Tæppefald. Næsten fem millioner menneskers liv i den afghanske hovedstad er forandret for altid. Det, der var, er væk.

Farvel til Kabul

Farvel til Kabul

For to år siden flyttede jeg ind i et tidligere Taleban-fængsel med granatæbler og figentræ i haven. En smuk gammel villa med mus på loftet og et mandeltræ, hvis hvide blomstersky fortalte os, når foråret var på vej.

Jeg kendte ikke stedets historie, før en afghansk ven kom på besøg, imens min sambo og jeg gik og malede stuen. Hele huset havde været proppet med fanger, fortalte han, imens vi gik fra værelse til værelse. Mennesker, som Taleban havde dømt for sædelighedsforbrydelser, blev buret inde her og mishandlet for at have for kort skæg eller en VHS-afspiller gemt på loftet. Den slags ting.

Min ven stoppede foran et vindue og stirrede stille ud. »Har du brug for et knus?« spurgte jeg. Det havde han, og der stod vi så lidt.

Han var en stor knægt, da Taleban satte ham i fængsel. Efter at regimet blev omstyrtet af USA, begyndte et nyt liv. Jeg mødte ham til havefester med levende musik og lyskæder, hvor landets kreative klasse diskuterede en krig, ingen af os kunne se afslutningen på.

Søndag kom den.

Virkeligheden viste sig at blive meget værre, mere desperat og kaotisk, end nogen af os kunne have forestillet os. På en dag blev omtrent fem millioner liv i Kabul forandret for altid.

»Alt er borte,« skrev en ven til mig i en sms.Nederlaget er åbenlyst i Afghanistan, men det er et vilkår i en verden, hvor der til stadighed er kræfter, der vil gøre alt for at underminere demokrati og menneskerettigheder.

Solen spiller gennem det grønne sløringsnet, som er spændt ud over verandaen for at give skygge. Min sambo og jeg drikker kaffe i skyggespillet, og hunden døser hen. To blackhawk-helikoptere krydser lavt over haven, og ænderne, som vralter rundt og passer sig selv, skræpper op. Ude på vejen kommer en isvogn forbi og spiller en metallisk version af »Für Elise« eller »Happy Birth­day«. Sådan begyndte sommerdagene i mit hjem i Kabul, før Taleban indtog landet.

De seneste måneder har jeg haft en fornemmelse af, at jeg skulle optage mine venners stemmer og historier. Som om min underbevidsthed forstod, at det var sidste chance. At alt det, vi kendte, var væk om lidt.

»Jeg er på Le Bistro til klokken 15.« Beskeden fra Rada Akbar dinger ind på min telefon midt i april. USAs præsident, Joe Biden, har lige besluttet at trække de sidste amerikanske soldater ud af Afghanistan, uden at der er indgået en våbenhvile med Taleban. NATO følger trop. 32-årige Rada er kunstner og fotograf og er gået med til at give et interview om sit syn på tilbagetrækningen.

På vej til cafeen møder jeg de samme betjente, der altid står ved et par checkpoints i mit nabolag. De hilser med smil og lægger hånden på hjertet. Jeg svarer hilsenen på samme måde og ler, når de gestikulerer med hænderne, som om de holder på et cykelstyr. Hvad er der blevet af min motorcykel, spørger de; en rød, kinesiskproduceret 70-kubik af det endnu ikke verdenskendte mærke Super Linda. Til stor underholdning for betjentene lærte jeg at køre motorcykel i disse gader, og siden er de gået meget op i mine trafikale rutiner. Selvom kvinder i Kabul har fået mere frihed de seneste årtier, er det sjældent, man ser dem i førersædet.

Virkeligheden viste sig at blive meget værre, mere desperat og kaotisk, end nogen af os kunne have forestillet os. På en dag blev omtrent fem millioner liv i Kabul forandret for altid.

Jeg tager en taxa fra et firma, jeg kender godt, til cafeen og skriver mig ind på listen i porten. Der er ingen bevæbnet vagt, men en ung mand i et lille skur, som mest af alt agerer portner. Man kan næsten altid være sikker på at møde en bekendt, så jeg scanner gæstelisten: Jeg er tydeligvis ikke den eneste, der skriver under med en krusedulle, fordi jeg ikke har lyst til at have mit navn stående på lister, jeg ikke ved hvor ender.

