»Du skal lige se døren, men du må selvfølgelig ikke gå derind.« Det føltes lidt antiklimatisk og opstyltet, men der hvilede tydeligvis en kollektiv andægtighed over det rum, hvis dør i sig selv åbenbart var en seværdighed. Briterne er gode til den slags, og selvom jeg stod i kælderen under en betonstøbt cykelbane i Manchester, var stemningen ikke til at punktere.
Alt her eksisterede med det formål at bruge de enorme summer, tipsmidler og andre sponsorater havde skudt ind i et foretagende, der stort set tømte medaljebordene ved tre olympiske lege. Efter at have præsteret på det jævne tog briternes satsning raketagtig fart med OL i Beijing i 2008. De tog syv ud af ti mulige guldmedaljer og gentog succesen med samme høst ved OL i London fire år senere. Ikke alt, men tydeligvis meget havde at gøre med det rum, jeg ikke måtte se. Room X hed det, og projektet havde øgenavnet The Secret Squirrel Club.
De hemmelige egern samlede på fordele ved at skille sig af med sekunder ved at optimere. De udviklede fantomdragter med markante aerodynamiske fordele og brændte dem efter sigende, efter at de var blevet brugt til at vinde med, så ingen kunne kopiere teknologien. Det var forskningsenhed snarere end trænerstab, for her udviklede man hjelme og cykler og målte på alt levende og dødt, der kunne give bare den mindste fordel. Summen af de forskelle var nok til at ændre på fordelingen af metal til de store stævner, og intet for småt til at blive vendt og drejet i den ambition.
HVIS BANECYKLINGEN blev hyperrevolutioneret i 00erne, var landevejscyklingens selvforståelse mere træg. Det var stadig en sport, hvis ledere var tidligere professionelle cykelryttere, og hvor anekdotisk bevisførelse vejede tungere end tilfældige ph.d.ers fikse ideer. Nok var aerodynamikkens principper for længst blevet integreret, men på et niveau, der svarede til ikke at køre med vinduet åbent på motorvejen. Det var endnu lige så almindeligt at se en rytter på startrampen til en enkeltstart under Tour de France med en omvendt stofkasket som med en lukket hjelm. Rytterne, især den ældre generation, havde stærke holdninger til, hvordan tingene kunne eller burde se ud.
Med dopingskandalernes genkomst i samme årti opstod behovet for mindre gedulgte måder at præstationsfremme på. Snart begyndte alle, der havde råd, at lede efter nye fordele, der på lovlig vis kunne gøre en forskel.
Historisk set har moderne, professionel cykling udviklet sig i spring. Fra 1980erne og op gennem 90erne skete der meget med cykelteknologien, ikke mindst på enkeltstarterne, båret frem af timerekordforsøgene på banen, men det var en bemærkelsesværdig pærevælling af reelle videnskabelige fremskridt og fremtidsæstetik. Da den spanske Tour-legende Miguel Indurain i september 1994 brød timerekorden på en cykel, der lignede en krydsning af en hajfinne og en trillebør, »Espada« (Sværdet), sendte det chokbølger helt ned i konkurrenternes nybarberede ben. Dengang var Tour de France-ruterne belagt med uendeligt mange kilometers tidskørsel, og spanieren var specialisten over dem alle, når det kom til de lange af dem. Han var – i sin regeringstid – umulig at slå.
Ser man tilbage i dag, skal man være nostalgisk indrettet for at holde af spændingsniveauet i den periode, da Indurain var bedst. Og så moderne ryttere »Sværdet« stå på startrampen nu, ville risikoen for at dø af grin være større end frygten for at blive fældet af dens klinge på slagmarken. Men æstetikken og videnskaben har faktisk langt mindre berøringsflade nu end dengang, og ikke mindst udviklingen af hjelme har bragt det forhold på kollisionskurs igen.
JONAS VINGEGAARDS hold, Team Visma-Lease a Bike, introducerede i denne uge deres bud på bane- og vindbrydende teknologi med hjelmen The Aerohead II. Den mere end lever op til navnet. Med en udformning et sted mellem Darth Vaders hovedbeklædning og et smølfehus er hjelmen så grim, at man ikke ville fortænke rytterne i at køre hurtigere alene for at skynde sig at komme i mål og tage den af igen. Men pointen er selvfølgelig langt mere praktisk – det handler om at opnå en fordel.
Dette års Tour de France-rute indeholder knap 60 kilometers enkeltstart, og vinderkandidaterne har både budgetter og personel, der samlet set ville kræve et boligkompleks af hemmelige egernklubber og aflåste lokaler. Traditionalisterne slår korsets tegn, men rytterne ville givetvis køre med røven bar og ansigtsmaling, hvis det gav dem en lovlig fordel. De har ikke hjelmen på, når de står øverst på podiet i Paris. Og selv hvis de havde, ville de smile under den uformelige plasticbøtte, for professionel sport handler om at vinde.
Jonas Vingegaards hjelm er det seneste og mest tydelige bud på, at æstetikken i moderne cykelsport gladeligt indfinder sig i skammekrogen. Det kan sagtens blive endnu grimmere, bare vent og se. Hvis den udvikling sker på bekostning af traditionalisternes æstetiske krav, hilser de fleste sikkert det grinagtigt grimme mere end velkommen. Den, der vinder, har altid ret.
Jonas Vingegaard og hans Aerohead II debuterede i øvrigt tidsmæssigt på det jævne. Han kom i mål på en niendeplads i den indledende enkeltstart i det italienske etapeløb Tirreno-Adriatico – 22 sekunder bag den blot 21-årige spanier Juan Ayuso. Det bekymrer ham formentlig lige så lidt som udseendet på hans cykelhjelm. Hovedsagen er Tour de France til sommer.
