Leder. Besættelsen er forfærdelig for palæstinenserne. Og den ødelægger både Israels demokrati og forsvarsevne. Det næste opgør handler om Israel selv. Det bliver voldsomt.
Efter krigen
ISRAEL er i krig med Hamas med det erklærede mål at fjerne terrorbevægelsen fra magten i Gaza. Ved terrorangrebet 7. oktober ophørte Hamas med at være en legitim repræsentant for palæstinenserne eller en modstandsbevægelse med en »militant gren« og viste sig som dødskult. De stadige vidneudsagn om uhyrlighederne bekræfter, at angrebet var en gamechanger for Israel, hvilket det burde være for alle. Insisterer man på en egentlig våbenhvile, må man, som den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, siger, forholde sig til konsekvensen: at Hamas bliver siddende på magten i Gaza. Efter 11. september aktiverede NATO for første gang musketereden, hvorefter hele alliancen erklærede Taleban krig. Den 7. oktober var et angreb på urokkelige værdier. En længerevarende våbenhvile er fri fantasi.
KAN man forstå Israels motiv, må man også insistere på israelernes ansvar for palæstinensiske civile. Palæstinensernes grund til at frygte, at flugt vil medføre permanent, tvungent eksil: Det er selve uretfærdigheden i deres historie. Aktuelt gælder folkeretten og krigens love også Israel, som åbenlyst skal gøre mere for at skærme civile. Der skal massiv nødhjælp ind i Gaza, og Israel kan selv bidrage, herunder tilbyde civile ofre behandling. I disse uger slås mennesker ihjel i et horribelt omfang, hvilket er ulykkeligt nok i sig selv. Og jo flere uskyldige palæstinensere der dør og lemlæstes, desto værre bliver det palæstinensiske traume, og desto mere uoverskuelig bliver fremtiden – også uden Hamas.
Del:
