Bangladesh, der med sine 172 millioner indbyggere er verdens ottendefolkerigeste land, kan oven på flere ugers uroligheder, hvor 300 angiveligt har mistet livet, tilsyneladende ånde lettet op med nyheden om, at fremtiden indtil videre er lagt i hænderne på den 84-årige nobelpristager Muhammad Yunus.

Yunus, der fik Fredsprisen i 2006 for sit arbejde med mikrofinansiering, står i spidsen for en midlertidig regering, der skal udfylde tomrummet efterladt af premierminister Sheikh Hasina, efter at hun er flygtet til nabolandet Indien som afslutning på 15 års stadig mere autoritært styre.

Optøjerne begyndte i sidste måned som en protest blandt unge studerende mod forskelsbehandling, der gavnede den politiske elites familier, når stillinger i den offentlige sektor skulle besættes. Men uroen bredte sig til andre dele af samfundet som udtryk for blandt andet utilfredshed med en skrantende økonomi.

Om volden nu er slut, er vanskeligt at afgøre. Efter premierministerens flugt er der opstået frygt for angreb på minoriteter i det overvejende muslimske Bangladesh, og studenteraktivister bevogter ifølge rapporter hinduistiske templer og kristne kirker.

Muhammad Yunus. Foto: Mohammad Ponir Hossain, Scanpix
Muhammad Yunus. Foto: Mohammad Ponir Hossain, Scanpix Mohammad Ponir Hossain/Reuters/Ritzau Scanpix

harms