På selvsamme dag som de frygtelige billeder af russiske styrkers massakrer mod civile i Butja, Ukraine, begyndte at strømme ud til en chokeret verden, vandt Viktor Orbán, af mange kaldt »Putins bedste ven i Europa«, en knusende valgsejr og sikrede sig endnu en periode, sin femte, som Ungarns leder.

I et opgør med en samlet opposition på seks partier – fra socialister til konservative – sikrede Orbáns Fidesz-parti sig 53 procent af stemmerne mod oppositionens 35. Og på grund af de skævvredne valgregler vil Orbán og hans parti fortsat have de to tredjedele af sæderne i parlamentet, der gør dem i stand til at ændre forfatningen på en eftermiddag, hvis de ønsker det – altså uindskrænket magt i de næste fire år.