Indenfor åbner sig en lukket gård med en have i midten omkranset af rosenbede. På en af murene er et maleri af en dreng, som skubber et stort lyserødt hjerte i en trillebør. Løfter man blikket fra ham, er der udsigt til TV-Hill, en høj bakketop midt i byen, som har fået navn efter alle antennerne deroppe. Små firkantede lerhuse malet i pangfarver strækker sig hele vejen op ad bakken. Når det er mørkt, er der kun lys fra stuerne nederst. Den øverste halvdel har hverken strøm, varme eller vand, og mange af indbyggerne er flygtninge, som er kommet til byen gennem fire årtiers krig og konflikt.

Indenfor i cafeen sidder unge mænd og kvinder sammen og spiser thai-oksekødssalat, kebab og citrontærte med lemonade til. Væggene er pyntet med malerier af Afghanistan, og om vinteren står en brændeovn midt i rummet.

Gæsterne er unge og chikke: kvinder i høje hæle eller sneakers, flagrende kåber og løst hår; mange tager tørklædet af, så snart de kommer ind gennem porten. Mænd i jakkesæt eller den klassiske shalwar kameez, kjortel, i et moderne, mere stramtsiddende snit.

»Unge mennesker i Kabul forstår slet ikke det liv, vi har herude,« fortalte en 18-årig dreng med en kalasjnikov mig i sommer i ørkenen uden for Kandahar. Han havde taget jobbet, fordi han ikke kunne finde andet, men havde stadig aldrig fået løn. Frihederne i Kabul hang unægteligt sammen med krigen på landet.

Rada og jeg sætter os ved et bord i et hjørne af haven og begynder interviewet om USAs tilbagetrækning og det internationale samfund i Afghanistan.

»De er ligeglade med, hvad der vil ske med demokrati, afghanske kvinder og menneskerettigheder,« siger Rada denne dag i april og fortsætter:

»Jeg tror, der venter os en katastrofe.«

Jeg har tit mødt soldater på frontlinjen, som har sagt, at de sagtens kan leve side om side med Taleban, hvis bare det betyder, at freden lægger sig over Afghanistan. Bag os tænder en korthåret kvinde en cigaret og blander sig i samtalen med kommentaren:

»Det er, fordi de ikke selv har noget at tabe. Det er kvinders rettigheder, de sælger ud af.«

Den afghanske medieverden er en af de seneste 20 års succeshistorier. Kritiske og modige journalister dækker i døgndrift krigen og livet. Radiojournalist Aliyas Dayee fra Helmand var en af de bedste. Torsdag den 12. november 2020 blev han dræbt af en bombe, der var sat fast til hans bil.

Få dage forinden spiste Dayee og jeg morgenmad med udsigt over Helmandfloden på Bost Hotel, hvor jeg var indlogeret.

Vi talte om, hvor mange fugle der var på sandbankerne. Ifølge Dayee holder fuglene sig væk fra floden, når der er kampe og ufred i Helmand. Når der er ro, flokkes de ved bredden. Denne novembermorgen var der flere fugle, end vi havde forventet. Dumpe brag af artilleri og maskingeværer kunne høres nat og dag fra den anden side af floden. En måned inden var Taleban begyndt at angribe Lashkar Gah, hovedbyen i Helmand, hvor Dayee boede med sin kone og datter. Dagen forinden havde vi talt med soldaterne på frontlinjen og mødt nogle af de tusinder af familier, som var flygtet ind til byen. Dayee havde selv huset fuld af familiemedlemmer i samme situation.

Det er, fordi de ikke selv har noget at tabe. Det er kvinders rettigheder, de sælger ud af

Kvinde på café i Kabul, om de afghanere, der siger, at de godt kan leve med Taliban, hvis bare der er fred i landet

Han havde plukket en stilk afghansk basilikum i haven foran hotellet, som han gik og snusede til hele dagen. Ovre på den anden side af floden stod træerne orange, gule og brune.

»Alle taler om foråret, men efteråret er så smukt,« sagde Dayee med blikket på træerne, imens vi spiste.

