Stenene glimtede stadig på via Banchi di Sotto. Forårssolen havde ikke nået at tørre vejen, der fører ind til den sydøstlige ende af Piazza del Campo i Siena, selvom uvejret for længst var ovre. Det var en af de martshimle, der malede det toscanske landskab i fire årstider fra morgen til eftermiddag. Men da Tadej Pogačar drejede fra den våde stenvej og ind på den muslingeformede plads, skinnede solen. Den kunne næsten heller ikke være andet bekendt. Den 25-årige slovener vandt en sejr, der kaldte på en indramning, kun naturkræfterne og det smukke middelaldertorv ville være i stand til at levere.

Modtag Weekendavisens nyhedsbrev om cykelsport

Hver dag under Tour de France, og når vi ellers skriver om cykelsport. Det kræver blot et abonnement, eller at De opretter en profil.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen hver dag under Tour de France sender en mail med udvalgte historier om cykelsport, og ellers når Weekendavisen skriver om cykelsport. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Cykelsporten bevidnede igen, dog givetvis aldrig før så afsindigt imponerende, at Tadej Pogačar ikke bare er sin generations, men måske hele den nyere tidsalders største cykelrytter. Målt i afstand til de næstbedste i Strade Bianche i lørdags er det svært ikke at være enig. Pogačars soloangreb, lanceret 81 kilometer før mål, blev nedskrevet med flammende bogstaver i historiebøgerne, og hans bedrift i det, mange ynder at kalde cykelsportens sjette Monument, var både uhørt brutal og grænseløst smuk på samme tid. Og tid, det havde han nok af, for de nærmeste konkurrenter, hvis man overhovedet kunne kalde dem det, kom i mål godt tre minutter senere.