Der er et vindue i den tidlige barndom, hvor man begynder at opfatte ord, men endnu ikke forstår, hvad de betyder. Jeg var fire år, da daværende statsminister Poul Schlüter i 1986 gennemførte det finanspolitiske indgreb »kartoffelkuren« op til skolernes efterårsferie.
Ordet satte sig fast i mit lille barnehoved, men »fattig-80ernes« drastiske konsekvenser og den krisebevidsthed, den indgød i folk, gik hen over hovedet på mig. Da jeg begyndte at forstå mere af verden, var krisen forduftet, Den Kolde Krig var historie, og selvom der altid er problemer ude i den store verden, var min opvækst i 1990erne præget af en ubekymret optimisme.
Jeg tænker tit på, om min generation er dårligere til at håndtere kriser end andre, fordi vi ikke voksede op med en følelse af, at verden hvert øjeblik kunne kollapse under os. I hvert fald er mine eneste kriseberedskaber at spille død, spise kage og vente, til udsigterne bliver lysere. Ikke den bedste overlevelsesstrategi, når vi igen står midt i en økonomisk krise, krig i Europa og en pandemi, der hele tiden truer med at vende tilbage.
MIN FORETRUKNE KUR mod verdens fortrædeligheder er kartoffelkagen. Den blev en del af mit følelsesmæssige medicinskab, da vi for en del år siden var indlagt på Rigshospitalets neonatalafdeling i forbindelse med min datters fødsel.
Her var en underlig blanding af store bekymringer og absolut ro, der kun blev brudt, når alarmerne bimlede, fordi måleudstyret viste, at noget var galt hos et af de intensivt overvågede børn. De allermest dramatiske begivenheder var næsten usynlige: Man vidste godt, hvad det betød, når en præst diskret gik ind på en stue.
Vi var blandt de heldige på afdelingen, hvor mange andre havde langt mindre børn med meget større problemer, og efter noget tid blev vi parkeret på en stue med en anden familie, der også så småt var på vej ud af den akutte fase.
Meget af tiden gik med at vente og med tilbageholdt åndedræt følge målingerne af vores børns vejrtrækning og bankende hjerte. Det var her, vi begyndte at hente kartoffelkager på skift: Hvis vi skal udstå det her, måtte vi i det mindste have kage.
Jeg kan ikke huske, hvorfor valget faldt på kartoffelkagen, men her midt i kartoffelferien i en tid, der mere og mere ligner et flashback til kartoffelkuren, virker den lille flødekage som den perfekte trøstespise, mens vi venter på udfaldet af de mange kriser.
DEN YDMYGE KONDITORKAGE har fået sit navn, fordi den ligner en kartoffel, der lige er trukket op af den brune muld, og den er så simpel, at man snildt kan være selvforsynende. Byggeklodserne er et fløjlsbrunt, kakaodrysset stykke marcipan, en creme og et bagt fundament af enten vandbakkelse eller små »lagkagebunde« af sukkerbrødsdej.
Der er ingen grund til at være kræsen, når det kommer til kartoffelkager, men når jeg selv skal lave dem, vælger jeg gerne sukkerbrødsudgaven, der udmærker sig ved faktisk at ligne en beskidt kartoffel. Det er også den eneste variant, der faktisk indeholder kartoffel.
Skal man have kagerne klar til eftermiddagens kaffeselskab, koger man efter morgenmaden en kagecreme med vanilje. Det kan eksempelvis være denne ganske simple creme, jeg har fra en bog fra Suhrs Husholdningsskole:
Hæld fem deciliter sødmælk eller fløde (13 procent) i en gryde, og pisk det godt sammen med fire spiseskefulde sukker, to spiseskefulde majsstivelse, korn fra en stang vanilje og fire æggeblommer. Tænd nu blusset på moderat varme, og pisk konstant i væsken for at undgå, at den brænder på.
Lad det koge og tykne i tre minutter under kraftig piskning, og hæld det derpå i en skål. Dæk overfladen med film, så det ikke danner skind, og lad cremen køle fuldstændigt af.
Nu til sukkerbrødsbundene. Tænd for ovnen på 225 grader varmluft. Pisk fire æg og 150 gram sukker til en luftig æggesnaps, og sigt 100 gram hvedemel, 50 gram kartoffelmel og en teskefuld bagepulver i æggesnapsen, og vend det forsigtigt ind i dejen.
Hæld en tredjedel af dejen på en bageplade med bagepapir, og fordel den jævnt. Sæt pladen i den varme ovn i fem minutter, og klargør imens et sukkerstrøet stykke bagepapir. Når bunden er let gylden, tages den ud og vendes over på det sukrede bagepapir, og det andet stykke bagepapir trækkes hurtigt, men forsigtigt af. Gentag med de to sidste dele af dejen.
Nu tager man sin mest kartoffelformede ting og stikker 20 små bunde ud. En kvart liter fløde piskes, og en lille smule af flødeskummet røres grundigt i den afkølede kagecreme, hvorpå resten af flødeskummet forsigtigt vendes i cremen.
Sprøjt creme på halvdelen af bundene, læg den anden halvdel på toppen af kagerne, og sæt dem på køl eller endnu bedre i fryseren.
Ælt så marcipan, glukosesirup og flormelis til en elastisk masse, der hverken må være for klæbrig eller tør. Udrul massen tyndt, og stik passende stykker marcipan ud. Tag kagerne ud af fryseren, og pak dem ind i marcipan. Vend dem så forsigtigt i en skål med kakao, til de er helt dækket af brunt fløjl.
Spil død, spis kage, og tænk på noget andet.
Serveret: Spis klogere med vores ugentlige madklummer.
