Det er en ofte gentaget og latterliggjort pointe, at der findes et utal af køn, 68, 72, 107 … tallet afhænger af, hvem man spørger. På samme måde giver sagaen om to kvindeboksere ved dette års OL, Imane Khelif og Lin Yu-ting, ophav til en næsten endeløs række af fortolkninger.

Historien kunne fortælles som en episode i kulturkrigen. Måske med afsæt hos kvindesagsforkæmper og forfatter J.K. Rowling, der på X til millioner af følgere og fans delte sin fortolkning af et foto fra 1. august, hvor algeriske Imane Khelif sender et sideblik til sin italienske boksemodstander Angela Carini kort efter at have besejret hende i en kamp, der blev ganske kort – 46 sekunder – fordi Carini ikke tålte mosten og trak sig.