TOKYO – Det er godt for økonomien at slå gamle mennesker ihjel. Især hvis man har verdens ældste befolkning. Så vi skal ikke blive overraskede, hvis Japan ender med et program, der tager livet af dem, alderen har gjort overflødige – med deres eget samtykke.

Sådan lyder den barske forudsigelse fra instruktøren Chie Hayakawa, som i filmen Plan 75 beskriver en nær fremtid, nærmest identisk med vores egen velkendte nutid, hvor politikerne har indført aktiv dødshjælp i form af gasning som et makroøkonomisk styringsredskab.