Leder. Et af EUs mindste lande førte i denne uge an ved at stoppe for al import af russisk gas. Vi andre kommer næppe uden om at følge Litauens eksempel. Og hellere i dag end i morgen.
Uafhængighed
LITAUEN er ikke et land, vi normalt taler meget om. Der bor kun halvt så mange som herhjemme, men ligesom Danmark var den lille baltiske nation engang en stormagt, der i fællesskab med Polen strakte sig langt ud over Europa. Forskellen angår selvfølgelig det geografiske vilkår, det er ikke selv at kunne vælge sine naboer. Litauen grænser i dag godt nok kun op til Rusland i den forstand, at man mod syd dels finder vasalstaten Belarus, dels den russiske enklave Kaliningrad – et lille stykke land ud til Østersøen fyldt til randen med atomvåben. Men Rusland har i århundreder været en plage og slugte efter Anden Verdenskrig hele Baltikum. Mange husker sikkert, hvordan Litauen som det første land ved Sovjetunionens sammenbrud erklærede selvstændighed, hvad Den Røde Hær forsøgte at bremse ved at angribe tv-tårnet i hovedstaden Vilnius. 13 litauere blev dræbt. Forhindre kunne russerne dog ikke litauerne i atter at blive herrer i eget hus. Sidenhen er det kun gået en vej. I 2004 blev Litauen, Estland og Letland medlemmer af EU og NATO.
VISER den seneste tid en betydelig moralsk signalforvirring i toneangivende EU-lande, er det ikke Litauens skyld. For nylig erklærede østersølandets regering som den første, at man stopper al import af russisk gas. »Kære EU-venner, træk stikket,« skrev Gabrielius Landsbergis, Litauens udenrigsminister, i søndags på Twitter. »Vær ikke medskyldig.« Det var dagen efter, at billeder af de gruopvækkende massakrer fra den genindtagede ukrainske by Butja blev bragt i alverdens medier, også de tyske selvfølgelig. Udenrigsministeren undlod ikke at skære pointen til: »Køber man olie og gas, finansierer man krigsforbrydelser.« EU har godt nok lovet yderligere sanktioner, men ikke den virkelig vidtgående. Grunden er selvfølgelig, at lande som Italien og Tyskland – og derved Danmark, som er dybt forbundet til tysk økonomi – vil lide betragtelig skade af en gasboykot. Sanktioner skal jo helst ikke ramme os selv. Men så er vi tilbage til Landsbergis' ord. Dilemmaet er ikke vanskeligere at forstå, end at det kan stå i et tweet.
Del:
