg ved da godt, det er et stærkt bogefterår men giv da lige afrikaneren spalteplads?« Og i Politiken: »Jeg var lidt gal over, at Weekendavisen ikke anmeldte. Som om avisen var en gatekeeper. Hvorfor må jeg ikke være i kontakt med Weekendavisens læsere? Jeg bliver let vred, når jeg kan mærke, at der er nogle steder, jeg ikke må have adgang til.«
Jeg er helt uironisk vild med, hvor kæk Amina Elmi er. Hvorfor taler vi ikke mere om mig, sagde årets mest feterede debutant. Det danske litterære miljø løber ikke over af charmerende offensiv selvsikkerhed, og det er ægte skønt uhørt med forfattere, der insisterer på deres ret til opmærksomhed. At Amina Elmi hyper sin egen bog og synes, debutantprisen er helt fortjent. At hun protesterer, når nogen sover i timen.
Det er smigrende at blive råbt op. Men hvis en forfatter tager sig selv alvorligt som oppositionel stemme, skulle hun så ikke være mere skeptisk over for rækken af omfavnelser fra det ganske danske parnas, end hvorvidt hun mangler en enkelt fjer i hatten?
MEN BEVARES: Undskyld vi kommer for sent. Så lad os tale om de digte.
Det er akavet at komme her på bagkant og sukke: Gid digtene havde mere af den flabethed og skarpe attitude, Elmi demonstrerer, når hun for eksempel udæsker Weekendavisen. Men de fleste er tilforladelige, næsten en smule artige digte, som ikke gør nogen fortræd.
Barbar [Tavshedens objekt] er delt i fire afsnit. Det første omtrent om et dansk-somalisk udgangspunkt, en afdød far, nomadegener og nedarvet rastløshed, at have arvet et sprog og en historie, men ikke til fulde have arvet et sprog og en historie. I de bedste passager tales klart fra en forvirret, sammensat position i verden, både blæret og perplekst:
»(...) det er længe siden vi har været far og datter, men alligevel er du til stede i alt jeg skriver, hvorfor stinker alt jeg skriver af savn, hvor kan jeg bevæge mig hen hvor sorgen ikke er nærværende, og jeg ser mig omkring, kommunen, jobcentrene, asylcentrene, alle steder du har været i systemet, og her sidder jeg og skriver digte og får penge af staten for det, intet giver mening, et fremmedpas og studerende på en af de mest prestigefyldte kulturelle institutioner i skandinavien, er det nu jeg skal sige SHOUT OUT til udlændingestyrelsen, jeg er her endnu som en ode til alle dem der har båret mig hen til min stemme.«
Det er alletiders, når jeget er til stede i sin egen præcise sociale samtid, i et krydsfelt af sociale koder, og er sammensat, udsat, privilegeret og forfordelt.
Men de fleste digte er mere fjerne, højstemte, sympatiske, pæne, næsten lidt ferske: »hjem kan være to oceaner væk, og min mor lærte aldrig at svømme. forestil dig: kvinde på fremmed kystlinje, lytter stærkt efter sit eget navn.« Stilfærdigt og sorgfuldt; det gør ikke nogen noget, men så gør det heller ikke et større indtryk.
Anden del handler om en forelskelse i en kvinde. »Alle kvinder omkring mig er lydportaler/ jeg drages henimod når verden står tom/ brummende ekstatiske toner/ jeg står tilbage og er fyldt// din stemme er den klareste for mig.« Men lydportaler, hvad vil det overhovedet sige? Og hvordan blev alle enige om, at det er suverænt?
Tredje del kredser om brødrene, både en bror, der kan ligne en far og huske traumer fra Somalia, og brødrene som brune unge mænd, som ikke skal fanges i stereotype forestillinger om dem. Igen: Der er gnister af eksplosiv energi, men de sander til i forglemmelige poetiseringer. »Mine brødre, I er ikke urban, I er bannerførere for en renæssance i dansk kultur og åndsliv« – okay, storslået, påståeligt, købt. Men så fortsætter digtet: »Hvis latteren er det der binder os til dette liv, så svæver mine brødre og jeg de fleste dage over landskabet, bundet sammen af de flossede tråde i vores erindringer. Hele mit liv har jeg bidt i knuderne af andres stilheder. I dag siger jeg jeres navne og hører en genklang af mit eget.«
Forsvinder nerven ikke op i det luftige, i flossede tråde og knuderne af andres stilheder?
DIGTENES STYRKER OG SVAGHEDER er indkapslet i den dobbelte titel. Barbar – fed, brutal titel, men [Tavshedens objekt]? Søvndyssende.
Elmi er langt bedst, når hun skærer igennem, og i Barbars sidste afsnit tager det fart. Her optræder digtet, som også står på bagsiden af bogen: »et vidnesbyrd/ kæft jeg hader ordet vidnesbyrd/ lad os kalde det et kampskrift/ kæft jeg hader det ord endnu mere.« Det er da metasjovt overskud – og jo mere triumferende, des bedre: »den sorte muhamedaner skriver dansk litteraturhistorie/ walaal, jeg sværger på mit bedetæppe/ glistrup vender sig i graven.« Der er også en lussing til Weekendavisen, der skriver om afrikaneren i litteraturen. Gid der var flere lussinger og oneliners i luften og færre kyststrækninger og knuder af andres stilheder. Det her sjove, salte digt er svært ikke at fryde sig over:
»Jeg har lært at løbe væk fra de velmenende mænd der læser Bachmann og pynter sig med franske kunstfilm. Deres årskort til Louisiana, deres Lyse Nætter, deres evigt trygge boble af folk der ligner dem selv, og når aftenen er slut, siger de, sikke nogle fantastiske samtaler. Man kan kun savne Kierkegaard som efter sådanne selskaber ville skyde knoppen af sig selv.«
Digtene blander dansk og somalisk og trækker på et stort og sammensat bibliotek af referencer. Her er somaliske sangere og mytologiske skikkelser. Shakespeare og Boodhari, en somalisk kærlighedsdigter. Tupac og Tove Ditlevsen. Men hvor meget bidrager referencerne med? Ville ovenstående digt ikke stå endnu stærkere uden Kierkegaard-namedroppet, hvis det var pure Elmi? Som næste digt, der langer ud efter de frelste, ældre religiøse:
»I vores kultur beder man flere begravelsesbønner for unge der er faldet fra 'den rette sti', end man gør for de døde. En ung på en bar: en bøn. En pige der fravælger tørklædet: endnu en bøn. En fyr der elsker en anden mand: flere bønner. Ordene er ikke længere hellige, men udsprunget af deres eget ego og med Allah som gidsel. Vi er den nye generation der ikke siger amiin i forlængelse af fornærmelsen. Men lad os mødes i moskeen en anden gang. Vi kunne garanteret have en fantastisk samtale.«
Jada. Stort mic drop. Og overlegent, at digtene citerer sig selv og vender sitcom-sikkert tilbage til punchlinen om de fantastiske samtaler. Elmi både vrænger og skaber forbindelse, »jeg rækker ud til dig jeg skælder ud på«, som der står.
Tak – og spejl.
Amina Elmi: Barbar [Tavshedens objekt]. 118 sider. 179,95 kr. Gyldendal
