Venstre er et parti i fornægtelse

Jan E. Jørgensen, Venstres politiske ordfører, kom med en opsigtsvækkende udtalelse under Folketingets åbningsdebat torsdag.

»Det var ikke Venstre, der gjorde Mette Frederiksen til statsminister. Det var vælgerne,« sagde han.

Ifølge Politiken fik det flere i salen til at komme med skeptiske udråb, men det bed tilsyneladende ikke på Jan E. Jørgensen. Han forklarede:

»Det er vælgerne, som stemmer til folketingsvalget, og det er vælgerne, der bestemmer, hvem der sidder herinde. Hvis Venstre havde sagt, at det kommer ikke til at ske med vores stemmer, havde vi stadig fået en rød regering.«

Magen til ansvarsfralæggelse skal man lede længe efter. Eller rettere, det skal man faktisk ikke. Fornægtelse er nemlig blevet en fast tradition i Venstre, lige siden de tabte regeringsmagten i 2011. 

Da Helle Thorning-Schmidt blev statsminister, afviste flere Venstre-folk at erkende nederlaget.

»Danmarks moralske statsminister er Lars Løkke Rasmussen,« skrev Søren Pind. 

»Venstres formand Lars Løkke Rasmussen er den moralske sejrherre af det statsministerræs, der foregik for nogle måneder siden. Det er helt uomtvisteligt, at regeringen løj sig til magten,« sagde Venstre-manden Martin Geertsen om Socialdemokraternes løftebrud.

Daværende næstformand Kristian Jensen stemte i:

»Du får ikke nogen selvransagelse ud af Venstre. Vi vandt sådan set valget.«

Det var heller ikke tid til selvransagelse i 2019, da Venstre tabte til Mette Frederiksen. Partiet gik nemlig frem med ni mandater, og selv da man mistede svimlende 20 mandater ved folketingsvalget i 2022, ville man ikke se virkeligheden i øjnene.

Dengang var formanden Jakob Ellemann-Jensen, der tit mindede folk om, at han faktisk havde været soldat. Alligevel havde han ikke lyst til at løbe først op af skyttegraven, da han skulle forklare, hvorfor han ville bryde sit løfte om at kræve en advokatvurdering af Mette Frederiksens ansvar i minksagen. I stedet gemte han sig bag Lars Løkke Rasmussen, da han sagde: 

»Meldingen er selvfølgelig, at man ikke kan starte et regeringssamarbejde, hvis et sådant måtte komme, med en advokatvurdering af landets statsminister. Det har Lars Løkke også været ude og sige tidligere i dag.«

Bagefter hævdede han endda, at han gik i regering med Mette Frederiksen, fordi det var »det bedste for Danmark«:

»Det er ikke altid, man skal gøre det letteste, og det er ikke altid, man skal gøre det, man har lovet, hvis der er noget andet, der er rigtigt. Der skal man også sætte sin egen stolthed lidt i baggrunden og turde slå sig.«

Jamen giv den mand en medalje. Det personlige ansvar, som Venstre fremhæver som en borgerlig værdi, er blevet noget, man taler om, ikke noget man tager.

Troels Lund Poulsen, der ikke rigtigt er til store ord, lyder i dag, som om han nærmest har resigneret.

»Jeg håber da, der kan komme en blå regering,« sagde han for nylig.

Det bliver dog næppe bedre for Venstre, før partiet erkender sin krise og lader være med at skubbe selvransagelsen foran sig fra valg til valg.

Venstre betragter tydeligvis midterregeringen som en redning for partiet på kort sigt, men den kommer til at få langvarige og lammende konsekvenser, når valget udskrives. 

Hvordan har Venstre tænkt sig at føre en troværdig valgkamp, når de lige er trådt ud af Mette Frederiksens soveværelse med uglet hår?