Termostaten Texas

SABINE, TEXAS – På vej mod Den Mexicanske Golf sniger termometeret sig op over de frygtede 40 grader, der føles som en fysisk grænse for menneskekroppen. Man træder forsigtigt og trækker vejret langsommere ved 40 grader. Vinden svaler ikke længere, men slår mod én som hedebølgen fra en åben ovn.

Her i Texas presser den slags vejr også mod en anden grænse: Hele sommeren har delstatens 30 millioner indbyggere skruet helt op for deres airconditionanlæg og trukket usædvanligt meget strøm. Det er gået galt før: I februar 2021 brød elnettet sammen under en voldsom snestorm, så 4,5 millioner hjem var uden strøm, og mere end 200 mistede livet.

Denne sommer har forsyningen været truet af alle tiders hedebølge: Juli måned var den varmeste af sin slags, der nogensinde er målt på planeten, og store dele af det sydlige USA har været fanget under en hed, fugtig klokke lige siden. Den nordøstlige del af landet har været ramt af voldsomme oversvømmelser, og oppe i Canada er skovene blevet antændt som tørre tændstikker og har sendt lange røgfaner ned over kontinentet.

Med andre ord har USAs udenrigsministerium valgt det helt rigtige tidspunkt at invitere udenlandske korrespondenter på studietur til Texas. Det handler om energi og grøn omstilling, og det skal selvfølgelig foregå her i marsken øst for Houston, hvor nogle af verdens største naturgasanlæg skyder op af den hede, fugtige jord. På bare et årti er Texas gået fra osende oliestat til at være førende i naturgas og grøn energi, og i dag fungerer delstaten som et slags eksperimentarium for resten af landet. Men vi andre har også god grund til at følge med; i det seneste halvandet år er både den globale energiforsyning og geopolitiske magtbalance blevet ændret af den amerikanske gas.

Første stop på turen er en skole ved bredden af Sabine-floden, hvor omkring 50 ingeniører, borechefer, lokalpolitikere og repræsentanter for Kystværnet er mødt op for at fortælle om de nye anlæg. Vi er 16 journalister i gruppen, og halvdelen er fra Tyskland og Polen, som indtil for nylig var storforbrugere af naturgas fra Rusland. De russiske haner skulle have afholdt europæerne fra at blande sig i landets invasion af Ukraine, men Putin havde glemt at tage højde for Texas. Da Houston begyndte at sende tankskibe over Atlanten, blev Rusland hægtet af forsyningskæderne, mens USA og Europa med ét blev bundet tættere sammen.

»Der er noget ved det her tidspunkt, der minder om perioden lige efter den 11. september 2001,« siger den lokale landsdommer Jeff Branick. Han taler syngende texansk og har et klistermærke med »Keep it Made in America« på bagsiden af sin mobiltelefon.

»Dengang bekymrede hele energisektoren sig om terrorangreb, og i Houston holdt alle øje med, hvad der skete i Mellemøsten. I dag er der ikke den samme frygt for terror, men sikkerheden på vores anlæg er i top, og vi er meget bevidste om den sikkerhedspolitiske situation i Europa.«

Branick er ikke den eneste, der beskriver de nye naturgasanlæg som en slags militæroperation, hvad de på en måde også har vist sig at være. For Ukraine er den amerikanske gas et NATO-våben i sig selv, lige så værdifuldt som langtrækkende missiler og kampvogne.

På skolen i Sabine viser de en video, hvor en dyb stemme fortæller om betydningen af vandvejene i det sydlige Texas: »Det er ikke kun en vandvej,« lyder det i et toneleje, der minder om et forskræp til en amerikansk actionfilm: »Det er frontlinjen.«

De involverede er tydeligt stolte af de mange arbejdspladser og investeringer, som naturgassen skaber i området. Men også af den sikkerhedspolitiske betydning. Senere trækker en af borecheferne Weekendavisen til side og siger med et bredt smil: »Du kan godt hilse folk derhjemme og sige, at de kan tage det roligt: Kavaleriet er på vej!«

Rig på Europas ulykke

Den amerikanske frontlinje i Ukrainekrigen strækker sig fra Houston i Texas til New Orleans i Louisiana: et grønt og frodigt marskland med delfiner, pelikaner og lyserøde storke.

Det er også ved at blive et af USAs største industriområder. Vi sejler ud på en pram, og det første, vi ser, er en enorm konstruktion, der ligner kulissen til en Mad Max-film: ti etager høj og stor som en mindre dansk provinsby. Det er USAs ældste olieraffinaderi, som stadig er i brug: Tankene er sorte af rust, men der er stadig skarpe stikflammer fra toppen af de skorstene, hvor affaldsprodukterne brændes af.

Længere nede ad floden dukker de nye naturgasanlæg op. Også de ligner hele byer med siloer, rør og skorstene som bymidte, mens havne, jernbaner og klynger af pakhuse udgør de omkringliggende forstæder. I udkanten bor de midlertidige arbejdere i campingvogne, og længere ude er sværme af gravkøer i færd med at udvide byerne i et støvet mylder.

Der findes allerede syv af den slags anlæg i området, og fire mere er på vej. De er resultatet af den amerikanske energirevolution, der begyndte for omkring ti år siden, hvor landet stadig importerede omkring ti millioner tønder råolie hver eneste dag. Men på det tidspunkt var boreselskaberne i Texas begyndt at bruge den såkaldte frackingteknik, som fik både olie og naturgas til at vælte op af undergrunden: Ved at bore dybe huller og pumpe vand og kemikalier i dem får man underjordiske lommer med naturgas til at slå sprækker, så man lettere kan pumpe de værdifulde dampe op til overfladen.

Teknikken udleder store mængder CO₂ og kritiseres for at lugte, larme og skræmme dyrelivet væk. Den er forbudt i to delstater. Men i Texas, hvor fracking blev opfundet, ser mange den som en overvældende succes. Produktionen af olie er firedoblet, og USA er blevet verdens største producent og skiber i dag mere olie ud af landet, end de importerer. Samtidig er Texas blevet USAs største producent af vindenergi og er kun overgået af Californien i solenergi. Den grønne, vedvarende energi er kun mulig på grund af naturgassen, lyder det mange gange under besøget:

»Energi skal være nemt, sikkert og til at betale, og lige nu er det kun naturgas, der er alle tre ting,« forklarer dommeren Jeff Branick. »Vi har ikke noget alternativ. Hvis man forestillede sig, at vi slukkede for gassen i morgen og kun brugte vind og sol, så ville landet i løbet af få dage befinde sig i en depression, der ville være værre end 1929.«

Det meste af den amerikanske olie, petroleum og naturgas bliver i landet: rørledninger pumper det nordpå i retning af New Jersey og Chicago, mens mindre rør fører det mod øst og vest undervejs. Men nu er frackingrevolutionen også kommet Europa til undsætning. Sidste år kom halvdelen af europæernes naturgas fra USA.

Fra prammen står vi og betragter et tankskib, der er ved at blive pumpet fuld af flydende naturgas på minus 162 grader. Det foregår gennem et intrikat system af rør, kølesiloer og højtragende stålkonstruktioner.

»På det skib er der gas nok til at varme en million hjem op i en måned,« forklarer vores guide på prammen. »Når de nye anlæg herude er færdige, vil de kunne eksportere gas nok til at dække hele Tysklands energiforbrug«.

Og tjene fedt på det undervejs. Ukrainekrigen bliver ganske vist fremhævet som en grund til at bygge endnu flere naturgasanlæg i USA, og politikere i Texas og Louisiana har peget på det fordelagtige i at sende energi til frontlinjen i stedet for soldater. Men leverancerne er ikke en del af en ny Marshallplan. De er snarere resultatet af et liberalt amerikansk marked, hvor en håndfuld shippingfirmaer er blevet rige af Ukraines ulykke. Da elpriserne sidste år steg til det tidobbelte, fik firmaerne omdirigeret tankskibe på vej til Asien med en klækkelig fortjeneste. Ifølge nogle analyser kunne en enkelt sending amerikansk naturgas til Europa på det tidspunkt indbringe mere end en milliard kroner i fortjeneste.

En svær byttehandel

Den transatlantiske gasforbindelse har altså både økonomisk og sikkerhedspolitisk betydning. Hvis nogen skulle have glemt det, har den været en påmindelse om, at energi er magt, og at adgang til den kan betyde forskellen på krig og fred.

Men forbindelsen er vel kun midlertidig? Med den grønne omstilling, der er undervejs i både Europa og USA, må naturgas vel forventes at spille en mindre rolle i det globale magtspil fremover?

Det er ikke budskabet i Houston. Byens demokratiske borgmester har gjort mere end de fleste for at fremme vedvarende energi, men han fremhæver stadig behovet for naturgas, da vi møder ham på et airconditionkøligt rådhus midt i den glohede by:

»Vi har længe været hele verdens energihovedstad, og indtil for nylig var det olie, der drev udviklingen,« forklarer 68-årige Sylvester Turner. »Men vi forstod, at det var vigtigt at udvikle sig – både på grund af klimaet og for at være mindre afhængig af en enkelt energikilde. Det er også derfor, vi forventer at have brug for naturgas en del år fremover. Naturgas er ikke ideelt, men det er renere end kul, som det erstatter. Vi ser det som et supplement til den vedvarende energi, som vi investerer massivt i.«

På Rice University lidt derfra er de enige. Fire eksperter fra tænketanken Baker Institute for Public Policy tager imod de udenlandske journalister i et lokale med mørkebrune træpaneler og dybe læderstole.

»Texas er et levende eksperiment, som viser, hvor vigtigt det er at have mange forskellige energikilder,« siger Kenneth Medlock, der er fellow i tænketanken.

»Vi har mere vindenergi end nogen anden stat, men når der er varmebølge, og vinden ikke blæser, som det er tilfældet lige nu, er man nødt til at have en backup i form af naturgas. Det er også problemet med nogle af de enorme solcellefarme, man ser i Afrika og andre steder: De er ikke forbundet til et netværk med andre former for energi, og det skaber problemer med det samme.«

Det er også læren af Ukrainekrigen og for den sags skyld sabotagen mod Nord Stream 2, mener Medlock: Rør og gasledninger forvandler sig hurtigt til fængselstremmer, når magtbalancer ændrer sig.

»Nord Stream 2 blev netop anlagt, så man ikke skulle være afhængig af transitlandene mellem Rusland og Tyskland, men i stedet endte Tyskland med at være afhængig af Rusland. Den risiko er der ikke noget nyt i: I Vesten er den yngre generation bare vokset op uden at have oplevet forstyrrelser af energiforsyningen, så de kendte den ikke. Men på grund af krigen i Ukraine er alle nu klar over risikoen.«

Også i Asien har magtbalancen flyttet sig med energihandlen, forklarer panelet. Da Europa trak sig, begyndte Rusland i stedet at øge sin eksport af naturgas til Kina. Det har givet Beijing en større magt over nabolandet, som det har et kompliceret forhold til. Gassen har altså ikke kun bundet Vesten tættere sammen – den har også skubbet Rusland længere mod øst.

Og de nye forbindelser kan få langvarig betydning, mener Michelle Michot Foss fra tænketanken. Foss har en lang karriere bag sig i olieselskaber, USAs regering og Verdensbanken og mener, at vi kommer til at leve med fossile brændstoffer og deres tilhørende magtstrukturer længe endnu:

»Hvad gør man, hvis man som land vil undgå, at olie og gas bliver gjort til våben, som kan vendes mod én? De fleste vil sige, at det gælder om at bevæge sig væk fra fossile brændstoffer og bruge vind og sol i stedet. Mange ser det som en let byttehandel, men i virkeligheden er det en af de sværeste, man kan forestille sig.«

For den grønne omstilling handler ikke kun om energi, men også om materialer, forklarer hun. Lande med olie og naturgas har en strategisk fordel, fordi så mange af de materialer, der bruges til vedvarende energi kommer fra undergrunden:

»Det store problem, som jeg ikke møder ret meget forståelse for, er, at vi stadig har brug for alle de materialer, der kommer fra olie og naturgas. Se på elbiler; her er de fleste dele ikke længere af metal, men plastic. Eller tag vindmøller, hvor vingerne er fremstillet af fiberglas, som kommer fra olie. Eller hvad med solceller? Når man bygger store anlæg til solceller, kræver det en masse plexiglas at beskytte dem. Så det er tre ting, som mange mener er svarene på vores energiforsyning, men de er alle afhængige af olie og gas. Derfor er vi nødt til at tænke os grundigt om, før vi begynder at kræve en overgang til nogle helt andre energikilder end dem, vi har i dag.«