Opgøret med Iran

EFTER den seneste uges begivenheder meddelte Iran, at denne uges fredagsbøn ledes af selveste »imam Khamenei, leder af den islamiske revolution« siden 1989 – efterfulgt af en ceremoni til ære for »martyr Sayyid Hassan Nasrallah, Modstandsbevægelsens fanebærer«. Det er en sjælden begivenhed med en tung symbolik. Kort efter den islamiske revolution i Iran i 1979 blev netop Khamenei udnævnt til fredagsbønnens ugentlige hovednavn. Er man glad for taler, der er tungt lastet med religiøs dogmatik og krav om revolutionær retfærdighed, var Khamenei suveræn og overgik ligefrem sin chef, ayatollah Khomeini.

KRIGEN mellem Iran og Israel giver Khamenei rigeligt med materiale, men det er åbenlyst for de fleste, også flertallet af iranerne, at det er det eneste tilbageværende og hule rationale for den islamiske republik: kampen mod den »zionistiske entitet«, som er det afgørende slag i den hellige krig mod det depraverede Vesten. Dét og så regimets desperate kamp for at holde sig på magten.

OM terrorangrebet 7. oktober og Israels krig mod Hamas kan man sige, at begivenhederne har udviklet sig med forunderlig logik. Hamas ville aktivere den såkaldte modstandsakse mod Israel: houthierne og Hizbollah og bag dem Iran. Det lykkedes, men uden at iranerne gik fuldt ind i kampen. Iran har forsøgt at fastholde den årtier lange strategi: ingen fred, men heller ikke åben krig, en mellemposition, hvor præsterne i Teheran har siddet i sikkerhed bag deres allierede.

HIZBOLLAH og Hamas har derfor oplevet et præstestyre, der har prøvet at undgå den helt store konfrontation. Men med Irans og Israels direkte angreb på hinanden har det vist sig umuligt: Hizbollah har helt undervurderet Israels reaktioner, og det har Iran i dén grad også. For Israel, særligt premierminister Benjamin Netanyahu, har det altid været klart, at Iran er regionens mest destruktive kraft og vigtigste trussel: bevæbning og træning af Hamas, herunder rundhåndede donationer til selvmordsbomberes familier, en årelang oprustning af Hizbollah, kontrol over Libanon, Syrien og Yemen. Og en persisk atombombe på vej.

OG det seneste år har markant afsløret den iranske strategi. Man kommer til at tænke på et engelsk udtryk om fortidens synder: »Forbandelser er som kyllinger; de kommer altid hjem for at hvile sig.« Der er muligvis et tilsvarende udtryk på persisk, måske endda i Koranen. Under alle omstændigheder har ayatollahens forbandede kyllinger nu sat sig i hans egen turban.

HAMAS er ikke fuldt nedkæmpet i Gaza, Hizbollah slår hårdt igen i Libanon, men den modstandsakse, der også indbefatter shiamuslimske grupper i Irak, er rystet på en måde, der også overrasker israelerne. »Islam kan ikke besejres,« sagde ayatollah Khomeini, da han tog magten i 1979: »Jeg beder Gud den Almægtige om at skære hænderne af de fremmede og deres håndlangere.« Nu er der sket det modsatte. Det iranske regime håber, at Israels modangreb ikke truer dets eksistens, og det meste af verden opfordrer til våbenhvile og advarer mod en større krig, der kan true stabiliteten i området. Lad os minde om, hvad det er for en stabilitet, og hvilket iransk regime man dermed bevarer: en messiansk, religiøs kraft, som arbejder for en revolutionær omvæltning af forholdene i Mellemøsten. Og som aldrig selv vil blotte sig rigtigt.

KOMMER det som en overraskelse, er det iranske hykleri dagligdag for dem, der rammes hårdest af dette rådne regime. Khomeini kaldte Iran for den islamiske republik – et gudsrige indsat af folket. Det var logisk, for revolutionen i 1979 var et opgør med et korrupt shahdømme, og iranerne udkæmpede en lang krig med Irak, der var støttet af Vesten. Uden for Teheran ligger 400.000 iranere begravet, en del af dem kvalt i den giftgas, som de vestlige lande accepterede, at Saddam Hussein brugte i krigen. Men hvad ayatollaherne og imamerne engang har haft af legitimitet, er for længst sat over styr.

DET »folkelige« teokrati har undertrykt og mishandlet sin egen befolkning i en grad, der kan konkurrere med verdenshistoriens mest forbryderiske regimer. Den ene demokratiske bevægelse efter den anden er blevet nedkæmpet med rå vold og stadig mere kvælende overvågning. Da shiamuslimerne mener, at de udgør den sande version af islam, og de iranske magthavere ser sig som en fortsættelse af selveste Profetens ønskekalifat, er Iran naturligvis et helvede for kvinder og seksuelle minoriteter: Kvinder overvåges af det groteske moralpoliti, mens homoseksuelle jævnligt henrettes.

SELVFØLGELIGE er derfor de jævnlige oprør mod præsterne – iranerne er stædige, modige og frihedselskende. De rejste sig i Det Persiske Forår og Den Grønne Bevægelse og igen i massedemonstrationerne bag kampråbet Kvinde, liv, frihed!, men regimet har slået dem alle ned. I Vesten har vi hver gang sørget over det – og beklaget, at vi ikke kunne stille mere op end at indføre nye sanktioner. Når de ikke virkede, forsøgte vi os med diplomati og store aftaler om Irans atomprogram. Og når det heller ikke virkede, tyede vi til vores tilbageværende våben: hændervriden.

OPGØR med zionisterne gennem stedfortrædere har ikke kunnet måle sig med regimets krig mod iranerne. Her er der tale om et direkte opgør. Men iranerne er veluddannede, oplyste og stærkt bevidste om tyranniets hulhed. De er aldrig blevet helt kuet eller terroriseret. Og det er højst tvivlsomt, at de deler præsternes lidenskabelige angreb på Israel. Tværtimod tyder meget på, at mange iranere føler en vis samhørighed med det Israel, der er eksistentielt truet af religiøse fundamentalister.

MED Israels opgør med Iran illustreres det igen, at vi i Vesten ikke har nogen strategi – hverken for at befri iranerne fra det hellige diktatur eller resten af verden fra den destruktion, præstestyret spreder. På den ene side står en venstrefløj, der siden 1979-revolutionen har været sært forstående: De mest progressive kræfter i Vesten så i præstestyret en allieret i kampen for global retfærdighed. I dag lyder samme paroler mod vestlige demokratier fra unge på venstrefløjen, som virker helt uinteresserede i de forbrydelser, iranerne udsættes for af deres egne ledere. På den anden side står de vestlige lande med deres udslidte instrumenter. Sanktionerne udhules af Kina og Rusland. Diplomatiet har spillet fallit. Og de aktuelle advarsler mod at eskalere krigen ender med at beskytte Iran.

IRAN spiller igen en hovedrolle i en amerikansk valgkamp. I efteråret 1980 holdt Khomeinis Revolutionsgarde amerikanske diplomater som gidsler på den amerikanske ambassade i Teheran. Præsident Jimmy Carter var svækket af gidselaffæren; USA havde været helt uforberedt på omvæltningerne. Også i dag halser de vestlige lande efter begivenhederne i stedet for at prøve at forme dem. Opgøret mellem Israel og Iran i disse uger er en logisk følge af magtforholdene i Mellemøsten. Det betyder ikke, at vestlige lande nu skal invadere Iran eller fjerne præstestyret med magt. Men det burde betyde, at USA og Israels allierede bidrager til et angreb på Irans militære installationer og den olieproduktion, der er regimets livline. Vi burde også forholde os åbent og interesseret til Israels påstand gennem mange år: at iranske atomvåben vil blive en livsforsikring for regimet, præcis som det er blevet for Nordkorea. Det er i Israels, vores og den iranske befolknings interesse at svække dette atomprogram markant. Iran har afsløret sig selv som en papirtiger. Iranerne skal have langt mere støtte til at krølle den sammen og smide den på historiens mødding. Israel gør det hårde arbejde lige nu og har brug for al den hjælp, vi overhovedet kan give.