Ejner Rask har hænderne ned langs siden. De hænder, som den 70-årige vestjyde selv byggede minkfarmen uden for Holstebro med i 1981. De hænder, som har strøget hundredtusindvis af minkpelse, udvalgt de fineste, fremavlet og plejet dem. De hænder, som i novembers tidlige dage i 2020 låste porten op, så myndighederne kunne gasse hans 27.000 tæver og hvalpe og køre dem væk i containere som affald. De hænder, som han ikke kunne andet end putte i lommen ude på gårdspladsen, mens en tv-drone summede over gården på heden. Det var ikke sådan, det skulle ende.
Og det gør det heller ikke.
»Dine drueagurker, dem skal du altså til at få høstet, Ejner.«
Åse Møldsted, Ejners kone, står i den ene ende af en minkhal overdækket med hvide vækstduge, hvor potter med drueagurker næsten er til at overse.
»Du må lige sætte dig ind i det med agurker, hvis du skal til at...«
»Det skal jeg overhovedet ikke,« afbryder Ejner, mens han trasker målrettet forbi tomater, selleri, basilikum, persille og bladbede, forbi spande med visne høstede kartoffelplanter. »Ikke noget med grøntsager. Jeg tror mere på dem her.«
Han er nået frem til fire potter med chiliplanter.
Dette er Ejners forsøgsafdeling. Det er her, han tester nye afgrøder i sit nystiftede Nørager Gartneri.
Længere fremme kommer hænderne op foran kroppen. Han står foran gartneriets stolthed. Jordbærrækkerne. De tomme trådbure, hvori minkene plejede at pusle omkring, er gemt bag grønne blade så store som håndflader. De falder ned over redekasserne foran, som var burene tilgroede ruiner i junglen. Han løfter stænglerne, og bærrene kommer til syne.
»Det er jo min terapi, det her. Det at se noget vokse, om det så er dyr eller planter. Sådan en jordbærplante, der kan se så ussel ud, den begynder at vokse helt nede fra jorden og bliver til en stor, grøn plante. Jeg glæder mig hver morgen, til det bliver lyst, så jeg kan komme ud til planterne,« fortæller Ejner.
»Ligesom med minkene,« lyder det fra Åse, der er gået i gang med saksen og blidt, men tjept klipper de modne bær af for at lægge dem i bakker på det rullebord, de tidligere brugte til at køre rundt blandt minkene med. Hyldevogne, som de døde mink blev lagt på, stables nu med nyplantede potter, og en El-Mover brugt til transport af mink kan køre potterne rundt i de fire ud af 18 gamle minkhaller, som er forvandlet til drivhuse. Produktionen af jordbær, kartofler og bladbede sælges i en vejbod opstillet på genboens grund, Ringkøbingvej 36, sydvest for Holstebro.
Bryggere og bagere
Ejner Rask er ikke et særsyn blandt de faldne minkavlere. Siden regeringen den 4. november for halvandet år siden de facto lukkede erhvervet, har de rejst sig en efter en – ofte ved egen kraft og ofte ved at få nye ideer.
På den anden side af Holstebro ind mod landet er en minkfarm blevet til et gårdbryggeri, Gaardbryg ApS, med øl fra »den lyse pilsner til den mørke stout«. Sydpå, nær Ringkøbing, bages der surdejsbrød og bananroulader i et gammelt pelseri under navnet Gaardbageren. I Hvide Sande køler en forhenværende minkavler sammen med sin mand turisterne ned med veganske is i butikken Ruth & Co. Der er også en fåreavler, en producent af rullegræs, et hestestutteri, en familie- og aktivitetspark, en producent af gin fra roser og en udvikler af tejner til fangst af skaldyr blandt de nye projekter.
Erstatningen for de dræbte livsværk har avlerne ikke fået endnu, men flere af de ovenstående har modtaget støtte fra en omstillingspulje til at starte postminkfirmaer. Iblandt er også etableringen af et indendørs hundesvømmebassin og et fodplejefirma. Det oplyser Erhvervshus Midtjylland.
»Det er faktisk langt de fleste, der er kommet videre,« konstaterer formand for Kopenhagen Fur, Tage Pedersen. »Og det er jo entreprenante mennesker, så mange har startet noget nyt.«
Den novemberdag var ellers en af de sorteste i dansk landbrug. De græd, de sandblæste jyske bondemænd, så selv Enhedslisten fik medlidenhed.
