Satellit. En universitetsprofessor, der har kaldt Putin »en af verdens få sande ledere«, får flest stemmer i første runde af rumænsk præsidentvalg.
Kremls kandidat vinder i Rumænien
Calin Georgescu, en Kreml-venlig ultranationalist, skabte en stor overraskelse, da han søndag vandt første runde af det rumænske præsidentvalg med 22,9 procent af stemmerne. Georgescu, en universitetsprofessor, som åbent har hyldet Ion Antonescu, lederen af landets protyske fascistiske regering under Anden Verdenskrig, stod i meningsmålinger umiddelbart før valget til kun fem procent af stemmerne, men fik altså via en kæmpe slutspurt kvalificeret sig til valgets anden runde, der finder sted 8. december.
Her står Georgescu over for den liberale partileder Elena Lasconi, en tidligere krigskorrespondent og tv-vært, som med 19,17 procent af stemmerne akkurat sneg sig forbi valgets favorit, den socialdemokratiske premierminister Marcel Ciolacu, der fik 19,15 procent.
Rumæniens præsident har ikke kun en ceremoniel rolle, men har betydelig indflydelse på især udenrigspolitikken og den nationale sikkerhed.
Her kan det blive et problem for såvel Ukraine som NATO-samarbejdet, hvis Georgescu ender med at blive præsident. Han har kaldt Putin »en af verdens få sande ledere«, sætter spørgsmålstegn ved landets medlemskab af NATO og modsætter sig al militærhjælp til Ukraine. ony

Del:



