Forbrydelse og straf. Var det Dostojevskijs roman, der for 130 år siden fik fabrikant Adolph Philipsen til at slå en inkassator ihjel? Bogens rolle blev diskuteret ivrigt i kølvandet på et af kriminalhistoriens mest besynderlige coverups.

Den danske Raskolnikov

Den danske Raskolnikov

Den 10. januar 1890 kunne man i avisen København læse følgende opsigtsvækkende nyhed: »Et gammelt Kontorbud […] har været forsvundet i et Par Dage. Han er sidst blevet set i St. Kongensgade. De Penge, han var sendt i Byen med, har han afleveret, hvor han skulde, og da han er en overordentlig paalidelig Mand, kan der kun være Tale om Selvmord i Sindsforvirring eller … Rovmord!« Politiet undersøgte naturligvis kontorbuddets færden grundigt, men det eneste, man kunne fastslå, var, at buddet – hvis navn var Johan Meyer – sidst var set ved en isenkræmmerbutik i St. Kongensgade omkring klokken halv to.

Isenkræmmeren hævdede imidlertid at have betalt sin regning og havde derefter ikke set noget til Meyer. Ud fra informationer indhentet fra Carl Lunds Fabriker, hvor Meyer fungerede som inkassator, kunne politiet yderligere konstatere, at Meyer havde ti regninger, som stadig var udestående. Man gik derfor i gang med at kontakte disse kunder. De fleste af kunderne vedkendte sig, efter at have undersøgt deres regnskaber nærmere, at skylde de beløb, de stod debiterede for i Carl Lunds regnskabsbøger – og betalte i øvrigt regningerne. En af kunderne havde dog en mindre korrektion. Kunden mente nemlig kun at skylde 32 kroner og ikke 189 kroner, som det fremgik af Carl Lunds regnskab.

Det var en vognsmørelses- og sæbefabrik, der havde indgivet korrektionen til Carl Lunds Fabriker. Firmaet var ejet af en Adolph Philipsen, som tidligere producerede »den eneste ægte Normalsæbe«. Fabrikanten havde dertil kontakt op i nogle af Københavns mere velstående kredse, idet han var gift med datteren af en meget respektabel og agtet familie. Ægteskabet, som var indgået halvandet år tidligere, lod i øvrigt til at være ideelt.

De havde sammen en lille søn, og den 34-årige Philipsen så ikke ud til at have nogen skjulte laster – medmindre da litteratur og filosofi var en last, for disse emner interesserede Philipsen levende, og særligt bogen Forbrydelse og straf af den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij. I det berømte værk, der i 1884 var udkommet på dansk, myrder en ung mand – Rodion Raskolnikov, der ser sig selv som en slags overmenneske – en gammel pantelånerske. Til hans bekendtes overbærende forundring optog det nye russiske værk Philipsen næsten manisk. Konstant talte han om det og ønskede at diskutere dets centrale ideer.

Philipsen forsvinder

Den 20. februar henvendte Philipsens hustru sig til Københavns Politi. Hun frygtede, at hendes mand var blevet gal. Selvsamme dag havde hun nemlig modtaget et brev afsendt fra Hamburg. I brevet havde
hendes mand skrevet, at han i lang tid »havde levet paa en Løgn«, og at han nu stod i »Begreb med at foretage en lang Sørejse«. Politiet besluttede nu at handle hurtigt. Man formodede, at Philipsen var stukket af for at undgå at blive sigtet for brandstiftelse i forbindelse med en mistænkelig brand, der var opstået i hans vognsmørelsesfirma i St. Kongensgade 31. januar 1890. Den 20. februar fik opdagelsesbetjent Klein derfor også ordre til at rejse til Hamburg og opstøve Philipsen.

Til hans bekendtes overbærende forundring optog det nye russiske værk Philipsen næsten manisk.

Kleins rejse til Hamburg skulle blive berømt i samtiden, for den bød på en del overraskelser. Ankommet til Hamburg begyndte den gode opdagelsesbetjent at gå rundt på de forskellige hoteller og forhøre sig. I den forbindelse hørte han, at der »(…) paa Hotel ‘Zum Freihafen’ havde boet en Person, der talte tysk med fremmed, formentlig dansk Accent, og som havde navngivet sig Albert Philip, og foregivet at være Doctor (…)«. Den skarpsindige Klein var nu overbevist om, at dette måtte være Philipsen.

Klein fik imidlertid fra et udrejsekontor at vide, at Philipsen den 19. februar var afrejst fra Hamburg med dampskibet German. Klein gav dog ikke op. Han kontaktede Germans skibsreder for at høre, hvornår skibet ville anløbe Southampton. På rederens kontor fik han imidlertid at vide, at dampskibet var stødt på grund i Elben, og at det endnu sad fast på den anden side af Blankenese. Nu handlede Klein igen resolut. Han fandt nemlig det grundstødte skib og gik ombord. Her pågreb han fabrikanten med ordene: »De er anholdt.« Philipsen ønskede dog ikke at sige meget, idet han var »en hel Deel fortumlet i Hovedet (…) over paa anførte Maade at være bleven anholdt«, som Klein berettede i en rapport til Københavns Politi 23. februar 1890.

Karlens frakke

Da Klein nogle dage senere ankom til København, besluttede man, at Philipsens kontor og fabrikslokale skulle ransages. Man ville se, om der kunne findes noget, der pegede på, hvorfor inkassator Meyer var forsvundet. Klein skulle forestå ransagningen. Hverken på kontoret eller i fabrikslokalet blev der imidlertid fundet noget, der kunne styrke den opståede formodning om, at Philipsen kunne have været involveret i Meyers forsvinden.

Den 11. april sivede det imidlertid ud til pressen, at politiet ville sigte Philipsen for at have myrdet Meyer. Avisartiklen læste Philipsens karl, Bringelsen. Bringelsen fortalte nu politiet, at der i fabrikkens pakkerum havde stået to større kasser, den ene oven på den anden, samt en stor tønde – angiveligt indeholdende kokosolie. Kasserne indeholdt cirka 4.000 stk. af det »Desinfektions-Middel«, som Philipsen havde opfundet. Bringelsen havde nu kigget bag kasserne og her fundet to frakker: en overfrakke og en almindelig jakke. Dette fortalte han Philipsen, der ligesom lidt distræt blot sagde: »Naa, det kan gærne være, der er to; den ene havde jeg egentlig tiltænkt min gamle Karl, men tag De dem nu begge.«

Bringelsens frakke og jakke, som han så storsindet havde fået af Philipsen, blev nu undersøgt nærmere, og man kunne hurtigt fastslå, at begge havde tilhørt den forsvundne Meyer. Kasserne blev også fundet – og de indeholdt desinfektionsmiddel. Så langt så godt. Men hvad med tønden, hvor var den, og hvad var der i den?

Hos dampskibsselskabet blev det nu oplyst, at der med Thingvalla var sendt en stor tønde 13. januar. Tønden var sendt til Beresford Bros. i Racine, Wisconsin, USA. Afsenderen var opgivet som Schmidt & Co. Thingvalla-selskabet kontaktede nu telegrafisk dets agent i New York. Agenten skulle undersøge, hvor den famøse tønde var blevet af. Herefter blev Philipsen taget til afhøring 12. april. Han skulle forklare, hvordan Meyers frakke og jakke var havnet på hans lager og efterfølgende var kommet i hans karls besiddelse.

Tønden åbnes

Hans forklaring endte med at blive en tilståelse: Efter at Bringelsen havde transporteret den store tønde op i fabrikkens lokale, havde han ladet den fylde halvt med ulæsket kalk. Den dag, 8. januar, da han havde aftalt med Carl Lunds Fabriker, at Meyer skulle komme forbi, sendte han Bringelsen bort i et længere ærinde – og han var nu parat til at modtage den gamle inkassator. Da han var kommet indenfor, låste Philipsen døren og bad Meyer tage plads i en chaiselong. Da Meyer havde taget plads, gik Philipsen om bag ved ham. Kommet om bag Meyer greb han pludseligt og resolut fat i den gamle mands hals med begge hænder. Inkassatoren nåede næppe at registrere, hvad der foregik. Efter nogen kamp mistede den ældre mand bevidstheden, og nogen tid senere var han død.

A. Philipsens tønde. Foto: Politimuseet.
A. Philipsens tønde. Foto: Politimuseet.

Philipsen tog nu mandens jakke og frakke af og ransagede indgående hans lommer for værdier. Udbyttet blev dog pauvert – kun cirka 100 kroner. Det endnu varme legeme bar han straks ud i fabrikslokalet og lagde ned i tønden. Derpå sømmede han tønden til. Da Bringelsen ud på eftermiddagen kom hjem, bad han ham om næste morgen at sende tønden til New York – det hastede meget! Herefter blev tønden over Hamburg sendt til New York. Ved opdagelsesbetjentenes forespørgsel om, hvor tønden nu kunne tænkes at befinde sig, kunne Philipsen kun trække på skuldrene. Den henstod sikkert stadig på toldboden i New York.

Philipsens antagelse om, at tønden henstod på toldboden i New York, viste sig at holde stik. Kort efter fik Thingvalla-selskabet nemlig et positivt telegrafisk svar på det telegram, firmaet havde afsendt til dets agent i New York. Den 26. april blev tønden, uden de store diplomatiske forviklinger, afsendt til Danmark med amerikadamperen Norge. Den 15. maj ankom amerikadamperen til Danmark medbringende sin besynderlige last. Tønden blev i al stilhed overført til Toldvæsenets damper ude ved Trekroner og ført til Tuborg Havn. Herfra kørtes den til Johannesstiftelsen – et datidigt hospital – i en arbejdsvogn. Tønden var skjult i en stor firkantet kasse. Da politiet åbnede kassens første bræt, blev der udsendt en nærmest »pestagtig Lugt«. Herefter blev tønden rullet ind i obduktionsstuen, hvor blandt andet opdagelsesbetjent Klein stod klar til at undersøge indholdet – man havde en fornemmelse af, at det ikke ville blive muntert.

Nihilist eller rovmorder?

Ved hjælp af hammer og økse blev bunden slået op, og lokalet blev fyldt af en forfærdelig stank. Tønden måtte derfor spules med vand for hurtigt at bortskylle den tørre, stinkende kalk. Herefter kom den stakkels myrdede Meyer til syne. Han lå i bøjet stilling med korslagte arme og knæene trukket op under brystet.

Da politiet åbnede kassens første bræt, blev der udsendt en nærmest »pestagtig Lugt«.

Retssagen opnåede naturligvis stor opmærksomhed. Her idømtes Philipsen i 1891 dødsstraf for overlagt drab på inkassator Meyer. Højesteret stadfæstede efterfølgende dommen. Ved efterfølgende kongelig resolution blev straffen forandret til livsvarigt tugthusarbejde. I årene herefter var sagen genstand for omfattende diskussion. For hvorfor havde Philipsen myrdet inkassatoren? Var det, fordi han var i pengebekneb, eller skyldtes det, at han var en af datidens nihilister, som havde forlæst sig på Dostojevskijs Forbrydelse og straf og rettet inkassator for pantelånerske.

Motivet til drabet blev aldrig endelig afklaret, men fast står det, at Philipsen vitterligt havde været meget optaget af Forbrydelse og straf forud for drabet – og i fængslet havde han da også senere, ifølge flere kilder, svære filosofiske og religiøse anfægtelser. Efter 14 år blev den filosofiske drabsmand imidlertid benådet. Efterfølgende rejste han til Canada. Med ham fulgte hans hustru og søn. Hustruen havde ikke svigtet Philipsen, men troligt holdt kontakten til ham ved lige i fængslet. Meget kunne altså tyde på, at Philipsen faktisk angrede og fik et nyt liv. Også her har historien sine ligheder med Dostojevskijs Forbrydelse og straf.