»Træerne fortæller os en historie. Bladene vokser frem, friske og grønne, men en dag falder de. Og så begynder det forfra,« sagde han.

»De fortæller os, at en dag er vi borte, og efter os kommer vores børn.«

To dage efter var han død.

Det samlede pressekorps i Helmand flygtede til Kabul, og en bølge af målrettede mord på journalister, aktivister og offentligt ansatte ramte i hele landet. Også i hovedstaden bredte frygten sig blandt journalister. Folk blev ringet op og fik at vide, at deres navne stod på Talebans dødslister. Farahnaz Forotan, som fik international anerkendelse, da hun, uden hovedtørklæde, interviewede talebaneren Mullah Abdul Ghani Baradar sidste år, tog konsekvensen af truslerne og forlod landet.

Den 2. november 2020 angreb bevæbnede gerningsmænd Kabul University og dræbte mindst 35 studerende og undervisere. Dagen igennem stod afghanske journalister og fotografer uden for universitetet, imens gerningsmændene havde barrikaderet sig indenfor og tog kampen op med sikkerhedsstyrkerne. Næste morgen trådte jeg chokeret igennem glasskår og blod i klasseværelserne. Der lå en højhælet sko, en bog, en stak skoletasker. En afghansk reporter fik øje på mig og kom hen til mig:

»Det her er krig,« konstaterede han og smilede, som for at tage mig i hånden gennem den opgave, det var at rapportere om noget så modbydeligt. Han havde prøvet det mange gange før: Hver gang der skete noget blodigt og tragisk, var han på pletten med kamera og mikrofon. Nu er han gået under jorden.

»Islam er en meget vigtig værdi i vores land. Intet skal gå imod vores islamiske værdier, når det gælder medierne,« sagde Taleban-talsmand Zabiullah Mujahid, da bevægelsen for første gang i 20 år holdt pressemøde tirsdag.

Samtidig forsøgte flere af mine venner desperat at komme ud af landet gennem en lufthavn, der virkede som sindbilledet på en katastrofe, der ventede på at ske.

»Disse er de mørkeste og sværeste dage i mit liv,« skrev en ven. En anden sagde det kortere: »Fuck alt det her.«

I slutningen af 1990erne forbød Taleban alle former for kunst og kultur. Biografer, radioer og tv blev stille. For et par år siden tog jeg og nogle venner over TV-Hill for at komme i Aykhanom-biografen i Pol-e-Sorkh, en livlig og liberal bydel – efter afghansk standard – med tøjforretninger, bogbutikker og konditori. Dagens film var den afghanske instruktør Shahrbanoo Sadats seneste film, Mit Børnehjem, og salen var pakket med unge mænd og kvinder. Et par havde deres baby med i en lift og svigermor som backup, der trådte til og tog barnet med ud, da det vågnede.

I filmen ender en flok drenge på børnehjem i Kabul under den sovjetiske invasion fra 1979 til 1989. Stilen er eksperimenterende og farverig med små musikvideoscener, hvor skuespillerne bryder ud i Bollywood-sang. Drengene taler et hverdagsdari, den afghanske dialekt af persisk, som man sjældent hører i afghanske film. De bander og taler om piger. Min ven, en granvoksen afghansk mand, græd af grin.

»Det var fuldstændig sådan der, vi talte i 80erne,« sagde han bagefter og klukkede.

Men det var ikke alle tilskuerne, som tog lige så godt imod filmen.

Det opdagede vi, da instruktøren bagefter svarede på spørgsmål fra publikum. En ung kvindelig tilskuer gav i flere omgange heftigt udtryk for, hvor modbydeligt det var at høre på sådan et sprog. Man kunne nærmest mærke, at resten af salen rullede med øjnene.

Til slut i filmen fortrækker de sovjetiske soldater fra Afghanistan. Drengene tror, at alt er godt, ind til et nyt problem marcherer i flok op til børnehjemmet: De langskæggede mænd.

Efter filmen spiste vi iransk på VIP Restaurant og tog en af de gul-hvide taxaer hjem. Bilerne i Kabuls gader er poesi på hjul. De fleste bagruder er dekoreret med et digt, motto eller vers. En af klassikerne lyder:

»Mit liv er måske noget rod, men jeg lever stadig.«