Ejners mink var dog allerede kørt væk få dage inden. De havde fået corona som de første i området. Fødevarestyrelsen stillede med 18 aflivningsvogne og en anonym hær så godt indpakket i beskyttelsesdragter, at de kunne have tacklet et forlist rumskib. Pressemødet klokken 16 få dage senere så Ejner alene på den stille gård, mens Åse sad med en veninde inde ved spisebordet.
»Jeg tror, vi gik i seng,« siger Åse om reaktionen på den historiske beslutning. »Jeg kan snart ikke huske det. Jeg var jo megatræt, for min søn Jesper og jeg havde knoklet med at passe minkene, mens Ejner og en medhjælper også havde corona.«
Sønnen Jesper ejede ti procent af minkene.
Christina Mohr Jensen, psykolog og faglig leder af Region Nordjyllands psykosociale beredskab og lektor i klinisk psykologi på Aalborg Universitet, stod i frontlinjen og hjalp de angste, ulykkelige og stressede avlere. Hun havde læst op på litteraturen om mental sundhed i landbruget, og det var grum læsning.
»Landmænd, der mister deres dyr, har en særlig høj selvmordsrisiko,« fortæller hun. »Der var i det hele taget mange ingredienser, som gjorde os bekymrede for, hvordan avlerne ville reagere og tilpasse sig på kort og længere sigt.«
Det er ikke, fordi de ramte ikke gjorde brug af psykologer, og to gange holdt Christina Mohr Jensen oplæg over Zoom for 800-900 lyttende avlere, som fik at vide, at søvnløshed, uro, hukommelsestab og appetitløshed var en del af pakken. De havde jo ikke bare mistet deres arbejde, men deres identitet og måske en hel slægtshistorie.
»Men der er altså noget resiliens, noget modstandskraft i dem. Og hvor kommer den så fra? Landmentaliteten med, at den fikser jeg? Eller sammenhængskraften avlerne imellem? Jeg er i hvert fald blevet glædeligt overrasket over deres evne til at komme igennem det her,« siger Christina Mohr Jensen.
Fugl Føniks
Heller ikke embedsfolk og politikere i landets største minkavlerområde havde forventet at se Fugl Føniks så tidligt. Kort efter aflivningen oprettede Holstebro Kommune en taskforce til at tage sig af avlerne.
»Vi tænkte jo, vi ville stå med en stor gruppe, som havde brug for hjælp. Ligesom da Danish Crown lukkede,« siger formanden for arbejdsmarkedsudvalget i kommunen, Dorthe Pia Hansen (S).
Men taskforcen fik næsten ingen henvendelser.
»Vi blev noget overraskede over, at der ikke kom flere. Det ser vi nu ikke som en fiasko, men som en stor succes. Vi mødte bare et folk, som var vant til at løse tingene selv,« siger Dorthe Pia Hansen.
Det folk kaldes landmænd, og spørger man professor emeritus i kulturhistorie Johs. Nørregård Frandsen fra Syddansk Universitet, er det ikke så mærkeligt, at minkavlerne allerede er videre. Selvstændighed og idérigdom ligger nemlig i landbokulturen.
»Det her med at sige, at de bare sidder og drikker bajere, mens de venter på den store fede erstatning, det passer altså ikke. De er overlevere. De har en ophobet kraft af stædighed og forandringsvillighed, der gør, at de lynhurtigt har fundet noget andet at lave. Det er i grunden en utrolig historie,« siger han.
I hans øjne er landbruget langt mere omstillingsparat, end det får skyld for.
»De landmænd, der skiftede over til mink, måske i 1950erne eller 1960erne, tog i sig selv en chance ved at gå fra traditionelt landbrug til fremmede dyr. De var foregangsmænd. Det er minkavlernes fædre. Så det ligger i deres kultur og i deres gener,« siger han og peger på en anden faktor: selvstændighedskulturen.
»Den har været i dansk landbokultur de seneste tre-fire generationer. Den har at gøre med, at landmændene er selvstændige gårdejere, og at gården er forankret i en tradition større end dem selv. I arbejderkulturen er løn og liv adskilt, man arbejder for at leve. Men i landbruget lever man for at arbejde. Gården er dit aftryk i verden, og den skal for alt i verden udvikle sig. ’Det her er mit sted, hvad kan jeg selv gøre? Hvordan kommer jeg videre?’« siger Johs. Nørregård Frandsen, der i øjeblikket skriver på et bogkapitel om dansk landbokultur til storværket Dansk landbrugshistorie.
