Jødiske lokaliteter

VI er naturligvis opmærksomme på jødiske lokaliteter.« Sådan lød det torsdag eftermiddag fra politiet, som tilsyneladende har forhindret et alvorligt terrorangreb i Danmark. Tre personer er anholdt med »tråde til bandemiljøet og den forbudte bande Loyal to Familia«, lyder det. Statsministeren kalder det for en »uhyre alvorlig« sag. Det vides ikke endnu, hvad der har været målet for det planlagte terrorangreb, men det er et kendt faktum, at truslen er høj, når det gælder netop jødiske lokaliteter, der allerede bevogtes af bevæbnet politi.

ER den aktuelle situation dybt alvorlig, er den desværre ikke ny. Jødiske lokaliteter har været mål for terror i flere årtier: Bombeangrebet mod synagogen i København i 1985 viste, at den palæstinensiske terror mod jødiske mål i Vesten også vil ramme Danmark. Op gennem årene steg trusselsniveauet, og efter flere angreb mod jødiske mål i Europa blev Dan Uzan myrdet, mens han holdt vagt foran en bat mitzvah-fest i Krystalgade. En plan om at bombeangribe den jødiske skole blev stoppet i tide. Siden har sikkerheden omkring danske jøder været meget høj.

I store dele af det arabiske Mellemøsten og blandt alt for mange indvandrere i de vestlige lande opfatter man jøder og israelere som ét og det samme: Alle er de zionister og derfor medansvarlige for Israels politik. Det har gennem årene haft den konsekvens, at palæstinensiske grupper har angrebet jøder over hele verden; fra Argentina til Belgien. Konsekvensen er entydigt, at jøder – også i Danmark – lever i undtagelsestilstand. Ønsker de et aktivt jødisk liv, kan det kun ske bag bevæbnede politifolk og soldater. Og der er stadig mere snævre grænser for, hvordan dette liv kan udfolde sig.

UNDTAGELSESTILSTAND er virkelig det mest rammende udtryk – og den når i disse måneder bristepunktet. Når udtrykket »jødiske lokaliteter« benyttes på denne måde, får det ikke bare danske jøder til at reagere med stærk frygt. Den konstante trussel isolerer dem også i Danmark, hvor de har hørt hjemme gennem 400 år. Staten beskytter det jødiske samfund med de midler, den har til rådighed, men bevæbnede vagter, pigtråd, hyppige trusler og en stadig mere kvælende frygt skubber jøderne ud i en position, hvor de ikke længere kan fungere som en naturlig del af samfundet. Det kan man beklage dybt, men det er virkeligheden. For nylig markerede vi 80-årsdagen for oktober 1943, hvor danskerne nægtede at give efter for jødehadets konsekvenser. Det er en af de stolteste begivenheder i danmarkshistorien. Den fortælling er nu ved at blive overskygget: Man kan ikke længere tage jødisk liv i Danmark for givet.