Trigger warning. »Hamas kalder sig selv krigere, men det, jeg ser, er hverken krigere eller frihedskæmpere, men bare psykopater i blodrus.« Susanne Staun forklarer, hvorfor hele verden bør se optagelserne af massakren i Israel 7. oktober.
Vredens dag
Illustration: Mathias Hoeg
De begynder først at smile og råbe af glæde, når jøderne falder døde om. Da de ankommer i lastbiler og på motorcykler, emmer de af alvor, tillukkede i deres skudsikre veste, med AK-47ere og raketdrevne granater. Det er ikke kun udstyr, de skal bruge mod militærbaser, men også mod ubevæbnede jøder, intetanende bilister, glade festivalgæster og kibbutzniks, der sover eller render rundt på deres ejendom i underbukser.
En ting er sikker: Ved at myrde over 1.400 israelere og andre, der lige i de dage befandt sig i Israel, har de vundet verdens sympati. Og måske er det bevæggrunden for israelernes beslutning om at vise filmen for stadig flere mennesker. Krig er også propagandakrig. Men måske er bevæggrunden nok så meget præcis det, som talsmand for den israelske hær Daniel Hagari formulerede det forud for den allerførste pressevisning på en militærbase nord for Tel Aviv: at fjerne »det Holocaust-benægtelseslignende fænomen, der sker i realtid«. I takt med at bomberne falder i Gaza, glider massakren ikke kun i baggrunden, men transformeres til en unævnelig, usammenlignelig lille detalje, der sine steder tillige afvises som noget, der aldrig er sket. Så hvis glasmontrerne med hår og sko på Auschwitz-museet og alle de andre vidnesbyrd om Holocaust er vigtig dokumentation, så gælder det også denne ramponerede udstilling af meningsløs intimvold, der førte til bombningen af Gaza. Og de døde og lemlæstede børn i Gaza – er vi ikke også forpligtede til at bevidne dem? Jo da. Og det gør vi også. Hver dag på tv, især på Al Jazeera, som i øvrigt har lavet en 60 minutter lang dokumentar: Gaza: 60-Minute Warning. Al Jazeera World Documentary.
Del:
