USA og øvrige vestlige lande har presset på for at få den israelske krig mod palæstinensiske Hamas kørt over på et andet og mindre blodigt spor – væk fra de massive bombardementer af boliger og faciliteter, der koster mange dræbte civile, og hen imod målrettede kommandoraids mod specifikke Hamas-mål. Og den israelske regering og militære ledelse synes nu at have indstillet sig på, at den nuværende højintense fase af krigen må afsluttes i løbet af få uger, selvom Hamas nok er svækket, men ikke besejret.

Med overgangen til en ny krigsfase melder spørgsmålet sig, hvad der skal ske med den sønderbombede Gazastribe. Hvem skal have den militære kontrol med området? Hvem skal styre administrationen i stedet for Hamas? Hvem skal administrere og ikke mindst finansiere genopbygningen?