Tre for 100 på en fredag
Få uger efter Ejner Rasks mink var brændt, ringede han til den lokale gartner Verner Lind Thomsen:
»Jeg vil spørge, om jeg kan købe nogle jordbærplanter?«
»Men de kan først bestilles i januar,« svarede Thomsen.
»Nå, okay, så venter vi til januar.«
Måneder inden minkaflivningen havde Ejner set et tunneldrivhus i fjernsynet og tænkt, at han kunne halvere minkproduktionen og i stedet dyrke afgrøder i minkhallerne. Derfor »var det bare at hive planen frem«. Thomsen hjalp ham som konsulent og mentor, og sidste sommer var der første gang jordbær i boden.
»Du er sådan indrettet, at du skal have noget at give dig til. Da vi fik plasmacytose, lavede du jo den sø der,« siger Åse og peger ud i haven, efter vi har sat os indenfor til hjemmebagte boller og jordbærmarmelade.
At kalde søen en havedam er en underdrivelse. Der er tale om en kombineret pool og fiskedam idyllisk invaderet af åkander. Et rensningsanlæg holder vandet klart, mens et vandfald ilter det.
Plasmacytose er en virussygdom, der to gange har betydet, at Ejner måtte aflive hele besætningen.
»Man kan få mange ideer, mens sådan nogle haller bliver rengjort,« siger Ejner, der begynder at fortælle om, hvordan han ikke kunne bruge jordbærsorten sonata, som Thomsen anbefalede.
»Den passer ikke ind i mit system. Den gror helt nede ved roden, så bærrene klumper sig sammen. Jeg skal have en, hvor de falder mere udover.«
Derfor har han selv fundet frem til den mere sjældne sort alba. Men så afbryder hans kone.
»Jeg kører!«
»Hvad sker der nu?« Ejner drejer hovedet.
»Ja, nu er der ikke flere jordbær, skriver Lis.«
»Åh katastrofe, Det er noget grufuldt noget, hvis det går tomt deroppe … Puha, ikke flere jordbær … Det er også, fordi vi har tilbud i dag. Tre for 100, og så på en fredag.«
Åse er for længst kørt med de to kasser, hun plukkede tidligere.
Det har slet ikke strejfet Ejner at gå tilbage til mink, ligesom kun 15 avlere har ansøgt om dvalekompensation med henblik på at genoptage erhvervet senere. 1.243 minkavlere har søgt om nedlukningserstatning.
Det giver mening, for fremtiden er plantebaseret, siger Henning Otte Hansen, seniorrådgiver i landbrugsøkonomi ved Københavns Universitet. Han oplevede allerede i sommeren 2021, at de fleste af avlerne havde lagt minkeventyret bag sig og tænkt nyt, da han holdt oplæg for dem om landbrugsmarkeder.
»Nogle ville i stedet til at avle kaniner, men der sagde flere rådgivere, at det var en dårlig idé. Kaniner produceres og eksporteres især i lande, som vi ikke kan konkurrere med,« siger han.
Minkerhvervet udsprang selv af en landbrugskrise, nemlig den i 1930erne, hvor priserne styrtdykkede, og avlerne har siden begyndelsen været særligt driftige, forklarer Henning Otte Hansen.
»De er mere liberale, måske mere ’rabiate’ og mere fandenivoldske end for eksempel kvægproducenter og planteavlere, som har mere stabile markedsvilkår. Andre landbrugserhverv har kigget mod minkavlerne som et forbillede, fordi de har været så markedsorienterede og klaret sig uden EU-støtte.«
Hvert år skulle avlerne eksempelvis forudsige tøjmoden. Ville den nye dille blive kort- eller langhårede pelse?
Ejner skulle have været griseavler ligesom hele sin familie, men da han sad på et regnskabskontor som nyuddannet landbrugstekniker så han, hvordan minkavlerne skovlede penge ind. Så han skiftede erhverv. Nu gør han det så én gang til.
»Om lidt skal vi til at planlægge næste års produktion, og der skal der jo tænkes dybe tanker. Jeg vil gerne eksperimentere med at sætte kartoflerne under jordbærrene, så vand og gødning kan dryppe ned på dem. Det er mere bæredygtigt.«
Ejners hænder finder et jordbær i skålen. Der er spagnum under neglene. Næste sæson skal de hænder sætte 10.000 jordbærplanter, fire i hver potte.
