Vi står foran de største økologiske udfordringer nogensinde, og jeg er bekymret over nogle unges reaktion. Mange er blevet ængstelige i mødet med klimaændringerne. I svære tilfælde findes en økoangst, og flere unge føler en dyb sorg over udryddelsen af arter. De føler sig fortvivlede og magtesløse over de smeltende gletsjere, hedebølgerne, skovbrandene, de ødelæggende flodbølger og sultende isbjørne.
Ifølge psykologer viser de plagede unge generelle angstsymptomer som tab af appetit, irritabilitet, panikanfald, søvnløshed og uforklarlig fysisk svaghed. De bliver fanget i et sort hul, der kun udvider sig, jo mere de stirrer ned i det. De har desuden mistet evnen til at se det, der også er at glæde sig over.
Det er kun forståeligt, at de klimatiske ubalancer skaber ængstelse. Verden kan være grum. Mange steder er respekten for liv ikkeeksisterende. Vi mennesker er kun dækket af et tyndt lag kultur, neden under findes drifterne og instinkterne. Blandt andet trangen til uforsonlig kamp om magt, ressourcer og territorium, som kan være svært at adskille fra en lignende, iboende drift til at skabe en ny begyndelse.
Jordens økosystemer justerer lige nu biodiversitet, bosætningsmønstre og levevilkår efter temperaturstigninger og ændringer i Jordens klima. Der er ingen garanti for, at tilretningen levner plads til milliarder af mennesker. For enden af katastrofevejen aner vi civilisationernes sammenbrud, og hvis ikke vi snart omformulerer begreberne om vækst og velstand i et nyt lys, ender vi netop der.
Det er alle generationers fælles udfordring at skifte mindset og omstille sig fra en destruktiv livsstil med selvforgiftende vækst i stof- og energistrømme til en ny balance. Vi behøver økologisk bæredygtig teknologi, vedvarende energistrømme, lukkede stofkredsløb og kvalitativ vækst inden for Jordens begrænsede økosystem.
Bæredygtig dannelse består derfor ikke i at bekræfte det traditionelle vækstsamfund, men i at kunne lytte, reflektere og kritisere systematisk og konstruktivt med respekt for empirien samt diskutere og handle selvstændigt og verdensvendt i grønne fællesskaber. De unge, det vil her sige teenagerne, bør lære bestemte kundskaber, færdigheder og at modsætte sig blind, ydre styring.
Disse dannelsesprocesser må ske gennem uddannelse og opdragelse til at tænke kreativt og grønt for at bevare – og ikke til at spille offer. Dannelse indebærer både viden om et (nyt) område og bevidste værdikriterier for, hvor, hvordan og hvornår man vil anvende denne viden. Ethvert valg fordrer en etisk begrundelse.
Dette lykkes kun, hvis ansvarligheden praktiseres i alderstilpassede, legende udfordringer igangsat af voksne som troværdige forbilleder. Her må man desværre tilføje, at mange voksne er aldeles udannede på området og endnu ikke har fattet klimaændringernes alvor. Alle er vi udspændt imellem frygt og håb; nogle er indespærret i frygten, mens andre lever i og af håbet.
De aktive, klimabevidste unge lever med et håb. De glæder sig over oplevelser i naturen. De har stærke familie- og vennefortællinger og overskud til at fastholde en tro på fremtiden. De er naturfagligt dannede og aktive og verdensvendte. De har lært at gå i kritisk-konstruktiv opposition og kender forskel på fakta og holdninger – og så benævner og kritiserer de det, de betragter som det moralsk onde, og skitserer, hvad de opfatter som gode løsninger.
De supplerer fornuft med intuitiv, ubevidst viden, inklusive etiske værdier. De er robuste, frimodige og indignerede; de har vilje og evner til at anvende viden om menneskets indfældethed i naturen, til at beskytte det værende og handle på fremtidens udfordringer. De kanaliserer frygten og vreden over i fælles aktiviteter. Dette er i grunden en kernekonservativ position og bør høste anerkendelse.
De fremtidsangste, derimod, er spærret inde i frygt og sortsyn. De mistrives og har svage familie- og vennefortællinger. De påføres en tung social arv uden forbilleder, og de savner naturfaglig indsigt. De har ikke – gennem legebetonede aktiviteter – haft adgang til personligt at handle verdensvendt, hverken i de nære omgivelser eller i skolen.
Disse har intet tilhørsforhold til engagerede, aktive venner og voksne. I stedet føler de sig magtesløse i en uoverskuelig verden. De føler sig som ofre og magter ikke at se deres eget ansvar for at handle personligt i forpligtelse på fællesskabet. De skræmmes af fremtiden og har mestendels relationer til rådvilde eller passive voksne, som enten er uvidende eller ligeglade med klima og biodiversitet.
Vi kender allerede mange af løsningerne på klimakrisen. Vi ved, hvordan økosystemer vanrøgtes. Vi kender sammenhænge og konsekvenser. Vi har bæredygtige teknologier til en mere skånsom livsstil, og de er endda de billigste og mest sikre. Nu mangler vi bare de afgørende handlinger – energieffektiviseringerne og den grønne vækst – samt at lægge bånd på det grådige begær og den destruktive vækst.
Alt dette ved de engagerede unge. De værdsætter »det unyttige« i naturen, anerkender slægtsvenskabet med andre arter, har indset den gensidige afhængighed i et stort, økologisk net og ser sammenhængen mellem vores helbred og planetens. De vredes over afbrændte skove, forgiftet vand, livløse havbunde og tabet af plante- og dyrearter.
Vi må aldrig blive blinde for helheden eller miste livsgnisten og troen på fremtiden. De unges livsmod er fremtiden. De forventer handling nu fra de kriseramte institutioner, som burde danne og opdrage dem. Ansvaret for en bæredygtig dannelse ligger nu engang hos forældrene og de voksne i skolerne og uddannelsesinstitutionerne.
Den mest effektive kur mod både økoangst og planetens overophedning er aktiv handling i det nære og snarlige, politiske beslutninger. Alternativet er mistrivsel og sammenbrud. Og det går for langsomt. Der er al for megen ufrugtbar og destruktiv tale, hvis konsekvens er lammelse af handlekraften og dermed i sidste ende opbremsning af den grønne omstilling. Det drejer sig ikke kun om Deres og min overlevelse, men om at undgå menneskehedens udslettelse.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
